Noter om film og poesi

Tekster og essays fra en overset, eksperimenterende kunstner, der arbejdede i krydsfeltet mellem poesi, film og dokumentarisme. 

Det er altid spændende at høre kunstneres tanker om egen praksis, og det er en fremragende måde at stifte bekendtskab med kunstnere, man ikke kender. Prøv fx denne lille bog om den store eksperimenterende skotske filmskaber Margaret Tait.

Hvis du er nysgerrig og forundringsparat og har blik for det enestående i dine omgivelser, kan det anbefales at bruge et par timer med den eksperimenterende skotske filminstruktør Margaret Tait (1918-1999) og hendes perspektiver på at lave fim og undersøgelser af ”de landskaber der omgav hende som virksomme, teksturrige miljøer i tæt interaktion med de mennesker der beboede dem”, som Pernille Lystlund Matzen skriver i sit oplysende forord.

Den lille bog falder i tre afsnit, hvor de to første er tekster og interviewuddrag om filmskole og egne filmværker, tematiske tekster og uddrag fra Taits essayistisk/biografiske roman/skrift 'Personae'.

At læse Taits overvejelser om eget værk og den sensibilitet med hvilken, hun ønsker at skildre landskabet, storbyen eller sin egen landsby på en af Orkney-øerne, minder mig om Jørgen Leths overvejelser om sit filmværk. Hos begge drejer det sig om at bemærke og vise betydning/ fange tingens udsagn. I filmen 'Orquil Burn' følger hun fx en bæk fra udløbet i havet tilbage til dens udspring – det tager knap 36 minutter med rindende vand og vind, violinmusik og poetisk rimende voice-over, der bemærker livet langs bækken. På den måde er Taits værk filmiske spejle, der gør hverdagen bemærkelsesværdig og forunderlig. De er egentlig ikke lavet for at dokumentere hendes tid, men det gør de nu her med års afstand alligevel.

Tredje del af 'Noter om film og poesi' viser forfatteren Tait. Uddraget af 'Personae' er en beretning om film og kunst, om at arbejde og sanse - et suggestivt skrift, der glider fra emne til emne, hvorved tekstens fortæller træder frem i sin kunstneriske overbevisning. Og den kan noget, teksten – den virker, den vil noget og sproget er stærkt nok til at bære det, hvorfor den er værd at læse – idiosynkratisk som den også er sine steder.

De fleste af Margaret Taits værker kan for resten ses kvit og frit fra Det Skotske Nationalbiblioteks filmhjemmeside.