Måske sjælen

Rasmus Nikolajsens nye digtkreds er en lille bog med meget på hjerte. Bogen er momentvis meget bevægende, men bliver ikke hængende i bevidstheden.

Uden at vide noget om det, oplever jeg ‘Måske sjælen’ som en meget personlig bog. Nikolajsen har det med at binde sine bøger an med noget velkendt og personligt erfaret, uden at det fremstår specielt autobiografisk eller selviscenesættende. Faktisk er både Barnevognshaiku, Hvad skal vi med al den skønhed? og 'Måske sjælen’ alle meget personlige værker, der er utrolig lidt selviscenesættende, hvilket må skyldes den særlige afdæmpede tone, som præger forfatteren, der har meget på hjerte.

I ‘Måske sjælen’ som har undertitlen 'Familieversfortælling' videreformidler et jeg sin farmors historie. Under 2. verdenskrig måtte farmoren flygte fra Gestapo, og under selve flugten efterlod hun sin søn - jegets far. Farmoren vendte tilbage til sin søn, men både flugt, forladthed og forkerthed synes at præge parterne i eftertiden.

Jeg’et forestiller sig farmoren reflektere over tingenes åndelige tilstand, hvad der mon sker med sjælen i en sjæleløs tid, og måske er det opspind, eller måske har jeg’et spurgt sin farmor, hvad hun tænkte, mens hun var på flugt:

“Mon gestapomændene har en sjæl? spørger hun sig selv. Hun er temmelig sikker på at også gestapomændene må være født med en sjæl, men hvor har de gjort af den? Hvad er der sidenhen sket med gestapomændenes sjæle? Hun kan godt mærke sin egen sjæl. Men hun kan også mærke at den er pakket af vejen.”

I et andet spor reflekterer jeg’et over sin egen rolle som far i relation til den far, han selv har haft:

“Men hvilken slags far var egentlig din far, fik det naturligt nok min kæreste til at spørge. Jamen, han var der jo bare ikke, sagde jeg, så måske har jeg ikke rigtig nogen rollemodel. Den tyggede hun lidt på. Nå, men hvilken slags far vil du så selv gerne være, spurgte hun. Jeg vil gerne være her, svarede jeg.”

De to historier er både konkret og åndeligt knyttet sammen, fordi farmorens flugt og utilsigtede svigt sikkert prægede farens liv og hans egne evner som far til jeg’et, der nu selv er blevet far. Som menneske kan vi spejle os i fortiden for både at forstå os selv bedre, men også for at gøre det bedre, eller anderledes, end dem før os.

‘Måske sjælen’ er lille bog med meget på hjerte. Den vil ikke sidde i mig til evig tid, men den indeholder skarpladte og rørende sætninger, som gjorde det hele værd:

“Åh, hvilken idiot jeg dog er, tænker hun, at sætte børn i verden uden at have en verden at sætte dem i.” vækker både genklang i lyset af verdens brændpunkter og klimakrise. “Oplevelsen af at man ved undfangelse, graviditet og fødsel, ja, måske endda i samlivet med et spædbarn, på uvanlig intens vis er knyttet an til universets mysterie er helt normal, er jeg overbevist om” giver læseren en følelse af håb på trods af ovenstående kriser. For dét budskab håber jeg, at Rasmus Nikolajsen vil blive læst af rigtig mange med hang til det afdæmpede og finurlige.