Lyrik er først og fremmest kendetegnet ved at lade form og indhold gå op i en højere enhed. Ingen andre sproglige eller litterære udtryk lader i samme grad formen determinere indholdet som i lyrikken. Til sammenligning er formen langt underordnet indholdet i prosa, og i dagligsproget er formen (næsten) helt uden betydning for indholdet.

Semiotisk og litteraturvidenskabeligt set er relationen mellem form og indhold arbitrær og umotiveret i dagligsproget, men tilrettelagt og motiveret i lyrikken. Derfor kræver et studie af lyrik ikke blot en analyse af indholdet eller ”meningen”, men også en analyse af formen. Formanalysen ser bl.a. på metrik, rim og rytme.

Historisk set har formen altid haft stor betydning for udøveren af lyrik, men i nyere tid er lyrikken blevet mere og mere autonom, og har søgt at frigøre sig fra formens lovkrav. Denne frigørelse fra formen blev igangsat af romantikerne (i begyndelsen af 1800-tallet), som dyrkede fragmentet og sprogets vilde og frie energier. Den itusprængte form er den suverænt mest benyttede i moderne digtekunst.