Krigen er en begivenhed af så umenneskelige og dramatiske dimensioner, at den stadig rejser store etiske og eksistentielle spørgsmål som skyld og ansvar, forræderi og heltemod, godt og ondt.
Og det tager tilsyndeladende 60 år eller mere at huske … og stille spørgsmål!
Men nu bliver der husket - og stillet spørgsmål, for det vælter frem med bøger om krigen - bare på dansk blev der i 2008 udgivet tæt ved 150 titler om emnet, så man næsten kan frygte, at Hitler har alt for stor fascinationskraft! Men ingen tvivl: 2. verdenskrig er suverænt den mest beskrevne periode i det 20. århundrede.
Strømmen af erindringer om holocaust og kunstneriske beskrivelser af de nazistiske forbrydelser og deres senfølger tager til år for år, og den fornyede litterære interesse for vidnesbyrdlitteratur er vigtig, for om ikke så længe er der ikke flere øjenvidner tilbage.
Men kan den autentiske oplevelse overhovedet formidles? Det der beskrives er så monstrøst og ubeskriveligt og uden menneskelighed og logik, at det forekommer uvirkeligt, at det overhovedet har fundet sted. Men eftertiden har i høj grad brug for beretningerne for ikke at glemme ..
Der kommer også god fiktion, især om den tyske historie, historier, der rejser spørgsmålet om ondskab, forholdet mellem ondt og godt, om skylden – den enkeltes og den kollektive – og det smertefulde i at opdage og måtte erkende, at mennesker i en bestemt situation er parate til at begå uhyrligheder og ikke nødvendigvis selv føler skyld af den grund, men fortolker deres handlinger ind i en sammenhæng, som giver dem forklaring og undskyldning.
Og efterkommerne må konstatere, at det ikke er så nemt at kaste et land, et sprog og en familiehistorie af sig, på trods af efterkrigtidens traumatiske og forgæves forestilling om normalitet.
Og så er der den tredje type, der også er en del af det skønlitterære landskab, som Litteratursiden har fokus på: Misery memory kaldes genren af nogle, autofiktion af andre:
Det ligner næsten en tendens i samtidslitteraturen at bearbejde det 20. århundredes historiske traumer og gøre det i en autofiktiv form: historien fortælles af en jeg-fortæller, der kan synes at være identisk med forfatteren, f.eks. (omtalt i dette tema): Llambías: ’Et ukendt barn’ og Julia Butschkow: ’Apropos Opa’. Er alt autentisk, når disse forfattere i lighed med Kristian Ditlev Jensen, Knud Romer og Kim Leine skriver om deres ulyksalige fortid? Når Julia Butschkow afdækker familietabuet om farfarens fortid som ideologisk, inkarneret, organiseret nazist?
2. verdenskrig sælger altså bøger, og de ryger med garanti lige ind på reolerne hos det grå guld og dem, der er ældre, men hvad med krigens børnebørn og dem, der er yngre endnu? Læser de med?
De har i hvert fald muligheden, også hvis de kun læser fiktion og yngre forfattere. Der er rigtig mange gode, nyere bud på reviderede tidsbilleder og efterveer med skyld, synd, svig og sorg som bagage, både originalt danske udgivelser og oversættelser.
Se nogle af dem her i Litteratursidens maj-tema – og selvom de slår hårdt, historierne, og vi nødvendigvis må vende ONDSKABEN med os selv og andre, når vi læser disse ting, bliver vi også meget, meget klogere på vores nære fortid - og på fortielser og stor sorg, store følelser.
To engelske piloter bliver under 2. verdenskrig skudt ned under et togt over Tyskland. De overlever styrtet, men står ansigt til ansigt med en tysk hundepatrulje.
12 æg til en bryllupskage; det er hvad to unge, arresterede mænd skal bringe for dagen for at redde livet i David Benioffs historie om sin bedstefar, knivkæmperen.
Bogen er endnu én i den lange række af opgør med 2 verdenskrig, som stadig skrives; her en skildring af den indre konflikt, Elsa kastes ud i, da fortiden afdækkes.
De to kvinder har boet sammen i en menneskealder, men i virkeligheden er de mest af alt bundet sammen af et dystert skæbnefællesskab, der bygger på traumer fra krigens tid.
I en flertydig, velkomponeret roman bliver en nyskilt fars problemer sat i relief af mennesker, der blev dybt påvirkede af centrale begivenheder fra 2. verdenskrig.
På jagt efter den tyske sjæl og karakter formår Roné med denne fine novellesamling at give et anderledes nuanceret billede af almindelige mennesker i 30’ernes Tyskland.
Fin lille fortælling om Tyskland efter krigen, om forholdet mellem det gamle og det unge Tyskland, om skyld og ansvar og kærlighed og om at læse højt af verdenslitteraturen.
Den bevægende historie om Jacques Austerlitz, manden uden fortid, og om hvordan hans søgen efter sin egen historie også afdækker en del af Europas historie under 2. verdenskrig.
Rachel Seifferts debut består af tre noveller, der spænder over tre generationer i Tyskland, dækkende perioden fra tyverne til tiden efter murens fald.
Topsøe har her givet ordet til den under besættelsen tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, via en fiktiv dagbog skrevet til sin afdøde far - en roman med meget på hjerte.
Hvorfor nu mere besættelsestid? Har vi ikke hørt nok for denne gang om de glade majdage 1945 og de 'fem mørke år'? Nej, synes vi her på Litteratursiden - af flere gode grunde:
