Da de flyttede Millers Minnie Moore Mine Palæ : en sand historie

Den sandfærdige og forrygende historie om, hvordan en flok arbejdsomme mennesker flyttede et hus i guldgravernes tid i Amerika. 

I 1870’erne ledte mineraljægerne efter guld og sølv og fandt sølv. Eller det vil sige, det var en hund der fandt det, da den var på jagt efter en præriehund. Rygtet spredte sig virkelig hurtigt, og præriehundens gemmested blev snart omdannet til sølvminen Minnie Moore Minen, opkaldt efter ejeren John "Minnie" Moore.

Minen blev solgt til europæeren Henry Miller, som derefter blev meget rig! Han blev snart kærester med Annie, og de skulle giftes. Hun havde aldrig været udenfor Idaho, og derfor forærede han hende en tur til Europa, mens han byggede et enormt og luksuriøst hus til hende. Huset kom til at hedde "Millers Minnie Moore Mine Palæ". Efter nogle år døde Henry, og Annie mistede sine penge, fordi banken gik fallit. Annie slog sig på svineavl, og siden man ikke måtte have dyr i byen, og hun ikke ville af med sit hus, der var bygget af hendes elskede mand, blev huset flyttet på landet, sten for sten.  

Bogen indeholder så meget mere end et smukt cover. Det er en vidunderlig fortælling med adskillige fine og finurlige detaljer. Historien er både humoristisk og velfortalt, og Juliá Sardás geniale fantasifulde illustrationer viser både den te-sippende enke, grise, der kigger ud ad hoveddøren, potteplanter, som vipper i vinduet på første sal og de flotte trækheste, der sørger for at flytte huset. Sikke et cirkus!   

Farverne er afdæmpede i brunlige og gullige jordfarver, hvilket kunne betyde alvor, men det er langtfra tilfældet her. At historien er sand, gør den ikke mindre forrygende. Så meget menneskelig opfindsomhed og så store ambitioner kan nok kun findes i Idaho. En særdeles underholdende højtlæsning.