Bog

Årets skandale

Af (
2008
)

Anmeldelse

Årets skandale af Sophie Gee

25 feb.08

Intelligent, vittig og sprudlende debutroman om high society skandalen bag 1700-tals digteren Alexander Popes gennembrud "The rape of the lock".

Scenen er sat: Londons selskabssæson 1711 er skudt i gang – de politiske spændinger mellem katolikker og protestanter er, for en tid, veget for jagten på en passende ægtemage.

Digteren Alexander Pope (1688-1744) er der med håbet om at blive inspireret til VÆRKET, der skal gøre ham berømt og respekteret i de højeste kredse.

Popes barndomsveninde og kærlighed, den kønne og flagrende Teresa Blount, er der, men ikke for at skænke sit ja til ham der sukker mest efter det. Det vil den mere ordinære, men intelligente søster Martha derimod hellere end gerne, men udsigterne er lange.

Søstrene Blounts kusine Arabella Fermor er der og er ikke til at overse. Alt hvad hun måtte mangle i status og medgift, er hun i besiddelse af i skønhed og intelligent vid hvilket charmerer den eftertragtede ungkarl og baron Robert, Lord Petre. Efter nogle flirtende påfuglerunder indleder de to en affære, forbudt og spændende og diskret bevidnet af omgangskredsen, deriblandt Pope, som udødeliggør hele affæren i sit litterære gennembrud.

Det hele er meget forførende skildret af forfatteren, professor i engelsk litteratur, Sophie Gee. Hendes forståelse for datidens sædvaner og skikke giver nogle præcise beskrivelser der gør, at man nærmest kan lugte og smage denne liflige roman.

Det er social satire helt i Jane Austens ånd. De velartikulerede replikskifter illustrerer flot den hotteste samtaleform på det tidspunkt hvor man konkurrerede på åndrighed og vid. Fokus er i det hele taget meget på det talte og skrevne ord. Romanen igennem er der litterære gæstebesøg af fx Jonathan Swift, John Gay og Richard Steele. Men de mere eller mindre undertrykte seksuelle spændinger er altid til stede, og nydelige erotiske passager gør romanen tilpas saftig.

Fra start til slut forføres man af det helt særlige univers London udgør, stedet hvor man mødes, hvor drømme har en chance for at gå i opfyldelse, og hvor samme drømme kan knuses skånselsløst i løbet af et kort blink med øjnene.

Pope var heldig at lukrere på andres kærlighedshistorie. "The rape of the lock" ('Den røvede hårlok') gjorde ham til den første engelske digter der kunne leve godt af sine skriverier resten af livet.

Oversat fra engelsk af Kirsten A. Nielsen efter 'The scandal of the season'. Politiken, 2008. 314 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
27110827
ISBN
9788756786805
Antal sider
314

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer