Jeg læste Herman Hesses Steppenwolf for første gang og tænker rigtigt meget over den. Jeg synes, at der er rigtige meget stof at tænke over - filosofisk, psykologisk og samfundsmæssigt - dog er det mest de filosofiske og psykologiske problemstillinger, som jeg personligt fandt mest interessante. Som Michael kan jeg også genkende noget i hovedpersonen.

Jeg faldt over følgende citat, som jeg synes viser Hesses uovertruffen sans for hvilken retning samfundet bevægede sig i. Den siger også meget om det samfund, som vi selv lever i i dag. Jeg har engelsk som modersmål og læste den derfor på engelsk. "The modern man . . . has lost the love of inanimate objects. He does not even love his most sacred object, his motor-car, but is ever hoping to exchange it as soon as he can for a later model. This modern man has energy and ability. He is healthy, cool and strenuous - a splendid type, and in the next war he will be a miracle of efficiency." (s. 186, Penguin Classics, 2001)

Really amazing to think that this novel was written between the two world wars and indeed what a terrifying "miracle of efficiency" the nuclear bomb proved to be in the second world war!

Funny how I always think of us as deeply in love with our inanimate objects and smart technology. Whereas Hesse has a different perspective. He finds a lack of love inbedded in our fascination: the way we barely unpack our new smart phone before we are dreaming of buying the next model.

Sorry for the mix of Danish and English here. Men WOW! Sikken en roman! Tak til Klassikerklubben, fordi jeg aldrig selv vil have fundet på at læse Steppenwolf. Og det er en stor berigelse at have stiftet bekendtskab med Herman Hesse.

Jeg var så glad for Herman Hesse, at jeg også læste hans "Siddhartha" - en meget lille bog om livet og himmelen - og det hele. En mands søgen efter det guddommelig - som han kun finder ved at følge sin egen vej. Han er opdraget i et spirituel milø med meditation og ritualer. Han forlader dette miljø for at slå sig til "ascetics", som han bor hos i nogle år. Så møder han Buddha og hans lære. Han vågner op til sit eget liv - han vælger at følge sin egen vej (ikke andres læresætninger). Han bevæger sig ud i verden og liver i den indtil han bliver træt og får kvalme af mangle på spiritualitet og højere idealer. Han løber væk fra verden og finder floden, som lærer ham om "Om" - altings fred og samhængighed. Men hans tidligere elskerinde møder op med deres søn. Hun dør og efterlader sønnen hos ham. Siddharda oplever for første gang den altoptagende kærlighed. Sønnen er kærlighedens objekt. Men sønnen gengælder ikke denne kærlighed. Til sidst måtte Siddhartha give slippe på sønnen og opleve dermed enorm smerte. Den sidste del af bogen hander om hans sår og den helende process - også om den forståelse han får fra disse erfaringer. Han ender med at finde "Om". Men siger, at den er svært at udtrykke med ord. Han tager afstand fra Buddhas opdeling af ting i Nirvana og sansara, hvor sansara er illusion. Han ser alt ting som en enhed. Han siger, at det er tid, som er en illusion. "The sinner is not on the way to a Buhdda-like stat; he is not evolving, although our thinking cannot conceive things otherwise. No, the potential Buddha already exists in the sinner; his future is already there.The potential hidden Buddha must be recognized in him, in you, in everybody. The world, Govinda, is not imperfect or slowly evolving along a long path to perfection. No, it is perfect at every moment; every sin already carries grace within it, all small children are potential old men, all sucklings have death within them, all dying people - eternal life." You gotta love Herman Hesse! =D

Min mand og jeg læste Jean Baptiste Molières "Misantropen" sammen på vores dejlige rekreationsophold på Skodsborg. =)

Carson McCullers Balladen om den bedrøvelige café er en novelle, som jeg læste i Tyrkiet. Den har noget af det sydsatats groteske, som man møder i Flannery O'Connor - men McCullers novelle er ikke så mørk og den handler om forelskelse - og hvad den gør ved mennesker. Den er meget fascinerende.

David Nicholls One Day er meget morsom. Den handler om min egen generation og det har været rar at genkende mange stemninger - en ren fornøjelse at læse. Jeg smilede og grinede hele romanen igennem. =D

Jeg ved at Dan Turrells "Vangede billeder" er en klassiker. Og jeg var glad for at læse den i begyndelsen, men jeg blev træt af den efter 1/3 del. Gode og sjove beskrivelser. Men det bliver til bare mere af det samme. Jeg lagde den fra mig.

Martin Jensens "Frit gennem Jylland" har været en rigtig dejlig og underholdende bekendtskab. Ligeledes var jeg glad for at læse Lone Hørslevs "Sorg og camping", som handlede om parforhold og ensomhed.

Jeg læste seks noveller af Tove Ditlevsen: Klaveret, Kolonihaven, En fin forretning, De Små Sko, Den Onde Lykke og Film. Det er første gang, at jeg har læst noget af denne forfatter og jeg er meget glad for at have lært hendes forfatterskab lidt at kende. Hun har en fin forståelse for mennesker. Jeg kunne især godt lide Kolonihaven og hvordan børnene i historien fuldstændig misforstår deres far og hvordan relationer i familien kan være så forkerte.

"Den sidste sura" lyttede jeg til mens jeg trænede i fitnesscentret. Jeg plejer ikke at læse krimier, men jeg godt kunne lide denne, fordi denne foregik i Saudi Arabien. Jeg synes, at det var spændende at lære om en fremmede kultur. Meget fascinerende. Jeg fik Zoe Ferraris' næste bog i julegave af min bror Dan, min svigerende Carolyn og min nevø Spencer i julegave. De kom på besøg her i Danmark til jul. Jeg glæder mig til at læse den i det nye år. Jeg er taknemmelig for muligheden at kunne holde jul sammen med dem her i Danmark. =) Den danske jul er så dejlig.

Min sidste bog i 2011 er Jonas Bengtssons "Et eventyr". Fantasisk bog om en dreng og sin far. Jeg er næsten færdig med den. Jeg læser den færdigt i morgen den 31. december 2011. Jeg blev i første omgang ked af og skuffet af slutningen. Jeg havde lyst til at lægge bogen fra mig og ikke tænke på den igen. Det var trist efter, at jeg havde nydt at læse den. Men efter et stykke tid og jeg igen forenet mig med denne fortælling - også med slutning. Jeg har sevl oplevet at død kan frigøre en til en ny begyndelse på nogle områder i livet.

Dette er det år, som jeg mistet min egen far. Han døde i marts. Det er jeg ked af. Men på en mærkelig måde har det også været en skelsættende begivenhed i mit liv på en god måde. Jeg fik sagt ordentligt farvel til ham og det betyder meget for mig. Min læsning i år startede med Hildegard. Hildegard II læste i på turen over til USA til at besøg min døende far i februar måned. Da jeg ankom til min fars hus var han bevidstløs. En gruppe kvindelige sangere, som kalder sig "The Hilde girls" stod rundt om min far og sang Hildegard von Bingens musik. 

Tak til Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Jonas Bengtsson, Jens Blendstrup og Herman Hesse, som har beriget mit liv i år på en specielt måde.