Bog

Blommeægget

Af (
2016
)

Anmeldelse

Blommeægget af Peter Adolphsen

01 dec.16

 

Fantasi for fuld udblæsning i en skøn historie om et umage forelsket par. En skør og romantisk billedbog til højtlæsning for børn fra 4-7 år.

’Blommeægget’ handler om forskelligheder og det at acceptere og leve sammen på trods af forskelle. Universet er meget fantasifuldt, men temaerne om  kærlighed og venskab er umiddelbart genkendelige. Den modige grif-knallert Luigi begiver sig ud på en farefuld færd for at finde blommejuice til sin elskede, blækspruttestøvsugeren Else Margit, og slipper kun med nød og næppe væk fra de væmmelige ladyshaver-måger med blommeægget. Og blommeægget fik han af sin nye ven blommefuglen Kenneth, der helt tilfældigt lander på Luigis bagskærm. Men det var ikke tilfældigt for Kenneth havde lugtet, at Luigi manglede blommejuice, så med ladyshaver-mågerne i hælene skynder Luigi sig gennem gaderne hjem med blommeægget, så Else Margit kan få sin blommejuice.

Skønt med en billedbog, hvor fantasien i den grad får frit spil. Hvor kærlighed, mod og venskab iblandes en masse finurligheder både i teksten, men så sandelig også på billedsiden. Man bliver fanget helt ind i historien med de fantasifulde, lidt dystre, men utrolig flotte illustrationer, hvor en grif-knallert og en blæksprutte-støvsuger er helt naturlige væsner.

Forfatter Peter Adolphsens og illustrator Maria Buchmanns billedbog 'Blommeægget' skaber forventninger om mere i samme fantasifulde stil, for det overraskende og forunderlige kan vi ikke få nok af. Peter Adolphsen har tidligere skrevet 'Glimfyr og Klumtøs', 2011 men har ellers mest skrevet til voksne.

Illustrator Maria Buchmann har tidligere skrevet og illustreret billedbogen 'Hasse og den møgirriterende lillesøster' (2015), så vi kan håbe, der kommer mere fra hendes hånd og gerne sammen med Peter Adolphsen, for de får i hvert fald fantasien til at blomstre sammen.

God eventyrlig læselyst!

 

Susanne Dahl Jensen, børnebiblitoekar, Vejle Bibliotekerne

 

 

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Faustnummer
52362881
ISBN
9788771512168
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer