Bog

Affekter

Af (
2018
)

Anmeldelse

Affekter af Rodrigo Hasbún

24 apr.18

En af Sydamerikas største litterære talenter er inspireret af virkelige hændelser i sin roman om politik, ideologi og en familie i sammenbrud.

Efter Det Tredje Riges fald flygter Hans Ertl med med sin kone og tre døtre fra München til Bolivia, hvor de bosætter sig i La Paz for at begynde på en frisk i verdens højest beliggende hovedstad. I 30’ernes Nazityskland var Ertl Leni Riefenstahls stjernefotograf; sammen med hende producerede han vidt berømte og teknisk avancerede propagandafilm. I Bolivia vil den ekscentriske Ertl nu starte på en frisk og skabe film om uopdagede civilisationer i junglen. Han tager bl.a. sine ældste døtre, Heidi og Monika, med på ekspeditioner, mens den yngste, Trixie, lades tilbage i La Paz. Monika er som sin far kompromisløs i sin trang til at gøre en forskel og hun tilslutter sig Bolivias marxistiske guerillabevægelse ‘Ejercito de Liberación Nacional de Bolivia’ og bliver kendt som Che Guevaras hævner.

Det vil være synd at sige, at Hasbún kaster om sig med store ord i ‘Affekter’. Tværtimod er det en kort, sproglig fortættet roman på kun 130 sider, som rummer en lang og voldsom historie. Som både Hans og Monika er Hasbún kompromisløs; fortællingen skæres ind til benet. Romanen består af to dele, den første handler om familiens første tid i Sydamerika, mens anden del følger familien, som nu er spredt rundt om i verden. Romanen er polyfonisk, kapitlerne har forskellige fortællere og narrativet påvirkes dermed af, om det er en af de tre søstres eller Monikas elskers, Reinhards, stemme, der høres. Tilsammen beskriver de Monikas udvikling fra at være en ung pige i exil med nervøse anfald og tendens til hysteri mod det, som vi som læsere mærker er uundgåeligt; trangen til at hjælpe og gøre en forskel ender med radikalisering og mord.

Hasbún har skrevet en roman som bygger på historiske facts men som samtidig indebærer lakoniske nedslag i personlige, intime detaljer; den yngste datter, Trixie, der holder jul alene med sin mor, som lærer hende at ryge og Monikas skuffende bryllupsnat. Dette er ren fiktion men er samtidig bærende for historien, idet det er her vi får indblik i personernes indre liv ligesom vi også med korte, præcise nedslag får indsigt i, hvordan de oplever hinanden og de valg, de hver især træffer.

Den stramme, minimalistiske stil gør romanen intens. Vrede, skuffelse, sorg, forundring og foragt, det hele ligger og dirrer mellem linjerne. Jeg fik lyst til at genlæse den med det samme, ligesom jeg også flere gange måtte læse højt af den for at dele, hvor meget der kan rummes i få ord.

Hasbún har vundet den engelske PEN pris for ‘Affekter’. Han er født i 1981 og beskrives som en af sin generations mest spændende, latinamerikanske forfattere. Han kommer til Aarhus som en del af LiteratureXchange 19.-21. Juni 2018. Jeg glæder mig meget til at høre ham.

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Oversætter
Tine Lykke Prado
Faustnummer
53978894
ISBN
9788771512854
Antal sider
129

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer