Fra læseklubben: DR Klassikerklubben
Det
Læseklub
Af Tina Karina Mor... - man, 25/01/2010 - 10:51
Bog til debat:
Bogen er til debat i februar 2010
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- 771 visninger
- Send til en ven
STRØTANKER Man bliver ikke færdig med DET.
Jeg har skrevet om det på et andet sted i disse spalter,
men kan ikke finde det igen
Min første tanke da jeg læste digtsamlingen DET var at det er bygget op som en symfoni, en symfoni af ord, hvor det ene ord og griber det andet og danner forskellige billeder på nethinden.
Inger Christensen kan noget med ord, lege med dem jongelere med dem skabe mening og sammenhæng.
H:C:Andersen skrev Billedbog uden Billeder, og Mendelssohn komponerede Lieder ohne Worte.
Jeg er slet ikke færdig med Inger Christensen, en måned er altfor lidt til så stort et værk, og som megen god litteraur sætter DET så mange tanker i gang, at man bliver nødt til at slå op , læse og genlæse andre tekster, eller andre kunstoplevelser, der er nok at tage fat på.
Jeg har i den forgangne måned også holdt et lille oplæg om Anna Achmatova og hendes REQIEM, også en digter og et værk, som jeg aldrig bliver færdig med..
Jeg vil nu aflevere det materiele jeg har lånt om selve digtet,DET lægge det bag mig for at tage det op ved senere lejlighed.
Og det var så det.
Mis
Så er det i følge kalenderen forår, selvom sneen udenfor vinduet her på Roskilde Bibliotek siger noget andet. Det er blevet marts måned og dermed siger vi farvel til Inger Christensens "Det".
En ordentlig mundfuld har det været og det har smagt nogen bedre end andre. Sådan vil det altid være og jeg kan ikke gøre andet end at opfordre til åbenhed - både overfor de værker, vi læser, og de andre medlemmers tolkninger af dem.
Du kan selv være en "fejllæsning" Bjarne. Du glemmer vist, at hårde ord/personlige domme altid falder tilbage på en selv?
Jeg synes det vil være uretfærdig at afslutte denne diskussion af Inger Christensens digt ”Det” med Bendts betragtninger, som bære tydeligt tegn på ”fejllæsning”. Eller måske bare manglende lyst og vilje:-)
”Det” er ikke nogen digtsamling , men nærmere en slags digtepos (skabelsesberetning) som er stramt komponeret over et net af systemer. Det er en bog som kræver vilje at læse. Vilje til at afkode de spor, som ligger gemt i digtet. Og ikke mindst kræver det , at bogen læses på sine egne betingelser.Jeg indrømmer blankt, at det ikke er meget, jeg selv har fattet af bogen, men det betyder ikke, jeg helt har afskrevet den. Jeg finder den faktisk udfordrende. Modsat Bendt har jeg ikke afleveret den, men blot sat den tilbage på hylden.
De som aldrig har læst Inger Christensen burde faktisk begynde med Sommerfugledalen. Et pragtfuld digt. Modsat ”Det” kort ( 15 sonetter) og lige til at gå til.
Jeg sætter mig lige til tasterne efter at jeg for længst har afleveret bogen/digtsamlingen. Ja, hvordan virkede de så på mig: Lige fra begejstring over Ingers Christensens herlige sprog i nogle digte: "Et samfund kan væres så stenet" Og "der sidder en mand på en underlig sten" m.fl. til tekster der efter min mening er frygelig "stenet " - ja/stop/hvad/stop/skal /stop/ jeg/stop/i/stop/ grunden/ stop/mene/stop/og/stop/sige? Håber i forstår, hvad jeg/stop/ mener. Sådanne tekster gør mig "kold"
Hej Bjarne
Tak for et godt indlæg - nu virker sammenhængen mellem Novalis og Inger C. noget mere forståelig :-)
Det er et meget relevant spørgsmål, du stiller til sidst - om en sammenhæng mellem citaterne og de underliggende tekster. For mit eget vedkommende er jeg dog nødt til at gå i tænkeboks, før jeg kan komme med et bud :-)
Der er unægtelig mange spørgsmål, som trænger sig på, når man gennemlæser ”Det”, uden svarene ligefrem står i kø for at melde sig. Men sammenkoblingen mellem Novalis og Inger C. har jeg dog ingen problemer med. Jeg mener der er et nært slægtskab mellem romantikken og modernismen, især systemdigtningen. De har en fælles mistillid til den empiriske erfaringsfilosofi, altså en mistillid til den umiddelbare foreliggende virkelighed. Mellem romantikken og systemdigtningen er så opstået det som er kendt som ”den sproglige vending”, hvor sproget eksplicit mister forbindelse med den fysiske verden og bliver konstituerende i sig selv. Det er inden for dette erkendelsesunivers Inger C. befinder sig.
Når Novalis skriver ”Vi søger overalt det ubetingede og finder altid kun ting.” skal man blot bytte ”ting” ud med ”ord” ,og man står med et udtryk for den modernistiske erfaring ”Vi søger overalt det ubetingede og finder kun ord” .
Medens citaterne af Blake og Novalis hver for sig dækker hele konexiteterne i henholdsvis ”handlingen” og ”texten”, er citaterne i konexiteterne i ”scenen” lidt mer blandet nutidsnær. Fænomenologen og ”kropstænkeren” Merleau-Ponty, Symbolisten Mallarmé, grænseoverskriderne Bataille og de Sade, modernismeforløberen Lautreamont og ikke mindst teoretikerne Sollers og Grimas. Sidstnævnte faderen til aktantmodellen, hvor man ved sin læsning ordner teksten i modsætningsstrukturer :-(
Der er dog en hvis struktur i valg af citaterne. De er fordelt på den europæiske kulturs tre hovedsprog. Fransk (scenen), Engelsk (handlingen) og Tysk (texten)
Grunden til at jeg brækker alt det af skyldes ,at jeg også søger nogle svar. Er der nogen sammenhæng mellem disse henvisninger ud af den ellers lukkede tekst og udtrykket ”konexiteter”- altså forbindelser? Er der nogen der ser en sammenhæng mellem citaterne og de underliggende tekster?
Er der nogen af jer, der har et bud på, hvorfor bl.a. William Blake og Novalis inddrages med citater? Jeg ved ikke, om Inger Christensen havde et specielt forhold til dem og deres værker? Novalis forbinder jeg kun med romantikken, så jeg har umiddelbart lidt svært ved at forstå koblingen mellem ham og Inger C.
Dejlige minder at høre Pia Raugs Det. Gode minder fra vilde, turbulente år, som jeg dog er glad for at have oplevet:-)
(jeg solgte desværre alle mine vinyl plader - deriblandt Pia Raugs Det - da jeg flyttede til Roskilde og overvejer om jeg skal købe hendes cd)
Jeg vil i fremtiden begrænse mine indlæg på en bog til en konklusion (og beholde mellemregningerne for mig selv). Sorry.
Opsamling
Ligesom "det" skabes i Prologen, skabes fiktionen: "Søger et ikke-liv, der ikke er død".
Og kulissen bringes også med ind i skabelsesprocessen. Mørket - på scenen - skjuler et "dødeligt samvær" og skjuler resultaterne fra eksplosionen, ligesom ordene skjuler virkeligheden..... "Verden skabes uden korrelater i sproget."
Efter at scenen er tilintetgjort, skaber ordene en verden af "verden." I vores plastikverden er det nu datamaskinen, der fører projektøren. Fortiden er udslettet med syre, fra hvis dunst vi uddanner os. De døde går bare i forrådnelse - bliver ikke husket og mindet. Som Sisyfos ruller vi stenen/"verden" op igen og igen og når den når toppen, kan vi begynde forfra. Sådan i al evighed. Men hos I.C- tager Sisifos over: "De" træder ud af sproget og hvirvles ind i sproget "til alle er blevet så svage" at livet er blevet farligt. Styrken skal findes i de enkeltes vilje - til i angst - at bygge "En by der er blød som en krop."
Strategien for forandringen er bl.a. at interessere sig mindre for militæret og "staternes økonomi" (soldaterne ud af Afghanistan f.eks) og mere for kærlighed og følelser: "Elskede verden" 78
Sproget kunne lære noget af biologien i hvis celler der er "en planløs tumlen." En tillid til det tilfældige. Når sprogets lak springer af - som sneen der smelter - ender verden - punktum.
kan det bruges?
Epilogos:
"Det" begynder i angsten - mennesket forsvinder for sig selv - og bliver konfronteret med sine indre dæmoner ".. indadvendte syner - vender tilbage fra rummet - som realiteter". Man kan se det på ansigtet, som er smadret af gråd og snot.
Angsten er der hele tiden "...angsten inkorporeret animeret aktiviseret..." og digterjeg'et må lære ikke at beherske angsten ".. må lære ikke at beherske angsten.." men ligefrem opfatte den som en god ven, der altid er tilstede. "Og meningen - at holde sig a jour med angsten."
Man skal forsøge at flytte sit centrum ud i: " det afskyelige - grusomme - mordet - orgiet - offeret - nøden - sorgen - raseriet - fattigdommen - blindheden - dumheden." Gøre "angst til ekstase" bevidst.
Strategien for bevægelsen er - som også Ann er inde på -: at man skal stole på, at sproget - af sig selv (hvordan det så ellers skal foregå?) - "..producerer de nødvendige - følelser tanker - om nødvendigt nye - følelser - tanker - så vi kan overleve angsten" 229 På samme måde - via tro og vilje - skal sprogproblemet løses. (min fremhævning)
Forsøgene går ud på at skabe et parallelsprog, hvor ordene er trådt ud af sig selv -(hvordan det så ellers skulle praktiseres?- "Som om han var dybt skizofren" 100) Digterjeg'et foreslår, at cellerne er ord, der kan tvinge sig igennem "kræft og virus - og dødeligheder - frem til en strålende plads - som antistoffer - lægemidler - frelse". Digeterjeg'et siger ofte: "Jeg er bange". Er der organisk grundlag for denne angst? Eller - nok mere realistisk - er det Kierkegaards angst?
(hmmm - stadig mangler jeg elementer til et ordentligt overblik)
I 3 afdeling af Det - i Teksten - skaber mennesker verden, og skabelsen slutter med 8 dagen med opfindelsen af sengen, som jeg læser som en insisteren på at tilbageerobre kroppen:
Konfrontationer med undertrykkelsen....og afstand til verden...
Der er grænser for, hvad kroppen kan tåle - pulsen og trykket er for lavt -168 Digterjeg'et får lyst til at græde, men der er ingen tårer. I stedet bliver digterjeg'et lagt på en båre, fordi jeg'et "fabler vildt om alles lykke". Og så må man være tosset. Lægen hjælper dem til orgasme. Lægen går patienterne i møde - syre-lægen:"Det bedste er hvis vi mister perspektivet." Syrelægen mener selv han er: "En stærk elektrisk gnist fra jeres dyner" 171 Første gang digterjeg'et viser sorg, fyldes personalet med oprør. Hjertet banker - vil så gerne elske personalets? smerte 173
Patienterne ved, at verden ikke kan eksistere - uden "De syges og besattes pres på verden" 174 "De syge små beskidte mord på verden" 175
Digterjeg'et er spændt fast på en båre og bliver kørt gennem haven. "De" ser ikke jeg'et. Ignorerer jeg'et. Stedet er et paradis, jeg'et ikke bryder sig om. Et paradis hvor "..en hel del (..)får lov til at udfolde et normalt seksualliv."
Digterjeg'et føler sig generelt ikke forstået. Sprogproblemet dukker op igen og igen. Bliver kikket over skulderen og skriver i koder: "Hvorfor står du hele tiden og onanerer på skelettet? betyder bare at digterjeg'et elsker ham, der kikker. "Det betød jo bare at jeg elskede ham."177
Opgaven går ud på "at forklare hvorfor vi er lykkelige og hvorfor vi elsker hinanden." Men vi kan ikke gøre noget for hinanden, mener digterjeg'et.
Lægen derimod mener, man kan gøre noget for hinanden og af samme grund vil han ikke "kunne blive sindssyg."178
Digterjeg'et vil have papir - vil så meget, at jeg'et spiller sindssyg for at blive hørt. Skriver: "Jeg vil så gerne elske jeres smerte" og deler det ud til stor og lille. Personalet gør nar af patienterne i haven og ydmyger dem helt ud i det groteske ved at råbe en af patienternes skriverier direkte ind i kameraet..
Patienterne bliver fikseret dagen efter som straf. Om det er mord eller om de bare ".. hviler (..) og elsker hinanden" må være op til læseren at vurdere?
Øvelse i berøring af kroppen "..uden at miste følelsen."184 Nogen bliver bange for kulminationen. Det er der ingen grund til.
Det er ok at blive ved med at være bange. Man behøver ikke være neurotisk, fordi man er bange. Hvad så forskellen er? Man skal være ærlig - vise folk angsten og glæden. Vise det, der er i dem selv. Og så gentager digterjeget igen sit problem: "Der er ingen vi ikke kan gøre noget for selv om det er umuligt."
Selv om der er forbud mod aktiviteten, er der ingen grund til panik, siger digterjeg'et - ironisk.
De indsatte i fængslet kaldes indsatte. Beboerne på galeanstalten kaldes gale/=demonstranter. Her gør digterjeg'et en gal til en demonstrant, således at en demonstrant/en gal arresteres for sin nøgenhed og tiltales som en gris, som digerjeg'et opfordrer til at bekræfte.
Personalet på anstalten er ikke onde, fordi de ikke kan læse. Som nøgen tilhører demonstranten en særlig norm indtil han møder de andre demonstranter og de ruller sig i sneen (som personalet gjorde). Vanviddet går ud på, at man lader som om den anden eksisterer "..lader som om den.. enkelte er til." Digterjeget opfordrer til, at man justerer på denne opfattelse. Det handler om at gå på den usikre landevej - mod det umulige...... 190
(jeg har undgået at henvise med overskrifterne:universaliteter,kontinuiteter m.fl. fordi jeg føler mig fremmed overfor dem - måske ligesom digteren?og brugt sidehenvisninger i stedet)
Inger Christensens forklaring om koblingen mellem sprog og biologi, som Ann nævnte, fik mig straks til at tænke på Nathalie Sarrautes bog Tropismer, som også opererer med denne sammenkobling. De to første afsnit af Tropismer lyder således:
” Det var som om de vældede frem overalt, udklækket i luftens let fugtige varme, de strømmede langsomt som om de sivede ud fra murene, fra de omgitrede træer, bænkene, de snavse fortove, pladserne.
De strakte sig i lange mørke klaser mellem husenes døde facader. Her og der foran salgsbordene dannede de fastere, ubevægelige kerner, små tilstopninger, som forårsagede nogle strømhvirvler.”
Fornemmer man her ikke en hvis slægtskab med I.C.?
Tove, jeg tror ikke din læsning er særligt uautoriseret, hvis der da overhovedet findes en autoriseret læsning. Struktureringen af digtet af identiske inddelinger i forskellige afsnit inviterer til læsning på kryds og tværs. Det eneste man efter min mening skal have for øje , er det overordnede i digtet, nemlig sprogets manipolerende karakter. Sproget som blændværk .
Du har ret i at Prologos minder meget om begyndelsen til Johannesevangeliet som lyder ”I begyndelsen var ordet”- Man kan fristes til om digtet at sige ”I begyndelsen var Det” .Men her er det en vigtige pointe, at i digtet er ”Det” kun en begyndelse i sproget.
”Det” er både en begyndelse og en afgrænsning. En begyndelse som beskrivelse af en verden som udfolder sig i sproget. En afgrænsning til den verden som ligger uden for sproget.
Så i virkeligheden når Prologos begynder med Det henviser det samtidig til noget ubeskrevet som ligger forud, ubesmittet af sproget.
Ja, det var så bare det :-))
Normalt er jeg ikke tilhænger af sekundær læsning her i læseklubberne, men da Inger Christensens digt er så matematisk gennemstruktureret, at lidt vejledning godt kan være endda meget udbytterigt, vil jeg anbefale ”Tegnverden” som er en bog om Inger Christensens forfatterskab. Heri gennemgår Iben Holk Det´s opbygning. Pia Raug har i samme bog et reflekterende indlæg om sit forhold til digtet.
Institutionerne kritiseres og over-under-hund temaet gentages:
Over- og underhund temaet spilles igen igennem her. Fabrikkerne bliver sammenlignet med koncentrationslejre og anstalter 145
Folketinget/parlamentet bliver vejledt af en "vellønnet rådgiver." Folk på kontorerne er gensidigt afhængige af hinanden og bliver observeret af en "vellønnet skjult observatør." Pengene bliver brugt til våben og til at slå ihjel. Koncernerne udnytter groft folks levetid. Og doktor Smile sætter x og bolle i karakterbogen.
Monotonien og kedsomheden præger fabriksarbejdet. Men det værste er, at man taler om alt det uvæsentlige.
Hvad er privat på en institution? De sidder alle i en mere eller mindre døs på gangene og forsumper. At holde tale er in der på stedet, men ingen gider lytte. At sige "du" til hinanden forstærker den gode atmosfære. Nogen skal være der resten af livet og der er "ingen tvang." Ærlighed er højt prioriteret, siges der ironisk
De (magthaverne) kikker og så går de hjem. Når de 'tilfældigt møder hinanden snakker de om at efterligne "de herskende klasser."Men hvem ønsker at efterligne de herskende klasser?
handlingen,integriteter 1-8, 144-151 og handlingen, universaliteter1-8. 152-159
I handlingen, transitiviteter 104 kritiserer digterjeg'et den rige verdens økonomiske og militære udbytning af den fattige verden.
Krigen: vindere og tabere.
Mændene/soldaterne er camouflerede som befrugtede sten. Mændene tænker på glæder. Glæder som er "muterende gen"(= pludselig opståede forandringer i arveegenskaber).
Soldaterne er anbragt for at stimulere "staternes økonomi". 104 Bomben er pr. definition invaliderende og destruktiv.
"Deres time skal komme som om den var kommet i drømme som om deres sperma var overophedet trotyl som om deres tanker var stærke elektriske strømme Deres skrig en kopi af sirenernes hyl." Tilbage er: magthaverne/vinderne/ - "de økonomiske hensyn." Jeg er enig i kritikken, men har ikke lidenskaben til at udtrykke mig så voldsomt. Jeg er jo så heller ikke digter. Sorry.
Masserne bygger "kirke af slagger fra udbrændte hjerner" og satser "på statisk ....strategi.." De "bange og blegfede kardinaler" påstår, at solen er sort og skræmmer masserne væk. Disse feje sjakaler æder andres kød, som har ædt deres ord. Udenpå ligner de engle, men indeni er de livstrætte gribbe. Masserne skal lære den modbydelige stil. Her angribes en hel befolkningsgruppe, som mordere.
Alt det mad vi har for meget af bliver ikke solgt med fortjeneste/profit - og de "sygeligt fede svin" bliver kunstigt programmerede.Selv om der er masser af fødevarer, er det ikke landbrugsministrenes metier at interessere sig for "de sultendes nød." De der har får mere. Selv om der er fisk nok til alle. De 'kloge' tror "folk kan leve af udbytning taler og luft." De sultende bærer sorg og fryser. (og hvordan går det p.t. med vores hjemløse?)
Samfundets hr. Sade lyster sig: " ..hele maskinen bliver drevet af magtkampens rent sexuelle mystik" Men pigens striber over ryggen er et politisk eksempel på, at Amerika er Gud.
Et overblik er endnu langt væk..... i stedet forsøger jeg at plukke i digtene...
Teksten, variabiliteter1-8
De 8 morgener kan jeg specielt godt li' og glæder mig til at høre Pia Raughs fortolkning:-) Tak for henvisningen.
Digterjeg'et tilbeder den elskede, som gav "..ord og exkrementer, en krop med en stjernes funktioner" 192 Forsøger at udtrykke virkeligheden "vinden så den snakker så dejligt på himlen" 193 Den elskede gav digterjeg'et "kønsaktens blindhed." Troen på kærligheden, som også er "lutter fantasi" 193
Den elskede giver digterjeg'et: "angstens bevægelser, hvilen i at gøre det umulige" 194 "en stærk sympati, for livet som sådan" 196 "fraværets nærvær" og digterjeg'et undrer sig over at kunne leve livet. Underforstået uden den elskede vil livet være umuligt. Den elskede giver: "bløde bevægelser" og "fælles magi" 199 "fælles magi" - at kærligheden er gensidig. Digterjeg'et selv går bevidst efter det umulige og finder: "forvirring" og "usikker/sikker" balance hos den elskede
Pia Raug indspillede i 1981 en lp med titlen "Det "med udvalgte tekster fra digtet:
En grå og diset morgen; Chile; En ørken; Livet er helligt; I midten af den grænseløse have; Jeg lånte en tåre; De otte morgener; Deres omgang; Som sand der forsvinder.
Teksterne stammer fra Scenen :transitiviteter; integriteter. / Handlingen : symmetrier; Transitiviteter / Teksten : symmetrier; transitiviteter; integriteter
Disse tekster kan man forudsætningsløs dykke ned og nyde inden man begynder at fundere over digtets matematiske opbygning. ( I prologos er produktet af antallet af lige lange afsnit med antallet af afsnittets linier lig 66 ! og lignende.) Og hvad der ellers må ligge gemt i digtet :-)
Tak Tove for oplysningen om at Pia Raugh har indsunget flere af digtene i Det.
Jeg vil se, om jeg kan opstøve nogle af dem?
(jeg er i forvejen en trofast Pia Raugh lytter:-)
Pia Raug har indsunget flere af Inger Christensens digte fra Det.
Min læsning af digtsamlingen er meget uautoriseret, for jeg springer simpelt hen rundt i den, og jeg synes den til tider er meget svær at begribe, f.eks. netop "Scenen". Andre steder synes jeg I.C. skriver smukt og fascinerende f.eks. både i prologen og i epilogen. Jeg oplever meget - især i epilogen - at ordene genererer (celledeling) nye ord og sætninger og skaber et sprog og en ny virkelighed, og jeg kan slet ikke undgå at komme til tænke på Johannesprologen fra NT. Ordet er skabende. Også i "Teksten"/symmetrier læser jeg en smuk skabelsesberetning, der bevæger sig fra sand, lys og vand til papir, kærlighed og et fælles sprog.
Men som nævnt er min læsning noget sporadisk.
Tak for henvisningen til Peter Øvrig - Ann:-): at sproget folder sig ud som en celle:-) Jeg havde en vag fornemmelse, men kunne ikke udtrykke det. Specelt dette vers (teksten,kontinuiteter3, s.178)associerer til børnehaven. Forbud og tisse i sandkassen. Ja, selv formen/ordstillingen associerer til børnesprog.og så og så og så....
Ja, jeg forstår godt, at sproget i kulissen er den uvirkelige verden. Og det er jo det samme Ann siger: "at ordene ikke kan beskrive verden, uden at de samtidig skaber en anden verden" Og så er vi vist enige om,at kulissen er et forsøg på at fatte virkeligheden?
Hvem er det nu der har lagt stemme til:"Så dyrker de korn på et alter i Chile" s.109 Annisette?.
I Peter Øvig Knudsens bog "Børn skal ikke lege under fuldmånen" (hvor han taler med seks danske forfattere), forklarer Inger Christensen, at der er en kobling mellem sprog og biologi i "Det":
"Indbygget i bogen er også forholdet mellem sprog, natur og biologi, som allerede dengang var det egentlige projekt for mig. Bogen krøller sig ud af ordet det som en celledeling, og sproget bevæger sig på samme måde som levende organismer udfolder sig."
Jeg er meget enig med dig, hythlodaeus, at digtet er ret svært tilgængeligt, og jeg kan heller ikke helt finde ud af, hvordan man skal forstå den kulisse, der omtales, og som du også griber fat i, Margrethe.
Men jeg tror måske, det kan være noget med, at kulissen ikke er den "virkelige" verden, men den verden, som vi skaber gennem sproget, og som er forskellig fra den "virkelige" verden, som sproget forsøger at beskrive....måske...
I Scenen 1 lyder det: "Efterhånden som scenen beskrives/ bliver det stadig mere klart at/ den ikke beskrives men skjules".
Og senere: "at ordene ikke er ét/ med den verden de beskriver."
Scenen 2: "Det der skrives er altid noget andet/ og det der beskrives noget andet igen".
Jeg forstår det sådan, at ordene ikke kan beskrive verden, uden at de samtidig skaber en anden verden...
Verden en kulisse af ord?
I baggrunden ses en kulisse med sten og klipper. Malet og tegnet efter en tilfældig erindring om "forrevne" tinder. Der er mos og væsner, der fræser rundt. Og planer om en regn, som vil vække længsel.
Der er mørkt. Hvis der var lys, ville man kun kunne se "dødeligt samvær". Nu kommer der lys. Men der er dyb tavshed. Eksplosionen breder sig. Og mørket skjuler, hvad der er sket. Mørket skjuler et "dødeligt samvær" og skjuler resultaterne fra eksplosionen.
Manden der fører projektøren venter til tiden er inde - indtil kulisserne brænder og skikkelsen klamrer sig fast i angst og råber om hjælp.
Foran denne kunstige kulisse nedbrænder bjerge og "forsider" af kunstige huse bygges op, som folk kan identificere sig med, når den "kunstige regn begynder". Verden skabes "..uden korrelater/(=ting eller begreber der nøje svarer til hinanden) i sproget"
Efter at scenen er tilintetgjort - opstår ordenes trang til kulisser - spejl vil have spejl - ræb vil have ræb - ordene skabte en verden af "verden"
Ord er ligesom fugle i flok, der fylder rummet uden at forklare sig. Forklaringen er svævende. Lav en kunstig vind og put engle i som så vil bevæge sig med baskende vinger - ligesom satellitter. Lad ubegavede kræ stryge af sted med vinden - insekter med illusioner om det værendes modstand mod renhed.
Skyggerne er underlige. Skyggerne fra ordene. Mørket binder ophavet med mord. Mørket øser af underforståelse.
Ordene er paradokser, som stjerner der brænder ud. Og lynet der rammes af lyn. Skyggerne er biologiske former der forvitrer og røber vanvid
Ordene skjuler agitation. Ordene har tillid til det sted, hvor de snublede, muterede. Et såret sted, hvor lidelsen jubler.
Digterjeget husker en grå og diset morgen, hvor en sten ruller ned over de malede bjerge. Ved ikke om lyden når frem via planten der bevæger sit blad og mosset der vender sit blege hår. Tilstanden venter på ord. De malede bjerge forsvinder. Planter og mos graves ned i jorden. Disen forsvinder og stenen flyver op over bjergene.
Hvem styrer verden?
Når der er lagt en sidste hånd på bjergene og når kontakten til stjernerne er installeret. Når solen er bragt i stilling og når afstanden til det hele er genoprettet. Når regnen er dæmmet op i tanken - når skyerne er sluppet løs - når opdrift og tyngde er tvunget ind i en balance - når saften er pumpet ind i hvert eneste plastikblad og når der er programmeret baner for de bevægelige væsner - når de medvirkende er på plads. I stedet for manden med projektøren er nu en datamaskine. Men personalet taler om skæbnen.
"Det skulle være som følelsen" Men "Det blev som det blev"
Kortet på scenen skal indfældes i kortet udenfor scenen. Ordet skal nedfældes i tingen og gøres betinget af "tingenes orden". Når sproget så har bundfældet sig og når "kommunikationen"...."er fanget i en fælde" - "må"..."drømmen"... "skrive sig selv mellem linierne."
"Fordi det vil komme til uudholdelige scener" - betingelserne er ændret - ligene er overhældt med syre, fra hvis dunst samfundet stimuleres til at uddanne sig. "...hulrummet i maven (f.eks.)stimulerer produktionen....."og kvalmen danner grobund for kunstige behov" - man bliver mæt af syre og ræbe er en del af politikken som "kun er forbeholdt de få" - "..ordene sætter verden i scene - verden holder ordene på plads - sandheden mangler"
....forandringen er aldrig god nok - enheden er mulig - men ikke tid, sted og bevægelse... (Aristoteles sagde vist, at dramaet skulle have en handling, foregå på et sted og vare et døgn?)
drøm og billede fjerner sig, fordi sprog og verden "strejfer befrugter deformerer eller hvad de nu gør ved hinanden"
Langvarig fysisk kontakt vil kunne skabe solidariet - men kortvarig psykisk kontakt kan nedbryde solidaritet - således at intet sker - intet bliver formuleret.
Ordene bundfælder sig aldrig, men ligger bare som rim på de talendes læber.
Trappen fører ind i billedet for enden af haven og blomsterne får aldrig navne, fordi ordene aldrig forplantes - bliver så til "ordene der aldrig får blomster"
Billedet glider bort fra de talende. Billedet af haven - bliver til billedet for enden af et billede af en have - (hvis man ellers kan sige det) - dette billede glider bort med de talende -(og var også lige ved at glide bort fra mig:-))
Retningen er dækket af rimfrost - En trappe fører ind i de talende - "englenes ødelagte læber."
"..inde i cellernes planløse tumlen/"tankeløsheder" er der en tillid til alt det tilfældige.." "Under disse lag".... "samme endeløse flade dækket af sne af hvidmalet sne."
"Den malede overflade brister - lakken springer op - skaller af og den underste mathvide farve løsnes - forsvinder engang som sneen der smelter - dér ender verden Og dér begynder den umotiveret sit liv/sin død som en selvfølge punktum Fuglene vågner/Mordet finder sted"
Når overfladen brister - ender verden - punktum. Det er på høje tid - blandklokken ringer - solen går til grunde - døden nærmer sig/"skæbnen"
(Er kulissen et forsøg på at fatte virkeligheden med sproget?.)
Digtsamlingen er nærmest bygget op som et drama med en prolog, en epilog og en historie/logos. Historien er inddelt i scenen, handlingen og teksten. Hver af disse er inddelt i 8 underafdelinger, som igen hver har 8 digte.
At digtene er så systematiske læser jeg som et oprør mod det stivnede - det ubevægelige.
Prologen:
En symbiose.... en befrugtning... en skabelse.....
Der eksisterer altså et eller andet, som er "det". Det vokser og bevæger sig og bliver til mere "det". Det bliver mere end "det". Det bliver noget andet end det var. Det bliver til noget mere. Det bliver til noget nyt. "Det" får vilje - det "fører sig frem" - "det" fanger materiale - "det" vokser sig større.
"Det" bliver mere sikkert i sig selv - "det" får vægt - "det" bevæger sig hurtigt og farer frem - opsamler og sluger noget som belaster "det" oprindelige.
"Det" der begyndte er afsluttet - og forandret. Noget andet "det" er startet forskelligt fra det oprindelige "det". Der er gået nogen tid. Det første "det" er blevet til det andet "det". Noget nyt vokser.
Det andet "det" bevæger sig - er nok i sig selv og kan skelne mellem ydre og indre. Det andet "det" spiller - skifter spor - pirrer - hvirvler rundt. Og en udvikling følger.... form - struktur - variationer - karakter - behov - ........Fungerer hvor der er noget at fungere for.
De løse dele farer rundt og agerer katalysator for noget fra før - noget fast som ikke bevæger sig.
Det faste får energi fra de løse dele og noget sker. Noget unikt sker. Ingenting ville være sket uden "det fjendtlige" udefra.
Det faste og det perfekte ville ikke være kommet nogen vegne uden fælder - uden forvirring - uden sidespring. Det faste kaldes væren og ville aldrig få væsen, hvis ikke "det væsensforskellige eksisterede" - det væsensforskellige deler ud af sit overskud - af sin død. Døden ligner liv. Tid der er/måles i liv.
Det betingelsesløse tomme rum er begrænset til ting. Alle disse intetsigende ting søger det forskellige - fiktionen. Søger et system. Omskriver. "Søger et ikke-liv, der ikke er død." Alle tingene "Forholder sit frit til det fremmede, fjendtlige ved at være fremmed for sig selv." "Død hvor er nu dit brud?"
fortsættelse følger..... om nogle dage...når jeg har fået lidt mere styr på, hvordan sprog, virkelighed og bevægelse hænger sammen....
Jeg er godt halvvejs i Scenen, og jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, hvad jeg synes om værket. Sproget er ind imellem tindrende smukt og jeg er fuld af beundring for Inger Christensens evne til at variere sprog og temaer, så der hele tiden kommer nye vinkler og betydninger på. Men indholdet er ikke just nemt tilgængeligt.
Det sjove er, at det enkelte sætninger indimellem alligevel giver perfekt mening. F.eks. Scenen, kontinuiteter 4:
Selv en sol går med mellemrum til grunde
Kun underligt / tydeligt høres
det æstetiske ekko af døden
("skæbnen")
Da jeg satte mig for at læse Det var det med blandede følelser; forventning og skepsis. Skepsis fordi jeg ved en hurtig gennembladring synes, at siderne så meget strukturerede, systematiske og ja, svært tilgængelige ud. Og forventning fordi jeg tidligere har læst "Sommerfugledalen" og er meget begejstret for den.
Og nu sad jeg så der og skulle i gang med "Det", som er en større og sværere mundfuld.
Men sikken smagsoplevelse! Jeg er fuld af beundring for den måde, som Inger Christensen kan operere med sindrige systemer og samtidig skabe et sanseligt indhold, der bl.a. inddrager nogle af samtidens hotte emner, som antipsykiatridebatten og kvindebevægelsen.
I "Epilogos" synes jeg, hun har en meget smuk pointe om, at det er gennem sproget, vi kan overleve angsten (s. 229).
Der er mange spændende aspekter i digtet - både formmæssigt og på indholdssiden - og jeg glæder mig til at høre om jeres oplevelser med Det.