Profil
Sander Ehmsen
Medlem i
15 år 2 månederPeter Seeberg gik fra blot at være et navn til at blive en 'ven' af mig, da jeg blev anbefalet af min dansklærer i gymnasiet at læse novellesamlingen Eftersøgningen (1962). Jeg kom umiddelbart ikke meget længere end til den første novelle, ”Spionen”. Den pirrede og provokerede mig voldsomt, da den netop omhandler mange af de eksistensproblemer, som jeg selv gik og rodede med på det tidspunkt i mit liv: Skal man gå ind i verden og leve, eller skal man fortsat blot spionere.
Der skabes i værkerne ofte et udflydende rum fyldt med muligheder for at foretage eksistentialistiske valg, men (næsten) ingen af de overfladisk skildrede personer tager disse valg. Denne mangel på handling har altid fascineret mig, fordi den paradoksalt nok ikke så meget fremhæver intethed, som den tydeliggør eksistens, og fordi den får de eksistentielle spørgsmål til at stå i deres almengyldighed.
Om sit forfatterskab siger Seeberg selv, at det ikke udviklede sig særligt meget. Det finder jeg for så vidt sandt, men hvad forfatterskabet ikke har ændret i form, har det ændret i dybde. Mange af de spørgsmål, der stilles i det tidlige forfatterskab, er omkredset og berørt med en anden vinkel i det sene. Rigtigt er det dog, at Seebergs forfatterskab er ikke så tematisk vidtspændende, men dog formår en novelle stadig at overraske selv efter mange læsninger.
Peter Seebergs forfatterskab har konflikten mellem verdens manglende mening og subjektets evige søgen efter en sådan. Dette er en almengyldig tendens i litteraturen efter Anden Verdenskrig, men Seeberg behandler det på en søgende måde: For hvis tilværelsen virkelig er absurd, hvad kan mennesket så stille op? Han berører flere muligheder, men kommer konsekvent tilbage ved den absolutte tomhed.
Ud over min egen viden inden for området har jeg ved mit netværk på SDU andre, dygtige forskere at spørge til råds, hvis jeg ikke ved egen viden og flid kan svare på spørgsmålet.
Der skabes i værkerne ofte et udflydende rum fyldt med muligheder for at foretage eksistentialistiske valg, men (næsten) ingen af de overfladisk skildrede personer tager disse valg. Denne mangel på handling har altid fascineret mig, fordi den paradoksalt nok ikke så meget fremhæver intethed, som den tydeliggør eksistens, og fordi den får de eksistentielle spørgsmål til at stå i deres almengyldighed.
Om sit forfatterskab siger Seeberg selv, at det ikke udviklede sig særligt meget. Det finder jeg for så vidt sandt, men hvad forfatterskabet ikke har ændret i form, har det ændret i dybde. Mange af de spørgsmål, der stilles i det tidlige forfatterskab, er omkredset og berørt med en anden vinkel i det sene. Rigtigt er det dog, at Seebergs forfatterskab er ikke så tematisk vidtspændende, men dog formår en novelle stadig at overraske selv efter mange læsninger.
Peter Seebergs forfatterskab har konflikten mellem verdens manglende mening og subjektets evige søgen efter en sådan. Dette er en almengyldig tendens i litteraturen efter Anden Verdenskrig, men Seeberg behandler det på en søgende måde: For hvis tilværelsen virkelig er absurd, hvad kan mennesket så stille op? Han berører flere muligheder, men kommer konsekvent tilbage ved den absolutte tomhed.
Ud over min egen viden inden for området har jeg ved mit netværk på SDU andre, dygtige forskere at spørge til råds, hvis jeg ikke ved egen viden og flid kan svare på spørgsmålet.