Bog

Bare numser på stranden

Af (
2021
)

Anmeldelse

Bare numser på stranden

17 mar.21

Sød og humoristisk billedbog viser, at kroppe er forskellige og kommer i mange størrelser, former og farver.

I en tid, hvor sociale medier har megen magt og ofte tilbyder urealistiske og fotoredigerede spejlingsmuligheder, er det vigtigt, at børn ikke føler sig forkerte i deres egne kroppe. Den svenske journalist og kropspositivist Annika Leones mission er at give børn et positivt og naturligt billede af, hvordan kroppe ser ud i virkeligheden, og det er der kommet et par fine billedbøger ud af.

I den første billedbog ’Bare numser’ kommer læseren en tur med Mira i svømmehallen, hvor hun i omklædningsrummet betragter de mange nøgne kvindekroppe, som ser meget forskellige ud. Lige fra store og små numser, og lange, runde, hængende eller strittende bryster, til fritgående deller og rynker samt forskellige former for hårvækst, tatoveringer og piercinger. I opfølgeren ’Bare numser på stranden’ er Mira taget på badeferie til Italien sammen med sin familie. Far har hørt om en ganske særlig strand, som ikke er overfyldt med turister, men det viser sig så at være en strand for nudister.

Der er mange bare numser og kroppe på stranden, men modsat hvad der var tilfældet i omklædningsrumsscenen i den første bog, så bliver de forskellige kropsformer og -dele slet ikke italesat. De nævnes ikke i teksten denne gang, men de nøgne kroppe er til stede i de skønne og humoristiske baggrundsillustrationer, mens Mira leger i sandet og vandet.

Man kan derfor vælge at læse ’Bare numser på stranden’ som en historie om en ferietur til udlandet, hvor Mira dykker, svømmer og spiser is. For selvom titlen og illustrationerne lægger op til samtale om naturlige kroppes forskelligheder, er det altså noget man selv skal vælge til, men eftersom de fleste små børn er optaget af numser og kroppe i almindelighed, vil deres øjne nok hurtigt gå på opdagelse i billedsiden, og så er man ligesom i gang.

Det er en skøn billedbog, der kan hjælpe med til at give børn fra 3 års-alderen et mere mangfoldigt og naturligt blik på kroppen og dermed formidle det vigtige budskab om, at alle kropsformer er rigtige.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Oversætter
Camilla Schierbeck
Graphic
Bettina Johansson
ISBN
9788711988381
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer