Bog

Den lukkede bog

Af (
2003
)

Anmeldelse

Den lukkede bog af Jette A. Kaarsbøl

15 dec.03

En gammel kvinde, som bor alene i en stor lejlighed i København, dør i 1933. I hendes lejlighed hænger et maleri af en ung rødhåret, smilende kvinde. Hvem var hun? hvad skete der? hvordan endte hun her?

Mange spørgsmål brænder sig på, for forfatteren blænder op for en noget anderledes historie fra en interessant brydningstid mellem 1875 og 1883. Det er Frederikke, der nu sidder ensom og bitter med sin ungdoms dagbog, som hun lukkede i, da verden i 1875 åbnede sig, og hun tilfældigt stødte ind i den talentfulde, karismatiske fødselslæge Frederik Faber, som blev hendes skæbne.

Frederikke kommer fra et gedigent borgerligt miljø. Forældrene har udpeget en ægtemand, en præst, til hende, så fremtiden skulle på alle måder være sikret. Hun er en usikker ung pige, uden særlige talenter eller vilje til at gøre en forskel. Men Frederikke er inspireret af det kulturradikale miljø omkring Georg Brandes, Drachmann, Herman Bang, P. S. Krøyer, så hun gør oprør mod sine forældre og vælger Frederik.

Det bliver ikke det ægteskab hun havde forestillet sig, for Frederik er ikke interesseret i hende som kvinde. For Frederik er ægteskabet kun en formssag. De er begge frie individer og skal leve hvert sit liv, men i virkeligheden gemmer han sig bag ægteskabet, og hans sande jeg bliver først synligt, da en ung mandlig læge også flytter ind i lejligheden. Det byder Frederikke så meget imod, at Frederik tvinges til at rejse, og hendes eget liv sættes på stand-by.

Der er et levende mylder af personer i bogen, hele det emanciperede miljø, som på alle måder udfordrede borgerskabets konventioner. Der er både de pæne og ikke så pæne historier om disse magtfulde og tilsyneladende frisindede mænd, der gerne slog deres koner og var dem utro. Dobbeltmoralen gjaldt også dem selv, og løgnen var en del af livsstilen.

Og så er der historier om håndværkere, fattige og hårdt arbejdende tjenestepiger og alle de ulykkelige gravide kvinder, som Frederik hjælper. Det er tidens København på godt og ondt. Men først og fremmest er det en ulykkelig kærlighedshistorie om en ung kvinde, der ikke magtede de muligheder, tilværelsen gav hende. Ventepositionen blev det nemmeste, og livet blev langt og bittert.

Sprogligt er romanen en fryd at læse. Som læser er man inde i stuerne, interiøret males frem. De mange forskellige persontyper står knivskarpe, og følelserne, usikkerheden og sårbarheden ved at blotte sig er som troldspejle i de kølige stuer. Det er sjældent beskrevet bedre.

Formen er speciel, idet forfatteren kommenterer og forudsiger begivenhedernes gang ved at debattere hvorfor personerne reagerer, som de gør. Hermed spejler hun aktuelle og tidstypiske problemfelter fra i dag. Det er frisindet og kvindefrigørelsen, der optager hende: hvor langt er vi kommet? Forfatteren tvinger os til at distancere os fra romanens univers for at kunne se forskelle fra dengang til i dag. Det er gjort kompetent, morsomt og overbevisende.

Jeg overgav mig fuldstændigt til bogens univers og glædede mig over, at der kunne fortælles så lyslevende, lærerigt og vedkommende om en tid og dens konventioner, som jeg troede på alle måder var overstået.

Forfatteren er født i 1961, og det er hendes debutroman.

Gyldendal, 2003. 534 sider. Kr. 298,-

Analyse

Kaarsbøl, Jette - Den lukkede bog

Den lukkede bog af Jette Kaarsbøl gengiver Det moderne gennembruds engagement, men også tidens fortielser og herskende dobbeltmoral.

Året er 1875. Den unge kvinde Frederikke Leuenbech lever en beskyttet tilværelse i det københavnske borgerskabs indercirkler. Hun er pakket ind i vat - lullet ind i datidens normer og traditioner for kvindeliv. Frederikke tager sjældent egentlig stilling til noget, og forlovelsen med den unge præst Christian er hun trådt ind i som en søvngænger.

Ved et tilfælde møder hun den smukke, karismatiske og idealistiske fødselslæge Frederik Faber, der er opfyldt af tidens tanker om personlig frihed og et glødende samfundsengagement. Frederikke bliver umærkeligt en del af kredsen omkring Frederik, og hun aner, at tilværelsen har andet og mere at byde på end et liv som præstekone i Jylland, og bryder derfor forbindelsen med Christian.

Da Frederik senere foreslår en ægteskabelig alliance – et fornuftigt og økonomisk partnerskab, hvor han og Frederikke skal leve side om side som frie individer i et respektfuldt og gensidigt venskab – siger hun ja, forblændet og forelsket.

Det bliver udgangspunktet for et facadeægteskab. Et arrangement, der under overfladen af selskabelighed, frihed og økonomisk uafhængighed rummer uforløst kærlighed, skjult begær; hemmeligheder og løgne både i forholdet til Frederik og til familien. – Frederikke længes efter livet, men lyver samtidig for sig selv. Hun magter aldrig at træde i karakter og forbliver en tilskuer i sit eget liv. Frederikke er først og fremmest spejl for andres meninger og holdninger – ikke mindst Frederiks.

Vi møder hende som ældre dame i 1932, hvor hun fuld af bitterhed forsøger at få orden på fortiden. Romanen udspiller sig i en brydningstid, hvor det moderne Gennembruds mænd vader ind og ud af salonerne: P. S Krøyer, J. P Jacobsen og ikke mindst brødrene Brandes er med ved middagsbordet, Herman Bang drikker sherry i sofaen, og hjemmet genlyder af livlig diskussion i en evig hyldest til den frie tanke. Men det er så som så med frisindet, når det kommer til stykket. Romanen viser tidens engagement, men også fortielserne og dobbeltmoralen.

I Den lukkede bog optræder den alvidende fortæller for fuld udblæsning. Der arrangeres, kommenteres, foregribes og ironiseres på tværs af tid og rum. Det er en bagklog fortæller, der snik-snakkende og sprudlende blander sig i handlingen og konstant udleverer sine hovedpersoner; datidens "desperate housewives" og selvglade åndsaristokrater, men også sin egen samtid. Fortælleren leger dristigt med sin egen rolle som alvidende voyeur:

"Kom – ja, lad os gå lidt nærmere, de hører ingenting, de sover! – og lad os et øjeblik bøje os frem og betragte deres midlertidigt uskyldige ansigter. Se på dem … Minder de os ikke om noget?"
Læseren lader sig trække ind i et tidsbillede af Det moderne Gennembruds København med et imponerende persongalleri af ildsjæle og medløbere; proletarer og bedsteborgere. Men romanen er først og fremmest en fortælling om livet som en ventesal – Frederikkes tog kommer aldrig. Hun lukker dagbogen, stopper skriverierne, netop som hun møder Frederik, og livet for alvor skal til at tage sin begyndelse.

Kilder, links og centrale værker

21 maj.07

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
24882322
ISBN
9788702022735
Antal sider
534

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer