Hmm... Min umiddelbare tilgang til bogen er, som formentlig så mange andres, at jeg har læst 'kunsten at græde i kor' og 'med venlig deltagelse'. Jeg havde ikke forventet en '4' altså en bog med udgangspunkt i samme setting og det fik jeg bestemt heller ikke.
Jepsen har derimod valgt at gå direkte i den anden grøft og forsøger at berette om og som en usikker/skråsikker pige i starten af tyverne, og for at tale lige ud af posen må jeg sige, at han gør det ikke overbevisende.
Jeg har forsøgt at undskylde ham med, at han ikke ved bedre, men der gør det bare ikke okay. Hovedpersonen er utroværdig og hendes personlighed virker karikeret. Meeen jeg læste den færdig, for jeg skulle da lige vide hvordan den endte.
Det kan godt være, jeg bare tager min generation i forsvar, og at jeg derfor bliver indigneret over hans portræt, men selvom jeg prøver at være tilnærmelsesvis objektiv (mere kan man ikke) tror jeg ikke på Helene. Bogen er fyldt med biroller, men for at kunne bære en bog, mener jeg, at en mere nuanceret personkarakteristik er nødvendig.