Bog

Skamløs : rebelske kvinder der ændrede verden

Af (
2019
)

Anmeldelse

Skamløs : rebelske kvinder der ændrede verden af Pénélope Bagieu

05 nov.19

Pénélope Bagieu giver os med varme, respekt og humor 15 fyrtårne til at inspirere og lyse vejen .

Endnu engang tager Pénélope Bagieu os med en tur i kvindernes verdenshistorie. Vi møder på vejen en række kvinder, som vi alle burde kende for deres vilje, styrke, drømme, mod, håb og intelligens.

I ’Skamløs:Rebelske kvinder der ændrede verden 2’ præsenterer Pénélope Bagieu os for 15 rebelske kvinder, der ændrede verden på forskellig vis, men ikke altid er blevet respekteret og anerkendt for det. Endnu engang bliver jeg overrasket, forundret, forarget, rørt og forelsket i en række mennesker, der gik imod strømmen. Bagieu får på fineste vis kvinderes ånd og livsnerve til at lyse frem.

Bagieu kan med sine forholdsvis simple streger og farveskemaer udtrykke en bred vifte af følelser på en fin, elegant og stærk måde. Både utrolig smerte, glæde, passion og viljestyrke strømmer ud fra siderne. Bagieu er god til at balancere de store følelser med det simple, med alvor og ligefrem ærlighed. De mere eller mindre spydige, ironiske kommentarer i både streg og tekst fungerer virkelig godt som modvægt til alt den vold, nedladenhed og det mørke, der også gemmer sig i kvindernes historier.

Det historiske perspektiv har værdi og relevans på flere planer. Som påmindelse om, hvor lang tid kvinder er blevet set ned på og anset for værdifulde stort set udelukkende pga. deres skønhed og fødedygtighed. For at lade de kvinder, der er blevet gemt væk i verdenshistorien, indtage deres retmæssige pladser. Men mindst ligeså vigtig og skræmmende er genkendelsen. Man kan ikke lade være med at trække tråde til vores egen samtid og overveje, hvor mange steder kvinder stadig bliver underkendt og undervurderet. De historier, hvor kvinderne endnu ikke, eller indenfor de sidste 10 år, er døde, tilføjer desuden et ekstra politisk perspektiv til samlingen. De taler nemlig også ind i nogle af samtidens store politiske emner og dilemmaer som flygtningestrømmene.

Du skal ikke læse Bagieus tegneserier for at få detaljeret historieskrivning, du skal læse dem, for at få de historier, vi ellers sjældent hører. Du skal læse dem med hjerne og hjerte og bare nyde dem.

Bogdetaljer

Forlag
Cobolt
Oversætter
Troels Hughes
ISBN
978-87-7085-788-8
Antal sider
163

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer