Vraa, Mich - Haabet

Oprettet: 23.03.2017 - 17:32

Bog: "Haabet " af Mich Vraa

Bogens forside

Fregatten Haabet stævner i 1803 ud fra København med skibsreder Frederiksen og hans 14-årige datter Maria om bord.

Forfatter: 
Mich Vraa
Udgivet: 
2016
Forlag: 
Lindhardt & Ringhof
Sidetal: 
415
Lån bogen - Køb bogen

I et puslespil af breve, logbøger og lovtekster, der spænder over mange tusinde sømil og adskillige tiår udforsker romanen Haabet et af danmarkshistoriens mørkeste kapitler.

Skrevet af cand. mag. i Litteraturhistorie Sidsel Sander Mittet, marts 2017. 

I år er det hundrede år siden, at Danmark solgte de Vestindiske øer til USA og dermed lagde både geografisk og moralsk afstand til vores profitable periode som slavemagt. I 1967, da Sankt Jan, Sankt Thomas og Sankt Croix havde været ude af Danmarks hænder i 50 år, påbegyndte Thorkild Hansen sin dramadokumentariske trilogi om netop denne periode. Nu er der kommet en roman, der med sin skønlitterære form giver læseren fornemmelsen af, at bevæge sig ind i hovedet på periodens aktører, nemlig Mich Vraas Haabet, der udkom sidste år.

Et historisk puslespil

Haabet har tre handlingsspor, der til sidst flettes sammen. I det ene følger vi den thurøske slavekaptajn Anton Frederiksen, der på sit skib Haabet i 1787 er på vej mod de Vestindiske øer med en ladning sorte. Undervejs gør de kommende slaver imidlertid oprør. Skibslægens hustru dør og kaptajnens hustru voldtages, hvorefter hun nedkommer med en datter, der er mulat.

I det andet spor rykker vi 16 år frem i tiden til 1803, hvor samme Anton Frederiksen, der nu er reder, atter går ombord på Haabet sammen med sin datter. Slavehandlen er på dette tidspunkt blevet forbudt, men det forhindrer ikke skibets nye kaptajn i at fortsætte trekantshandlen uden sin reders vidende.

I det sidste spor, der begynder i 1823, er det den idealistiske professor Mikkel Eide, læseren følger. Han ankommer til Sank Thomas med det formål at skrive en afhandling der afslører slaveriets brutalitet, men hans idealer udfordres i mødet med den læge, der i 1787 mistede sin kone og som efterfølgende blev plantage- og slaveejer.

Disse tre handlingsspor følger ikke kronologisk på hinanden, men spindes sammen i et puslespil, hvor der fra det ene afsnit til det andet både hoppes mellem 1787 til 1823 og mellem forskellige genrer. Haabet klipper elegant mellem breve, dagbogsnotater, logbøger, lægeløfter, lovtekster og bogmanuskripter.

Denne form er interessant af flere grunde. For det første giver den læseren muligheder for at høre et væld af forskellige stemmer - lige fra slaveejerens og slavekaptajnens til guvernørens, professorens og lægens. Alle disse stemmer tilhører hvide, undtagen den refererede Afi, en kreolsk slave, og Marie, der godt nok er mulat, men hvis erfaringshorisont og privilegier i udpræget grad tilhører en hvid. Det er således undertrykkerne, læserne hører, et greb der betyder, at romanen forekommer mere sand, end hvis en hvid, dansk forfatter forsøgte at påtage sig slavernes synsvinkler.

Et andet interessant aspekt ved kompositionen er den flerstemmighed, den enkelte romankarakter får. Som læser ser vi forskellen på deres selvfremstilling i fx en officiel skibslogbog og i en privat dagbogsoptegnelse - eller i et bogmanuskript og i et brev til en betroet ven.

For det tredje giver denne form for komposition romanen et dokumentarisk præg, især fordi de kunstigt konstruerede kilder blandes med virkelige kilder. Som Mich Vraa udtrykte det i et interview i Information:

 ”Jeg vil gerne have, at der opstår en gråzone, hvor læseren er i tvivl om, hvorvidt det er virkelighed eller løgn. Intentionen er, at det kunne være sket alt sammen, så folk ikke bare kan lægge bogen fra sig som en spændende røverhistorie. Den har et virkelighedspræg, som skønlitteratur normalt ikke har.” 

Dette lykkes, om end læseren aldrig er i tvivl om, at det er en roman, man har foran sig. Kilderne er tydeligt konstruerede, således at de både taler med hinanden og samtidig giver læseren en næsten alvidende position, idet man hurtigt gennemskuer sammenhænge, som karaktererne først ser senere.

Den glemte historie

Haabet er imidlertid meget mere end en leg med genrer eller en stiløvelse. Romanen udforsker, som allerede nævnt, et af danmarkshistoriens mørkeste kapitler. Især interesserer den sig for det hykleri, der både dengang og nu omgærder den danske slavehandel. Når trekanthandlen endelig nævnes i dag, vil de fleste hurtigt tilføje, at Danmark så sandelig også var det første land til at forbyde selvsamme handel. Dette er i princippet rigtigt, men en af romanens store pointer er, at denne handling ikke var så altruistisk, som den kan synes. For godt nok vedtog den danske konge i 1792 at forbyde den transatlantiske slavehandel, men forbuddet skulle først træde i kraft i 1803, og i overgangsperioden intensiveredes handlen. Antallet af slaver på De Vestindiske øer gik fra 28.000 til 36.000, og især gravide og fødedygtige kvinder var interessante, fordi ønsket var at gøre Dansk Vestindien selvforsynende med slaver.

Hykleriet fremhæves endvidere af formen. Fx når to på hinanden følgende sider henholdsvis indeholder datidens lægeløfte, hvori man blandt andet lover, at man altid vil ”bære lige samvittighedsfuld Omsorg for den fattige som for den rige uden Persons Anseelse …” Mens den anden side indeholder et dagbogsnotat fra lægen Magnussen, der rejser ombord på slaveskibet Haabet:

"De løftede ham igen, og der kom en lyd fra ham [en af de indfangne sorte (red)], en klynken eller et forskrækket gisp, men så bar de ham hen til lønningen og kylede ham udenbords sammen med sejlduen. Som affald fra kabyssen. Hajfoder.

Jeg indrømmer at det chokerede mig. Jeg havde forsøgt at redde min patient, men det var ikke lykkedes.”

Man kan spørge sig selv om, hvordan det kan være, at Vraa har valgt den skønlitterære genre, når han behandler en så vigtig historisk periode. Romaner er ikke den mest troværdige genre, men til gengæld kan formen noget andet. Som Vraa selv formulerer det:

”Det er mit håb, at min roman kan nå ud til flere læsere [end en dokumentarisk bog (red)], fordi fiktion kan noget særligt: Man kan komme ind i hovedet på både slavekaptajner og slaven, skibslægen og den vestindiske planter, og opleve historien gennem deres øjne.”

Det lykkedes. Historien bliver levende for læseren og derfor så meget mere chokerende og rørende. Haabet er en god bog og en vigtig bog. God fornøjelse.

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
bibliotekar Ellinor Laursen, Vejle Bibliotekerne.

 LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 30/8 2016: Bjarne Mouridsen: Man kan ikke skrive om slavehandelen uden at bruge ordet "neger"). 

Politiken
(heri 17/2 2016: Carsten Andersen: Et paradis for de hvide og helvede for de sorte). 

Politiken
(heri 24/8 2016: Gudrun Marie Schmidt: Danskerne var ikke bedre end andre lande, der deltog i slavehandlen).  

Anmeldelser i aviser

29/10 2016 Jørgen Johansen i Berlingske Tidende
11/9 2016 Flemming Østergaard i Jyllands-posten
3/9 2016 Carsten Bach-Nielsen i Kristeligt Dagblad
25/8 2016 Hans Hertel i Politiken
26/8 2016 Ulrik Langen i Weekendavisen 

Anmeldelser på nettet

Bogrummet.dk
Christian Møgeltoft: Haabet af Mich Vraa. 

 Links

dr.dk
Bogen er nomineret til DR romanprisen 2017. 

Forlagsliv.dk
Samtale med forfatteren om bogen.

Læseheks.dk
Omtale og anmeldelse af bogen.
 

GENERELT OM FORFATTEREN

Artikler i aviser

Politiken
(heri 8/11 2016: Birgitte Kjær: Journalisten Mich Vraa om at være forfatter: Man får lov til at bruge sin fantasi). 

Links

Babelfisken. Et webtidsskrift om oversættelse
Forfatteren modtager Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2014.

bibliografi.dk:international forfatterbibliografi
Oplysninger om forfatteren.

danskforfatterforening.dk
Kort artikel om forfatteren. På dansk og engelsk.

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Fyens.dk
Kort om forfatteren

0
Din bedømmelse: Ingen