Bog

Billy Summers

Af (
2022
)

Anmeldelse

Billy Summers

19 apr.22

Stephen Kings følger en lejemorder, der kun likviderer onde mennesker. Forfatteren kan noget særligt, også når han pakker spøgelserne væk og lader monstrene være mennesker.

Billy Summers er tidligere snigskytte for hæren og nu lejemorder. Han hyres til en sidste opgave og flytter til en mindre provinsby, hvor skal leve et dobbeltliv i lokalsamfundet, mens han venter. Billy agerer både den elskværdige David Lockridge, der arbejder på at nedskrive sine erindringer og Dalton Smith, en overvægtig mand der bor i en kælderlejlighed et andet sted i byen og arbejder med computere.

Billy lærer efterhånden alle sine naboer rigtig godt at kende og er ofte sammen med dem alle og spiller Matador med deres børn eller griller med de voksne. King leverer en fin beskrivelse af prototypen på et liv i en amerikansk forstad med masser af referencer til moderne tv og musik, og alle muligheder benyttes for at give den tidligere præsident Trump et spark.

Ventetiden bruger Billy på at oprulle sit liv og nedskrive sin livshistorie. Undervejs gennemlever han både en voldelig ungdom, hvor en alkoholiseret mor lod en tilfældig mand slå sin datter ihjel, så drengen Benji blev til Billy, og desuden beretter han om store tragedier, da han som marinesoldat var udsendt under krigen. Alt sammen stilhed før stormen, for en sen aften læsser en varevogn en ung pige af, som er blevet dopet og mishandlet, og pigen Alice kommer til at forandre Billys liv og hele romanens rolige opbygning.

Billy Summers er en særdeles farverig karakter, og Stephen King kan skitsere USA, så alle typer er repræsenteret. Som læser lulles man ind en falsk følelse af tryghed, mens fortællingen langsomt bygges op. Forfatterens sikre karakterbeskrivelser bevirker, at man betragter små artefakter i historien med stor bekymring og fokus. Som tegningen af den lyserøde flamingo fra naboens datter. 

Romanen er meget overraskende og finurlig. Stephen King er en vanvittig dygtig fortæller, og selvom jeg har læst de fleste af hans romaner og noveller, bliver jeg stadig vildt imponeret over de ufattelig mange nuancer i det menneskelige sind, han til stadighed kan trække op af hatten.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Jakob Levinsen
Faustnummer
62355077
ISBN
9788740072983
Antal sider
553

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer