Bog

Giraffens hjerte er usædvanligt stort

Af (
2023
)

Anmeldelse

Giraffens hjerte er usædvanligt stort

26 jan.24

Fantasifuld højtlæsningsbog for de 6-10-årige med de smukkeste bløde blyantstegninger, man kan forestille sig. 

9-årige Vega bor med sin far i en lejlighed på Giraføen, og de to ser ikke verden helt på samme måde. Hun ser spændende eksotiske væsner alle vegne, men har lært at undertrykke den side af sig selv, når hun er sammen med faren, der ikke bryder sig om den slags mystik. Far og datters forskellighed bliver dog først et problem, da faren finder en kæreste. Vega får behov for at vide, hvem og hvor hendes mor er, og med hjælp fra en ny ven begiver hun sig ud for at finde hende.

Denne historie om en pige, der leder efter sin mor, men finder så meget mere, er skrevet af Sofia Chanfreau og illustreret af Amanda Chanfreau, to talentfulde søstre fra øgruppen Åland, der ligger mellem Finland og Sverige. Inspirationen fra ølivet er tydelig, og Giraføen er tegnet og beskrevet så levende, at man uvægerligt længes efter at kunne tage derhen. Pigen Vegas verden er befolket af et mylder af fantasifulde væsner, der får liv i de skønne illustrationer. Tegningerne udstråler varme og charme og har en næsten tredimensionel dybde, så man fuldstændigt glemmer, at de ”bare” er blyantsgrå. Med dyrene som selskab er det aldrig kedeligt at være Vega, og hun føler sig aldrig rigtigt alene. 

Vegas excentriske morfar Hektor har også evnen til at se de venligtsindede dyr, der mest af alt minder om de hyggelige bukler i bøgerne om Peddersen og Findus af Sven Nordqvist. Morfar og Vega har et tæt forhold, men Vegas fornuftige far bliver tydeligt foruroliget af snak om dyr, han ikke selv kan se, så hun prøver at undgå at nævne dem, når hun er sammen med ham. Da faren en dag bliver kæreste med Viola, forandrer alt sig. Viola spreder en farlig kulde omkring sig, og faren er ikke længere sig selv, synes Vega. Hun har altid undret sig over, hvem og hvor hendes mor er, men pludseligt bliver behovet for at få svar på disse spørgsmål presserende. Måske kan moren hjælpe Vega med at redde farens hjerte fra at fryse helt til is. Med hjælp fra vennen Nelson og hunden Flor sætter Vega ud fra den trygge Girafø med kurs mod Fastlandet for at løse gåden om, hvem hendes mor er, og bede hende om hjælp.

'Giraffens hjerte er usædvanligt stort' er en herlig fantasifuld og spændende højtlæsningsbog, der føles både meget nordisk og eksotisk på samme tid. Der er noget tidløst over historien og også over illustrationerne, der ganske enkelt er mageløse. Chanfreau-søstrene finder magien i det liv, der umiddelbart er ganske almindeligt, og slipper den barnlige fantasi løs. Resultatet er en varm historie for de 6 til 10-årige om venskab og familie, og om, at det er helt ok at være lidt anderledes.

Bogdetaljer

Forlag
Straarup & Co
Oversætter
Lisette Agerbo Holm
Faustnummer
137735806
ISBN
9788775926626
Antal sider
207

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer