Haikudigte er små enkelte digte. De består af 3 vers med henholdsvis 5, 7 og 5 stavelser. Da de er ultrakorte, er hvert ord afgørende for digtet. Man kan ikke fjerne et eneste ord uden, at hele digtet ramler.

Et haikudigt må hverken indeholde rim eller rytme.

De er altid skrevet i nutid, da de handler om oplevelser i nuet. Disse oplevelser skal være oplevelser, der foregår i mødet med naturen, og gerne noget man sanser dvs. ser, hører, føler, smager eller lugter.

Denne natursituation skal være en helt specifik og ikke bare noget generelt. Fx kan man i første og anden linje danne to billeder, der med tredje linje bliver kastet et helt nyt lys over. Billederne kan også stå i kontrast til hinanden. Fx et billede i stilstand og et i bevægelse.

Et godt haikudigt må meget gerne indeholde noget, der kendetegner en bestemt årstid som fx en blomst, en fugl, en duft eller et bestemt slags vejr.

Det er ikke meningen med haikudigte, at de skal indeholde metaforer. Heller ikke stærke følelser eller filosofiske ideer.

Haikudigtningen stammer fra 1600-tallets Japan og ordet ”Haiku” er japansk og betyder spøgefuldt vers. Haikudigte startede nemlig som små vitser, der kun havde til opgave at underholde. Senere gav den første store haikudigter Matsuo Basho de små digte kunstnerisk form. Hans mest kendte Haikudigt er digtet:

Furuike ya

kawazu tobikomu

mizu no oto

Og oversat til dansk:

En gammel dam

En frø springer

Plask

I oversættelsen mister digtet selvfølgelig sine faste 5-7-5 takter.

I Danmark blev Haikudigtningen først rigtig kendt, da Jørgen Nielsen udgav bogen ”Haiku” i 1963.

Et andet eksempel på et Haikudigt kunne være dette digt af Onitsura:

Jeg ser blomstringen

Så spredes kronbladene

Og det er forbi

Dette digt er et godt billede på det forgængelige nu, haiku digtet prøver at indfange.