Gribende roman, fyldt med spænding, formår at trække følelserne frem hos læseren uden at blive for sukkersød.
I maj 1933 oplever den unge alenemor Vera Ray en snestorm i de allerførste dage af maj. Hun har efterladt sin treårige søn derhjemme, mens hun selv er på arbejde på Olympic Hotel, og da hun får fri ud på morgenstunden, er Seattle ramt af en snestorm. Et fænomen, der kaldes Brombærvinter, og som forekommer yderst sjældent. Da hun kommer hjem, er lejligheden tom, og selvom hun er overbevist om, at Daniel ikke er løbet hjemmefra, er der ingen hjælp at hente hos politiet.
80 år senere oplever Seattle igen en Brombærvinter, og journalisten Claire Aldridge bliver sat til at skrive en historie om fænomenet. Det virker uinteressant, indtil hun får kendskab til den forsvundne dreng i 1933, og hun sætter sig for at finde ud af, hvad der blev af ham og hans mor. Det bliver en barsk rejse for Claire, der også har sit eget at kæmpe med.
Brombærvinter er en fremragende fortælling om sorg og savn og om venskab og kærlighed. Efterhånden som handlingen skrider frem, forbindes de to handlingsforløb, som forfatteren gør ganske pragtfuldt. Jeg er virkelig begejstret for både indhold og skrivestil, og jeg skal bestemt have fat i flere bøger fra hendes hånd. Jeg er altid glad for timeslip-romaner, men her fungerer det simpelthen til perfektion, og det er med til at give en virkelig dejlig læseoplevelse.
Alvoren i både fortid og nutid gør, at spændingen bevares i romanen, og understreges af de realistiske beskrivelser af forholdene for fattige enlige mødre i 30’ernes USA. Det hele virker gennemført og velresearchet helt ned til hvilke bygninger, der fandtes både før og nu. Og så må jeg indrømme, at det altid er et plus i min bog med lidt historisk islæt i romaner, og det opfyldes til fulde. Det er mit første bekendtskab med Sarah Jio, og jeg må sige, at jeg er meget begejstret.
Jeg vil anbefale 'Brombærvinter' til læsere af feelgood-romaner og til alle, der er vilde med en velskrevet fortælling om mennesker og deres liv på godt og ondt.
Kommentarer