Fra læseklubben: Bogfinken
Vinterbyen
Læseklub
Af Lene Zibrandtsen - tor, 04/02/2010 - 16:47
Bog til debat:
Krimi fra Reykjavik, hvor mordet på en lille indvandrerdreng afslører mobning og fremmedfjendskhed i sagalandet.
Bogen er til debat i februar.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- 521 visninger
- Send til en ven
Hvad mener I om forældrenes handlinger? Er det på nogen måde moralsk forsvarligt hvad de gør? Vi elsker jo alle vores børn, men vil vi alle også dække over mord som de har begået?
Den med at de løse ender leder videre til næste bind, havde jeg ikke lige set! Men det irriterer mig nu alligevel, selv om jeg selvfølgelig nok skal læse næste bind. Jeg synes også, det blev for meget, at han ikke tog kvinden i telefonen alvorligt. Og så er der det med slutningen, der var lagt op til en hel masse, og så var det hele bare et uheld. På en måde synes jeg, han slap for nemt over det. Det blev sådan lidt uforløst. Men jo Lene, Vinterbyen er bestemt bedre den de svenske samlebåndskrimier. Men måske skal vi snart have en afklaring omkring broren, for at det ikke bliver for meget kredsen om det. Og så er det bestemt det dystre og realistiske, der fanger mig.
Du har ret i at Erlendur er alt alt for selvgod og forudindfattet, når han taler med kvinden i telefonen, det er det der gør at det går galt - mon ikke det har været en lærestreg for ham? men samtidig er det også med til at gøre ham menneskelig og dermed fejlbar. Og fejlbar er han ihvertfald også i forholdet til børnene, og jeg deler din irritation, på den anden side så virker det rimelig realistisk, at det massive svigt han har udsat dem for, har lange følgevirkninger...
Det er mærkeligt, hvad det er med Vinterbyen, som gør at den ikke helt lever op til de andre. Er plottet og opklaringen for enkel? eller er det alle de løse ender, som helt klart leder videre til næste bind, men de irriterer mig ikke desto mindre rigtig meget? det er svært at sætte fingeren på det, men alligevel så er Vinterbyen absolut læseværdig og alen bedre end diverse svenske samlebåndsfemikrimier - eller hvad?
Nej, jeg var kun skuffet over slutningen. Jeg er også begejstret for Arnaldur, kan rigtig godt lide den islandske stemning og dysterhed. Og fremmedfjendskheden er rigtig godt beskrevet. Rigtig nok at det kan blive for meget med alle de alkoholiserede kriminalbetjente i Skandinavien, men jeg holder nu af Erlendur! Det er nu så vidt jeg kan se ikke kun Erlendurs skyld, at hans forhold til børnene er dårligt! Datteren er jo narkoman, og han prøver da at hjælpe hende, men det er jo ret håbløst.
Men hvis I synes, den er for sort, så skal I ikke se Nordmosen på film. Den er altså bare grå og sort og dyster og forfærdelig kedelig! Her fremstår Erlendur ,som en håbløs person, der bestemt burde tage sig sammen, en stor skuffelse.
Jeg er enig med dig i, at Arnaldur Indridason er en vældig god krimiforfatter, og jeg har også elsket at læse Nordmosen, Tavs som graven og Stemmen. Mine forventninger til Vinterbyen var derfor store. Jeg synes bestemt også den er god, men på en eller anden måde ikke så god som de forrige. Anti-helten Erlendurs (er iøvrigt alle de skandinaviske krimihovedpersoner ikke alkoholiserede eller stærkt isolerede menneskeskæbner ude af stand til at leve i normale kernefamilier?? - Det begynder at blive lidt trivielt) adfærd ifbm de anonyme telefonopringninger fra kvinden irriterer mig. Han virker på en eller anden måde for selvgod. Han virker også som om at han har et forbløffende dårligt forhold på sine voksne børn. Kan han ikke prøve at tage sig lidt sammen? Når alt dette er sagt skal Indriason bestemt have ros for at have komponeret en god roman. Det er jo blot fordi vores forventninger er så høje!!
Jeg synes at titlen er meget aktuel! København er i hvertfald en vinterby p.t ;-)
Arnaldur Indridason skriver nogle meget realistiske knugende krimier. Det er "Noir" på islandsk og det er bare godt - eller?
Jeg har været meget begejstret for hans andre krimier bl.a. Nordmosen, Tavs som graven og Stemmen. Denne er også god, men alligevel blev jeg en anelse skuffet da jeg nåede slutningen, det vil jeg vente lidt med at uddybe til nogle flere har fået chancen for at læse den.
Beskrivelsen af Reykjavik og skyggesiden af det islandske samfund er fremragende, men er det for dystert/realistisk?
Og så holder jeg meget af Erlendur - antihelt med rod i familielivet og barndomstraumet der har præget ham hele livet: broderen der forsvandt i en snestorm på fjeldet - aner vi en afklaring, måske...