Bog

Superego

Af (
2000
)

Anmeldelse

Superego af Jakob Ejersbo

02 jan.04

De er unge, under ingen omstændigheder over 30, de er tjekkede, de har stil og stramme kroppe og er indimellem afstumpede, Jakob Ejersbos navlebeskuende superjeg’er.

De er unge, under ingen omstændigheder over 30, de er tjekkede, de har stil og stramme kroppe og er indimellem afstumpede, Jakob Ejersbos navlebeskuende superjeg’er. De er storbyjungle-ungdom, de holder til i skiftende lejligheder, klubber og motionscentre. De er fortrinsvis unge fyre med Raybans på jagt efter mulige fix og lækre babes.

Det der rører sig i deres hoveder er penge, sex og stoffer og et lille savn efter – ja, efter et rigtigt liv, måske? men sådan en upassende fornemmelse fjernes hurtigt med lidt tjald! Højden er at hænge ud et tjekket sted, at tjalde rundt, måske ryger man en joint og ta’r en dåseøl på Hovedbanegården, der lugter af støj, duer og hotdogs, og lader dagene gå.

Politik har absolut ingen interesse, viden ej heller, og refleksion er en by i Rusland. Livet drejer sig om at ha’ kontrollen og holde forfaldet væk! Slidte kroppe giver dem kvalme.Gamle mennesker er uæstetiske, døden ulækker.

Vi er blandt storbyens yuppier – mediefolk, designere, kokke og fliphoveder. Alle vil frem og op – og det skal gå hurtigt. Alt er til salg for status! Det er en generation, der tumler rundt, bedøvet af stoffer og sprut, ude af vane med at lade sig følelsesmæssigt involvere, for de har så travlt med at iscenesætte deres ego’er!! De er frygteligt rastløse og har vel en længsel efter noget helt simpelt og ægte, men det kniber med følelser, der rækker ud over ego’et.

Ingen tvivl om, at Jakob Ejersbo ved noget om jargonen og miljøerne, om tonen og tøjet, om musikken og (anti-)moralen. Om de smarte fyre og de hurtige piger. Og ingen tvivl: han er fandens bevidst om tidens gang og om dobbeltheden: ydre succes – indre følelsesmæssig nedtur.

Han er tydeligt betaget af den generation, der er hans egen, men om han er ironiker, satiriker og moralist, det er spørgsmålet. Nok er novellerne spiddende, og karakteristikkerne morsomme, men ind imellem har man fornemmelsen af, at forfatteren bare er der, beskriver og er lige så syret som sine personer.

Novellerne er enkle og ligeud fortalt ligesom det liv, de skildrer – de er mundrette og de smitter! Man læser og læser, selvom man for længst har passeret de magiske 30 og bliver mindet om Jan Sonnergaard og Bret Easton Ellis undervejs, selvom Sonnergaard og Ejersbo ligger langt fra Ellis’ kynisme. Ejersbo ta’r et aftryk af tiden lige nu, og det gør han hamrende godt!

Und dig at læse novellen ”Brystholder” om en pige, der gør rent hos en neurotisk karrierekvinde, der kun bruger sit tøj en uge og bor og lever totalt klinisk eller ”Pels”, hvor hovedpersonen render dopet og liderlig rundt i en stjålen dame-minkpels, bar tatoveret overkrop og læderbukser eller ”Origami”, hvor to veninder, der arbejder som hjemmehjælperafløsere underholder den enes kæreste med, hvordan det er (deraf titlen) at folde underlivet på en ældre kvinde ned i en ble!

Hvis du normalt går uden om noveller, fordi de er alt for hurtigt overstået! vil du med garanti skifte holdning efter et besøg i Ejersbos (og Sonnergaards) universer. 'Superego' kan også bruges som forsmag på det rå og realistiske Ålborg-pushermiljø, Jakob Ejersbo kan noget med i 'Nordkraft'!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
22950363
ISBN
9788700467187
Antal sider
223

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer