Et omvendt spejl af Lone Andrup

Den første sputnik på en mørk nattehimmel. Det første fjernsyn. Is & sommer & rabarbergrød. For ikke at tale om soldragten. Jeg har ikke hørt ordet "soldragt" i mange år, og da det pludselig sprang mig i øjnene fra "Et omvendt spejl", var jeg med ét tilbage i barndommens blomstrede soldragt og min mors stemme i ørerne: "Tag nu din soldragt på, så du kan få lidt sol".

Romanen er, som antydet, ren nostalgisk fryd. Lige præcis sådan var det. Eller rettere, romanens ene del er ren nostalgi. Små korte erindringsglimt, som i begyndelsen tegner et billede af en typisk opvækst i 50'erne og 60'ernes økonomisk trygge mellemlag. Mens den kvindelige hovedperson i nutiden følger sin fars fremadstormende cancer, genoplever hun sin barndom. Efterhånden som erindringsglimtene skrider frem, forrykkes billedet af faderen. Han var en fremtrædende pædagog, som bag en charmerende facade gemmer en egoistisk og brutal umodenhed.

Romanen vil sætte gang i den indre biograf hos enhver, som var barn i de sene 50'ere. Og at den udvider sig fra præcist sanset nostalgi til et usentimentalt og nøgternt opgør med rollen som Den Gode Datter, gør den endnu mere læseværdig.

Aschehoug, 2000. 167 sider.

BogWeb - 1. juni 2000