Livet i bakspejlet

Hjertevarm og poetisk roman om alderdommen og de fortrydelser og skavanker, der følger med. 

I skæret af den største sorg betragter den åh så fejlbarlige, egensindige og charmerende Cipriano sit liv i tilbageblik. Et liv fuld af fortrædelighed, begær og ulykkelig kærlighed, men selv midt i 70erne er livet ikke færdig med at overraske og forundre, selvom kroppen er begyndt at smerte og gøre vrøvl.

I en verden, hvor alt drejer sig om det seneste, kan det være ligefrem vederkvægende at få lov til at betragte den i perspektivet af en ældre model. Og det er Cipriano. Ældre, altså. Livet går ikke uden at give knubs, og det er hele tiden tilstedeværende. Kroppen er slidt, trapper er en udfordring og tempoet er nedsat. I livet er der også risiko for at blive ramt af mere end alment slid – alvorlige slag og katastrofer kan være en del af det.

Cipriano er ved begyndelsen af 'Livet set i bakspejlet' blevet ramt af en af de værste katastrofer. Hans eneste datter er netop omkommet i et flystyrt, og han sidder alene lammet af sorg i sin lejlighed. Overvinder sig til at tage det næste åndedræt. At lade sig få hjælp af sin bror. Knust over tabet – og alle de spildte år uden kontakt til datteren. Langsomt begynder det igen, hans liv. Er det ved opkaldet fra luftfartsmyndighederne med identifikation af ofrene fra styrtet? Det er så skrækkeligt. Den forknytte ældre, gamle mand…

På baggrund af sorgen skildrer bogen i glimt Ciprianos liv, lykken, kærligheden, udsvævelserne og de svære familiebånd, og sideløbende bliver det jo ved, livet – besværligt, men også konstant overraskende og forunderligt.

Det kunne godt have været en virkelig tung bog, men det er det ikke – den er hjertevarm, poetisk og tilpas lidt melankolsk, så det er til at holde ud. Tag den med på stranden, på café eller bare med hen i lænestolen – det tror jeg, de færreste vil fortryde.