Sorg i litteraturen

Den største sorg i verden. Dette tema handler om sorgen over at miste en af sine nærmeste og om litteraturens rolle i sorgen. 

Vi møder den alle på et eller andet tidspunkt i vores liv. Et af livets uundgåelige grundvilkår, sorgen. Sorgen opstår uvilkårligt, man kan være en smule forberedt, eller man rammes på et splitsekund. Når sorgen rammer, står vi som oftest hjælpeløse tilbage – alt omkring os går i stå, mens hverdagen fortsætter omkring os.

Når sorgen rammer, er der hjælp og støtte at hente i litteraturen. Et fint eksempel på ordenes trøst er Tove Ditlevsens digt ’Liljekonval’, hvori hun skriver om sorgen: 

og sorgen er ikke sød, 
den er bitter og tung som min liliekonval,
der visner i denne nat, 
når de små klokker ringer for sidste gang,
bedrøvet og dybt forladt.

De seneste år er der kommet en del både skøn- og faglitterære udgivelser om sorg og det at miste. Naja Marie Aidt, der mistede sin 25-årige søn Carl i 2015, har skrevet bogen Har døden tager noget fra dig så giv det tilbage. For hende har arbejdet med bogen været en måde at bearbejde sorgen på, ligesom hun selv har hentet støtte i litteraturen. ”Litteraturen blev et spejl for mig. Jeg så, at jeg ikke var alene, jeg genkendte mit tab i andres tab.” Aidt understreger også, at sorgen ikke forsvinder, den bliver ved med at være der, men litteraturen hjælper en med at leve med sorgen. 

En af de seneste bøger om sorg er Amalie Langballes Forsvindingsnumre, hvor den unge kvinde Agnes fortæller fuldstændig afvæbnende og knugende smukt om sorgen efter at have mistet sin mor til kræft. Amalie Langballe har skrevet artiklen Sorg og bøger, hvor hun fortæller om, hvordan litteraturen og det at skrive har hjulpet hende igennem tabet af sin mor.

De seneste år er der kommet et større fokus på sorg, flere og flere skriver om deres sorg, der er oprettet flere sorggrupper, og i den internationale sundhedsorganisation WHO er sorg på vej til at få status af en sygdom; ”vedvarende sorglidelse”. De mange udgivelser et udtryk for, at det tabu vi har omkring død og sorg er ved at blive brudt. For selvom sorg er noget alle oplever, så er det ikke alle, der kan håndtere sorg hos venner og familie. Journalist og DR-vært Esben Kjær mistede i 2012 sin 7-årige søn og oplevede at mange venner faldt fra. Han mener, at vi mangler et sprog for døden og er netop aktuel med bogen 'Døden – en overlevelsesguide. En eksistentiel håndbog for efterladte'. 
Ikke hvis, men når sorgen rammer, kan vi i litteraturen finde et fællesskab, møde andre ligesindede og opnå en erkendelse af, at nok føler vi os alene i verden, men der er andre derude, der har det svært. Forfatter til Det sørgende dyr, Svend Brinkmann, opsummerer det sådan:

”Hvis man selv har mistet, kan det trøste at læse om andres sorg. Det giver måske en almen følelse af solidaritet med andre mennesker, at vi forstår, at tilværelsens grundvilkår er, at vi skal dø og en dag miste dem, vi elsker.”