Bog

Tyrkisk gambit

Af (
2004
)

Anmeldelse

Tyrkisk gambit af Boris Akunin

15 jun.04

En fortryllende, feministisk og selvbevidst, men også noget dumdristig adelsfrøken tager sagen i egen hånd i denne herligt underfundige og meget vidende historiske spændingsroman.

Ved fronten under den russisk-tyrkiske krig i 1877 forsøger en adelsfrøken at frelse sin forlovede fra en forræderianklage ved at finde den rigtige spion sammen med den mystiske, næsten overnaturligt kvikke russiske detektiv/efterretningsagent Erast Fandorin.

"Tyrkisk gambit" er 2. del i en detektivserie på 12 bøger, der følger Erast Fandorin, begivenhederne i Rusland og det storpolitiske spil i det spændende og eksplosive tidsrum 1876-1919. Serien er velresearchet og bærer i det hele taget præg af at være skrevet af en lærd historiker. Man bør dog læse 1. del, "Snedronningen", først for at få det fulde udbytte. Heri får man også forklaringen på den unge helts lette stammen, hans tragiske og romantiske grå tindinger og hans totale mangel på illusioner.

Parret kommer ud for mange dramatiske, men også snurrige episoder i jagten på den rigtige spion. Der sker adskillige mystiske dødsfald og udkæmpes flere drabelige dueller. Men som det er tilfældet med alle gode spændingsbøger, skal man ikke bare læse bogen for spændingens skyld. Meget af tiden tilbringer parret f.eks. i pressens telt blandt excentriske udenrigskorrespondenter og flotte, galante officerer, der efterhånden gør heltinden noget blød i knæene og bløder hendes bastante, feministiske holdninger op. Den vidunderligt selvoptagede og temperamentsfulde adelsfrøken skildres i det hele taget med gennemført kærlig ironi.

Forfatterens dannelse kommer rigtig til sin ret i pressefolkenes samtaler, der er spækket med henvisninger til både kultur- og litteraturhistorie, ligesom mange filosofiske betragtninger over liv og død, retfærdighed, verdens tilstand og menneskehedens fremtid bliver luftet.

Det lykkes naturligvis at afsløre mesterspionens identitet. Åbenbart meget betegnende for Boris Akunin er spionen yderst sympatisk med vægtige bevæggrunde for sine handlinger i det storpolitiske spil. 

"Tyrkisk gambit" er en spændingsroman efter mit hjerte. Jeg glæder mig meget til at følge Fandorin på sin videre færd gennem verdens brændpunkter i en højeksplosiv tid.

Oversat af Kirsten Scheel-Whitte. Gyldendal, 2004. 220 sider. Kr 248,-
Se også denne artikel

Bogdetaljer

Secondary title
Krimiserien med Fandorin ; 2
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
25081226
ISBN
9788700750180
Antal sider
220

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer