Skyggebjerg, Jacob - Hvad mener du med vi?

Oprettet: 01.04.2016 - 11:01

Bog: "Hvad mener du med vi" af Jacob Skyggebjerg

Bogens forside

Den svære toer. Uha, man ryster i bukserne bare ved tanken! Men hvad gør Jacob Skyggebjerg? Efter succesen med den autobiografiske Vor tids helt fra 2013? Han griner.

Forfatter: 
Jacob Skyggebjerg
Udgivet: 
2015
Forlag: 
Gladiator
Sidetal: 
304
Lån bogen - Køb bogen

Syv kvinder mødes på et skriveophold og støder sammen på deres sociale baggrund, deres livssyn, og selvfølgelig, deres tekster. Tilsammen en dunkel og satirisk karikatur af et samfund, der nok vil individdet og fællesskabet, men ikke vil særlig meget med nogen af delene.

Skrevet af cand. mag i Litteraturhistorie Victor Ovesen, april 2016

Jacob Skyggebjergs seneste roman, Hvad mener du med vi? ligner en tilforladelig og humoristisk historie uden de store begivenheder eller armbevægelser. Men faktisk er romanen en gennemkonstrueret sag, og på sin underspillede måde indædt satirisk og sarkastisk. Denne analyse ser på, hvordan romanen sætter samfundspoler op mod hinanden, i en refleksion over sammenholdet i vores lille land.

Jacob Skyggebjerg debuterede i 2013 med romanen Vor tids helt, og fik et gennembrud som fandenivoldsk oprørsstemme fra det såkaldte ”Underdanmark”. Romanen blev læst som autofiktion, ikke mindst motiveret af omslaget, hvor forfatteren tonede frem som barmavet gangstarapper.

I Hvad mener du med vi? er udgangspunktet anderledes. Noget spor af en Skyggebjerg-karakter er der ikke i handlingen. Til gengæld hænger forfatteren korsfæstet på omslaget som en kitschet kristusfigur, mens syv kvinder står akavede under korset og smiler til kameraet med forskellig grad af lunkenhed. Der står en tyk ironi omkring forfattermytologien, som man kan læse på mange måder. Er det kunstneregoet der korsfæstes for at give plads til nye og anderledes karakterer?

I alle tilfælde er bogen en kollektivroman, og den fortælles så godt som ligeligt fordelt fra de syv kvinders synspunkt. Handlingsforløbet er ganske minimalt, og til at overskue. Ved den fiktive provinsby Vikøbing er de syv kvindelige forfattere stimlet sammen på en højskole henover Påsken. De er på skriveophold og bor side om side, drikker sig flove i vin, laver mad og skiftes hver aften til at læse op af deres produktion. De tager en tur til bingo, tager lidt i kirke. Ud over nogle humørudsving og almen gruppehysteri sker der egentlig knap nok noget. Samtidig er Skyggebjergs sprog i bogen så direkte og ukunstlet, at han stort set holder fortællingen ud i armslængde. Så hvad stiller man som læser op med sådan et antiplot?

I virkeligheden har Skyggebjerg installeret rigtig meget information, i måden persongalleriet er konstrueret på. For hvordan fungerer dynamikken mellem kvinderne? Hvilken rolle får den litteratur, de skriver? Kvinderne kommer fra forskellige socialgrupper, fra den velstimulerede 68'er Sherry, over den nævenyttige og gennemsnitsdanske Jette, til den forstyrrede og alkoholiserede færing Egi.

Kvindernes tekster er, på deres forskellige måder, alle dybt samfundsskeptiske. Hvad end det er Pias socialrealistiske fortælling om en voldtaget pige, der bliver udstødt af sit bygdsamfund, Stines dystopiske fremtidsroman, eller Elsebeths voldsfetichistiske krimihistorie, er der ikke nogen mellemmenneskelig optimisme at hente. Tværtimod gælder det for alle de samfund, de forestiller sig, at det er magtforhold, vold og svindel mellem mennesker, der driver samfundene.

Sammentræffet går dog aldrig op for kvinderne. I diskussionen af deres forskellige tekster er det i stedet forskellen i deres attituder, der kommer til syne. Iben har skrevet en stærk autofiktiv tekst om et ophold på psykiatrisk afdeling, og får denne feedback: ”- Jamen, altså, hvor lyder det bare forfærdeligt. - Jeg kunne måske synes det lige manglede noget positivt, det kan da ikke være så tosset det hele. - Jeg fortæller det bare, som det er. Om det så er tosset eller ej.”

For selv om hun unægteligt skriver så det imponerer de andre, er tyngden af hendes tekst lidt i overkanten for dem. Der ligger en række spørgsmål på lur i kvindernes diskussioner af deres tekster. Hvad er det for en opfattelse, vi har af verden, af sociale interaktioner og om sindet? Problemet er bare, at kvinderne aldrig får åbnet noget emne op, før én af dem smækker låget i. Jette skriver f.eks. selv på en børnebog om en fed og selvisk grævling, men er komplet uimodtagelig for kritik – selv når den går på noget så basalt, som at hendes børnebog ikke har nogen morale indbygget.

Det er netop i den pointe, at Skyggebjerg er til stede i teksten. For tilsammen danner kvinderne et billede af en kultur, der nok rummer forskellige meninger og tilbøjeligheder, men som nægter at diskutere noget dybere.

Samtalerne domineres i stedet for af selvbeskyttende automatreaktioner. Og efter Egis oplæsning af et noget suicidalt, ikke specielt vellykket stykke kortprosa, er det da også konsensuschauvinisten Jette, der stejler hårdest: ”Livet er en gave, og den skal man være taknemmelig for, og dermed basta og færdig. Nu gider jeg ikke diskutere det mere, jeg synes, vi skal hælde noget mere vin op og finde den gode stemning frem igen.” Egis selvudlevering udløser ingen omsorg fra de andre, og knap nok refleksion. Der er altså en form for komfortsøgen og afstumpethed hos stort set alle kvinderne. Resultatet er, at både fælleskabet og individderne bliver negligeret, til fordel for den gode stemnings tomme kalorier.

Faktisk har romanen indkorporeret nogle forskellige litterære referencer i sig. Dels er der tale om en rammefortælling i tråd med Giovanni Boccacio's Decameron (1353), hvor ti mennesker er flygtet fra pesten i 1348, til et afsidesliggende kloster uden for Firenze, hvor de fortæller hinanden historier for at holde åndsmodet oppe. Derudover virker Skyggebjergs flyvske kvindelige karakterer af og til som en slags ironisk aftryk af den danske 90'errealismes krøllede skæbner, mennesker der fornemmer absurditeten lige under samfundets tilforladelighed, uden rigtig at kunne sætte en fingerpå den. Dertil kommer selvfølgelig nikket til det Bibelske univers. Det hele foregår i påsken, hvor Gud i skikkelse af sin søn, ofrede sig for menneskene. Den korsfæstede forfatter på omslaget, sin bogs underligt fraværende Skaber, og hans karakterer der ikke helt kan finde ud af det selv.

Tilsammen giver det en tyk ironiseren over vores ideer om kreativitet og dens rolle. Hvor Decamerons karakterer i fællesskab genererede et flor af historier fuld af vitalitet og drift, er litteraturen for de syv kvinder i romanen  mest af alt et selvrealiseringsprojekt, som de mere eller mindre forskanser sig i. Titlen Hvad mener du med vi? peger selvfølgelig på den samfundsskepsis, som ligger i kvindernes tekster. Det er en bog fuld af dysfunktionelle Vi'er – staten, bysamfundet, gruppen, ægteskabet, etc. I vort lille land er man enige om, at der er et fællesskab, men det lader ikke til, vi er klare over, hvad indholdet af det fællesskab skal være. Som følge af det, ender individerne også med at forfalde hver for sig.

Diagnosen: Der er et ubehag i kulturen, men ingen vil være ved det. I stedet distraherer menneskene sig selv med alt muligt andet. Man diskuterer for at høre sig selv snakke, kunsten degraderes til ureflekteret underholdning. Man tager, som Jette gør det, i skoven, men kommer kun hjem med et par dilletantiske mobilfotos. I den fornindelse kan man læse bogens kitschede omslag som en, ganske vidst ironisk, men stadig storladen og i det lange løb småpatetisk kommentar. Nemlig at det konsensushungrende (kvinde)fællesskab ender med at tage livet af kunsten og kunstneren – i skikkelse af debut'ens outlaw, Vor tids potente og vitalistiske helt.

Selvfølgelig fortjener også den læsning at blive taget med et gran salt. For omslaget er jo bevidst for meget, selvmedlidenheden er også ironisk. Måske er det i virkeligheden det – egoet og den personlige forsmåelse – som må ofres på korset, for at vi kan komme nogle vegne i fællesskab i vores lille, provinsielle samfund. Som ethvert ikon ender vi til sidst med at læse det som vinden blæser. Hvem end vi så er.

 

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne.

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Jyllands-Posten
(heri 9/12 2015: Kasper Schütt-Jensen: Det er noget svineri at give en toiletbørste i krom i julegave).
Interview. 

Anmeldelser i aviser

17/12 2015 Søren Kassebeer i Berlingske
12/12 2015 Solveig Daugaard i Information
12/12 2015 Jon Helt Haarder i Jyllands-Posten
1/712 2015 Mai Misfeldt i Kristeligt Dagblad 
13/12 2015 Lise Garsdal i Politiken
11/12 2015 Klaus Rothstein i Weekendavisen

 Anmeldelser på nettet

LitteraturNu
Anna Møller: Forvirring i kollektivet - Jacob Skyggebjerg: Hvad mener du med vi? 

Modspor
Christina Agerboe: Hvad mener du med vi? af Jacob Skyggebjerg 
 

GENERELT OM FORFATTEREN

Artikler i tidsskrifter

30.12
Atlas: et dansk samtidsmagasin, der tager nettet alvorligt.
(heri 8/12 2015: Kathrine Tschemerinsky: Det første døgn).
Interview.  

Artikler i aviser

Berlingske
(heri 21/12 2013: Lena Masri: Der er ikke nogen lykkelig slutning).
Interview. 

Politiken
(heri 7/12 2013: Kasper Schütt-Jensen: Et barn af treholdsskiftet).
Interview. 

Politiken
(heri 29/12 2013: Marie Tetzlaff: Dengang jeg tog stoffer, havde jeg droppet alt om skrivning eller livet).
Interview. 

Politiken
(heri 23/5 2015: Jacob Skyggebjerg: Jeg har indset, at jeg må blive borgerlig).
Kronik. 

Links

Danmarks Radio
Artikel i anledning af, at Hvad mener du med vi? er blevet nomineret til DR Romanprisen i 2016. 

Forfatterweb
Artikel om forfatteren. Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker. 

0
Din bedømmelse: Ingen