Bog

Læseglæder

Af (
2007
)

Anmeldelse

Læseglæder af Lars Rømhild

12 nov.07

Grin, græd eller fortvivl, alle menneskelige følelser er på spil i et fantastisk udvalg af alle tiders gode fortællinger.

Hvilken dejlig gave at få: en bog der smitter af læseglæder. Tidligere litteraturprofessor ved Københavns Universitet, Lars Peter Rømhild, har udvalgt de 100 bedste romaner og fortællinger gennem tiderne. Hvor andre måske ville vælge at præsentere værkerne kronologisk, har han foretaget et utraditionelt valg og opstillet dem alfabetisk efter forfatteren. Men i tid rækker de fra den græske oldtid med Lukian til den amerikanske forfatter Thomas Pynchons seneste roman fra 2006 "Against the day", som først kommer på dansk i 2008. Ellers er vægten lagt på litteratur før 1950.

Her er de store mestre, den spanske Miguel de Cervantes med én af verdens mest berømte romaner: "Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha" (1605-15) og den engelske Henry Fielding med alle tiders største underholdende roman "Tom Jones (1749). Knaldromanen over alle knaldromaner er den franske Victor Hugo: "De elendige" (1862), og den fuldendte passionsroman er Emily Bronte: "Stormfulde højder" (1847). Det politiske er repræsenteret ved Fodor Dostojevskij: "De besatte" (1871-72) og det feministiske ved Virginia Woolf: "Mrs. Dalloway" (1925). Det nordiske er der med bl.a. Sigrid Undset, Knut Hamsun, Halldor Laxness, Ejvind Johnson, Selma Lagerlöf og Vainö Linna. Fra Danmark er der bl. a. St. St. Blicher, Herman Bang, Karen Blixen, og ikke overraskende Johs. V. Jensen.

Men ellers er der mange overraskelser af forfattere, der er ved at gå i glemmebogen bl.a. Johs. Ewald, Nikolaj Leskov, Andrej Platonov, Juan Rulfo og Giovanni Verga.

For hvert værk giver Lars Peter Rømhild en kort præsentation af forfatteren, hans betydning og tiden. Han sætter det valgte værk ind i forfatterskabet og øvrige litterære sammenhæng. Det bedste er, når han kommenterer på tværs af forfatterskaber og tidsaldre og fortæller om gensidige inspirationer og valgslægtskaber. Han tolker og analyserer på en smittende måde, så man indser at læsning også er værdifuld viden og indsigt og ikke mindst identitetsdannende. Bøger, der handler om ulykker og mørke, behøver ikke være triste.

Læs den i små bidder, enten som en tekst man kan gå i dialog med, når man har læst værket eller som inspiration til at gå nye eller forfølge helt ukendte veje ind i læsningens univers. For mit eget vedkommende vil den blive en trofast rejseledsager i lang tid fremover

Gyldendal, 2007. - 381 sider.

Bogdetaljer

Secondary title
100 bedste romaner og fortællinger
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
26923719
Graphic
Lars Peter Rømhild
ISBN
9788702039030
Antal sider
381

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer