Af Lars Bukdahl
Måske der også er dårlige grunde, men der er to altoverskyggende gode grunde til at uddele litteraturpriser: 1. At gode forfattere får nogle og helst en masse penge, så de har råd til at skrive deres gode bøger, thi gode bøger tjener sjældent sig selv ind desværre. 2. At gøre den læsende offentlighed opmærksom, og hvis de allerede er opmærksomme, så ekstra opmærksomme, på en god bog og en god forfatter og et godt forfatterskab eller for debutanternes vedkommende et godt begyndt forfatterskab. Debutanterne får priser, fordi juryen klækkeligt forventer alverden af de kommende bøger, og således også af Nath Krause, der på grundlag af deres debut, digtsamlingen Logan i Aokigahara, ikke synes at kunne forhindres i at skrive en masse flere fantastiske bøger, hvis altså bare et økonomisk råderum kan opnås.
En helst ikke uvigtig del af den opmærksomhedssøgende støj, der er en litterær pris, er selve pristalen, som derfor gerne må være så hysterisk som muligt i sin lovprisning - ikke uærlig NB, talerens varme, æstetiske følelser skal være sande, men gerne hysterisk. I min pristale for to år siden sammenlignede jeg hysterisk Glenn Bechs prisuomgængelige debutroman Farskibet med James Joyces Ulysses. Nu vil jeg hysterisk sammenligne 'Logan i Aokigahara' med Dantes 800 år gamle Den guddommelige komedie og det uvirkelige par, Nath-jeget og YouTuberen Logan Paul (som i virkelighedens verden nemlig aldrig har mødt hinanden), der i digtsamlingens anden halvdel, bevæger sig gennem den japanske selvmordsskov Aokigahara, hvor mange unge mennesker har valgt at tage deres liv, med Dante-jeget og Vergil (heller ikke bekendte i virkeligheden), der i komedien bevæger sig gennem helvede, skærsild og paradis - og i helvede lige præcis støder på en ”selvmorderskov”. Sådan begynder trettende sang om helvede hos Dante, i Ole Meyers moderne oversættelse:
”Knap nok var Nessus nået over floden/ førend vi allerede var trådt ind i/ en mørk, uvejsom skov vi skulle gennem./ Dens løv var ikke grønt, men mat og brunsort,/ og ingen stamme glat, men ru og knudret;/ giftige torne var der, ingen frugter./ Og intet tjørnekrat så tæt og filtret/ kan dyr der hader åbne marker finde/ som skjul mellem Cécina og Corneto.”
Meget tæt på i trykkende, intens horrorstemning er Nath-jegets første møde med Aokigahara-skoven (og Krauses bog er i det hele taget eminent stemningsfuld, det er digtsamlinger sjældent):
”Jeg har taget vand med ind. En dunk, tre/ termokander. Parkeringspladsen herude/ er formet som et V. Halvdelen af den er/ asfalteret. Resten er sand. Skovbrynet/ ligner en mund, hvis man virkelig vil/ have det til at ligne en mund. Det vil/ jeg. Skovbunden er mos og tørv, øde/ træer. Jordbunden er vulkansk. Små hallucinationer: Duften/ af et slukket stearinlys, lyden af glasskår./ Så dette er skoven, den store forskydning?/ De lokale kalder den også Jukai/ havet af træer. Den er en mave, der er/ ved at fordøje sig selv. Jeg går længe/ og kigger op mod kronerne. Lyset.”
I Dantes helvede er selvmorderne blevet forvandlet til træer, som terroriseres af de dæmoniske, fuglelignende væsner, harpyerne. Hos Krause er træerne træer, som selvmordere kan finde på at hænge sig fra. Dante er en digter i 30’erne, der endnu ikke er slået igennem, og Vergil er hans store, antikke, for længst afdøde, litterære forbillede. Nath-jeget er en digter i 20’erne uden forlagskontrakt, der er eller har været, som til sort overflod beskrevet i digtsamlingens første halvdel, med et moderne fremmedord suicidal,der betyder truet af at været fristet til at tage sit eget liv, og Logan er en populær YouTuber, der kom i international shitstorm i 2017, fordi han havde filmet en selvmorder i Aokigahara-skoven.
Hos Dante taler Dante-jeget og Vergil kort med et selvmordertræ, som Dante bryder en kvist af: ”om vi så var slanger svøbt i barkhud,/ burde din hånd have været mere barmhjertig”, men er så hurtigt videre til alle de andre helvedeskredse med alle de øvrige og værre fordømte. Hos Krause snakker Nath-jeget og Logan omkringvandrende i skoven rigt uroligt om hvad som helst, småt og stort, yderligt og inderligt, herunder selve den karakterfulde natur, der omgiver dem. Samtalen og samværet, som jo er en fantasi nøjagtig som hos Dante, bliver et formildende og livgivende helle, som helt konkret for øjnene af os giver nyt liv til den poesi, som Nath-jeget, som nævnt flere gange i begge halvdele, ikke har haft held til at afsætte hos Gyldendal.
Og gør det, opleves det, med tilbagevirkende kraft, således at fantasien om mødet i skoven giver licens og kræfter til, at ikke-fantasien i første halvdel om livet, der leves og har været levet, hele den reelt melodramatisk socialrealistiske udsathed, kan skildres med denne overrumplende, knivskarpt sørgmuntre ligefremhed. Modsat skræddersyet tøj behøver digte og digtere ikke at gå op i røg af at have det ad helvede til.
Og forståeligt nok, men lidt usmart for udbredelsen, men så skal jeg og andre bare skrige desto højere til himlen om kvaliteterne, at det ikke blev Gyldendal, men lillebitte Møllegades Boghandel, der fik glæden af at udgive den opflammende skrift.
Vel er du ikke Dante, men du er med hardcore-forjættende digterisk mod og talent umiskendeligt Nath, og det er prisværdigt alt nok. Tillykke!
Kommentarer