”Pjaltetider”
De blå og gule farver på omslaget af Peter Laugesens "Pjaltetider" rammer godt kontrasten, de forskellige temaer, der henkastet løber ind og ud mellem hinanden, hele tiden med den umiskendelige Peter Laugesens tone. Dog, trods disse flerstemmige tendenser er strukturen mere traditionel end mange af forfatterskabets tidligere bøger. Det spor der træder tydeligst frem for undertegnede er erindringssporet hvor digteren ser tilbage på det der var. Det medfører at den velkendte kritik af samtiden - som overfladisk i sine samværsformer og produktionsæstetik - i denne samling reduceres. Digterens indignation er klart tilstede, uden at være det bærende hovedspor, undertegnede fik ved den første gennemlæsning.

Oppe på toppen af bakken
Står der en lille hund
Og gør ad den hvirvlende sne
Den springer og danser
Den bløder af glæde
Og borer sin varme snude
Hylende elementært
Ned i den kolde mangfoldighed
Af små geniale impulser.

Duerne letter fra træer
Så bladene falder
Og biler snegler sig ud
På lange forvirrede veje.

Stormen er kommet
Med alt det hvide
Og røgen fra skorstenen taler
Med kulsort tunge
Om det vi husker.

De røde bær
Bliver siddende
På deres kviste.

(side 6)

Digtet er det første i samlingen ”Pjaltetider” fra 1997 (som blev indstillet til nordisk råds litteraturpris) Og det var det første jeg læste den 25. december 1997, da jeg lå i mit gamle værelse, og lod strømmen af billeder passere hvert eneste ord, og sagde ”Ja, jeg forstår det måske ikke, men kan mærke rytmen vokse i kroppen”. Det jeg opdagede den eftermiddag (når jeg i dag tænker tilbage) var at poesiens beat åbnede ind og åbnede ud til de forskellige referencer bogen henviser til.

Ved første gennemlæsning har digtet en forsonende naturbeskrivelse af digterens nære omgivelser, med hunden på den sneklædte bakke der danser efter de hvirvlende fnug. Men digtet kan også læses som en art selvportræt af digteren, i arbejdsværelset parat til at skrive ”med kulsort tunge” ”så bladene falder /Og biler snegler sig ud /  På lange forvirrede veje” (side 6) Disse to spor løber parallelt gennem digtet, og naturen og den digteriske proces skrives sammen til en helhed.  Et forsøg på at skrive sig væk fra sprogets kalkulerede borge og ind i et åbent felt af muligheder, hvor alt kan transformeres til poesi. De forskellige referencer i bogen står aldrig alene som politiske slagord, men indgår i den stadige ordstrøm, mellem vemodige – og vrængende – erindringsbilleder fra:

Dengang hver by havde
Sit eget mejeri
Og der var is af tusind slags
Blot på en enkelt køretur
Tværs over Jylland

(side 16)

Vejene fører digteren tilbage til barndomslandet, bondelandet, og til det der var engang. Disse erindringer kanaliserer en genkendelig følelse (hos mig som læser) omkring det fortabte barndomsland (som fremføres eksplicit i digterkollegaens og vennens Dan Turélls folkelige og kommercielle gennembrud ”Vangede billeder”.) som vi alle der har haft en barndom - og har forladt den - kan nikke genkendende til. Det var i dette barndomsland - med Horsens folkeblad, idrætsbladet, Jyllands Posten, B.T. etc. - digteren voksede op. Han kendte på dette tidspunkt ikke til:

Poesiens komplekser

(side 28)

Men læste om sporten i de aviser faren slæbte med hjem, og konstater i refleksionens lys at:

Hvad Simon og Sperling skrev om fodbold og drøm.
Det var det samme, bare det samme, altid det samme
Og det er stadig det samme. Jeg fatter endnu ikke
Hvorfor poesien skal være så særlig, når den er alt.

(side 28)

Et af de helt centrale steder i bogen er for mig at se i midteraksen af digtet hvor digteren konstaterer:

Poesien, den fandt mig svedende i et hjørne
Af en gymnasieklasse

(side 28)

Så der, lige der bliver digteren bevidst om poesien, og kan årtier senere – i 1997 - skrive ungdommens læsning af Simon og Sperling ind i en løbende poetisk kontekst. Den poetiske kontekst som hele forfatterskabet skriver sig ind i, med den procesorienterede skrift som bærende element, hvor alt kan skrives til poesi. Fra det nære til det fjerne og tilbage igen til Brabrand, skalerer denne poetiske solsort toner ind i den stadig centrifugerende ordstrøm. Den ordstrøm som i 1997, med ”Pjaltetider”, ramte mig som et fikspunkt i min personlige kanon, kan jeg kun varmt anbefale andre at tage ned fra hylden, og læse, nyde, mærke.