Logo
Bogliste

Historier om Danmark: Middelalderen

I den tidlige middelalder strides Svend, Knud og Valdemar om magten i Danmark, stridighederne kulminerer i Blodgildet i Roskilde og slaget ved Grathe Hede i 1157, hvor Valdemar den Store vinder tronen.

Vi er alle blevet kristne og tager på korstoge i de baltiske lande for at udbrede kristendommen og omvende de vantro. På et korstog i Estland i 1219 falder Dannebrog eftersigende ned fra himlen til Valdemar Sejr, der senere indfører Jyske Lov.

I Finderuplade ved Viborg bliver kongen Erik Klipping myrdet af 56 knivstik i år 1286, motivet til mordet er endnu usikkert, men der er blevet spekuleret i, at kongen havde krænket sin rigsmarsks kone, og at selvsamme marsk Stig, derfor stod bag drabet på kongen.  

Den tidlige middelalder i Danmark er desuden kendetegnet ved, at vi får et begyndende skriftsprog, og at vi bliver uddannet af lærde og munke. 

 

Den sene middelalder i Danmark indledes med en borgerkrig i det, vi kalder den kongeløse tid.

Endnu en Valdemar samler riget og får tilnavnet Atterdag, han baner vejen for sin datter Margrethe den 1., der samler Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen i 1397.

Kalmarunionen er det man kalder et kongefællesskab eller en personalunion mellem de tre kongeriger. Kalmarunionen havde sit magtcentrum i Danmark under Margrethe den 1. som egentligt ikke er en rigtig Dronning men en formynder for sin fostersøn og søsterbarnebarn, Erik af Pommern, der bliver kronet til konge over alle tre riger i den svenske by Kalmar i 1397.

Den sene middelalder i Danmark er desuden præget af ”Den sorte død”, som slår store dele af befolkningen ihjel –ikke bare i Danmark men i hele Europa. 

(Fra danmarkshistorien.dk)

Vis alle boglister

Bøger på listen

Rigets frue: Margrethe I

Maria Helleberg

Tidsmæssigt befinder vi os i 1359-1412. Vi følger hovedpersonen Margrete - datter af Valdemar Atterdag - fra hun er seks år, til hun dør som 60-årig.

Eske Litle

Martin Jensen (f. 1946)

I Martin Jensens romaner er der ingen udpenslet vold og død. Hér udforsker Eske Litle og hans hjælper sergent Bane de misgerninger, der falder inden for deres jurisdiktion. 

Frit gennem Jylland

Martin Jensen (f. 1946)

Medrivende middelalderroman om jyske frihedshelte og kongers magtsyge. Og førstehåndsberetning om de dage, da Sven, Knud og Valdemar kæmpede om at blive Danmarks førstemand.

Hildegard

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

En litterær biografi, der får en af de største kvindeskikkelser fra middelalderen til at træde lyslevende ud af historiens mørke.

Hildegard II

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Biografisk roman om middelaldermystikeren, komponisten, abbedissen og meget mere, Hildegard von Bingen (1098-1179)

Strejf af nådens vinge

Hanne Reintoft

Året er 1199, det er korstogenes og krigenes tid; Karen og Kirsten er døtre af rigmanden Agge Nielsen fra Kvesborg: Karens hu står til fromhed og fordybelse, mens Kirsten er forlystelsessyg og gerne vil giftes rigt.

Kristin Lavransdatter

Sigrid Undset

Her er stor og vedvarende kærlighed – mellem kvinde og mand, mellem forældre og børn, mellem venner; her er sorg, lidelse og død; her er svigt og sammenhold.

Bruden fra Gent

Dorrit Willumsen

Historisk roman om kong Christian II, hans elskede Dyveke og mor Sigbrit, og om ægteskabet 1515 med den kun 14-årige Elisabeth fra Gent