Repræsentant for en drømt verden. Om 'Det tabte paradis' af Cees Nooteboom

Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

”Og engle? Han spurgte sig selv hvornår han sidst havde spekuleret over engle, eller måske havde han aldrig virkelig tænkt over dem, fordi han havde set dem fra sin tidligste barndom?” (’Det tabte paradis’, s. 115)

Der er ingen virkelige engle i Cees Nootebooms (f. 1933) bog ’Det tabte paradis’ (2004, da. 2006). Der er ingen engle, der griber ind i fortællingen, og der er ingen engle, der indgiver fortælleren guddommelig inspiration eller skaber nye muligheder for personerne i historien. Men måske er de der alligevel. I hvert fald er englene tilstede som figurer for fortællingens hovedpersoner, og den korte roman kommer til at dreje sig om længslen efter og troen på engle, som måske findes for den enkelte. I deres behov for en anden verden.

Det er en fremragende, men også vemodig bog Cees Nooteboom har skrevet. Den er fascinerede i fortællingens måde at udfolde to menneskers skæbner, deres drømme og behov på, og i historiens beskrivelse af hvordan de to karakterer påvirker hinandens liv, uden egentlig at have været en større del af hinandens skæbne.

Cees Nooteboom er en rutineret forfatter, han debuterede i 1955 med sin første roman, ’Philip en de anderen’, og er en af hollandsk litteraturs mest respekterede forfattere. Han fik sit internationale gennembrud med den ligeledes glimrende roman ’Ritualer’ (1980, da. 1987), der var den første af hans romaner der udkom på dansk.

I Australiens ørken
’Det tabte paradis’ begynder med et citat af den tyske kulturteoretiker Walter Benjamin (1892-1940), der beskriver historiens engel, der bliver blæst ud af paradiset. Med ansigtet vendt mod fortiden, bliver englen ført ind i fremtiden, mens den ser fortidens ruiner hobe sig op bag sig. Herefter citeres et afsnit fra slutningen af ’Paradise Lost’ (1667) af John Milton (1608-1674), hvor Adam og Eva bliver ført ud af paradis af den engel, der har hvervet at føre dem ud.

Selve fortællingen er delt op i to afsnit, med to hovedpersoner, hvis liv efterhånden væves ind i hinanden. I første afsnit møder vi den brasilianske kunsthistoriestuderende Alma (tysk for sjælen og beskytterinden), som rejser til Australien sammen med sin veninde Almut (ædelt sind). Alma har aldrig følt sig hjemme i Brasilien.

Efter hun er blevet voldtaget i et slumkvarter i Sao Paulo, rejser Alma og Almut til Australien, i søgen efter den australske urbefolkning, for at opleve aboriginernes religion, der er blevet et fast holdepunkt i deres urolige tilværelse i Sao Paulo. ”[A]lt forflygtigedes under disse [billeder af] bevingede, helbredende ånder som var blevet vore ånder, skytshelgener som vi engang skulle opsøge når vi virkelige havde brug for dem.” (Det tabte paradis, s. 32).

Det første møde med Australien og urbefolkningen er en dyb skuffelse for Alma. Aboriginerbefolkningen og deres religion er blevet reduceret til et turisteventyr, og aboriginerne er fattige alkoholikere, der sidder rundt omkring på pladser og i parker. Alma møder dog en aboriginerkunstmaler. De indleder et forhold, og han viser hende en anden side af aboriginerkultur hinsides turistoplevelsen. De lever en uge i ørkenen sammen med hans klan, næsten udelukkende i tavshed, hvor de overlever på, hvad de kan finde i naturen.

Hun vender forandret tilbage til civilisationen. Hun er i besiddelse af en tavs viden om en anden verden, som hun er blevet indviet i, gennem aboriginernes mellemkomst. Hun kan dog ikke fortælle Almut, hvad der er foregået i den uge, hun har været borte. Hun er forandret for altid. ”Jeg har nok at tænke over, nok til et helt liv. Overalt er der larver og honningmyrer, overalt er der bær og rødder, og nu ved jeg hvordan jeg skal finde dem. Jeg kan overleve” (Det tabte paradis, s. 79).

På overflodens bjerg
I romanens anden halvdel møder vi den aldrende litteraturkritiker Erik Zontag (hviledagens hersker). Han er blevet sendt på kurophold af sin yngre kæreste, der frygter for hans helbred. Erik bryder sig ikke om tanken, da han i sin generelle misantropiske stemning ikke bryder sig om forandring. ”Et nyt menneske? Skal jeg i min alder nu også blive et nyt menneske? Nu hvor jeg lige har vænnet mig til mig selv.” (Det tabte paradis, s. 87).

Efter en skeptisk indledning på kuropholdet bliver Erik langsomt overvundet, og han får efterhånden en ny oplevelse af sin krop. ”Aldrig, tænkte han senere, havde han haft så meget krop, hele dagen blev han mindet om den.” (Det tabte paradis, s. 102). Hans forandring bliver beskrevet i religiøse termer, og til slut kan han bestige et bjerg, hvor vejen mod toppen er beskrevet som Kristi lidelsesvej. På vej ind i en ny krop og nye tanker møder han Alma, der midlertidigt er blevet ansat som massør på kurstedet.

Englen og tavsheden
Først kan han ikke genkende hende, men husker efterhånden, at han mødte hende i Perth i Australien, hvor hun var udklædt som engel i en englefestival, hvor festivaldeltagerne skulle finde skjulte engle rundt om i Perth. Alma var gemt på et loft i bunden af et skab, hvor Erik endelig fandt vej til, efter at have gået næsten hele turen. Alma lå med ryggen til fuldstændig tavs og ubevægelig. Erik besøgte hende flere dage i træk, og på festivalens sidste dag blev han stående for at betragte hende i bunden af skabet.

Ved at betragte hende forsvandt alt andet. Alle bekymringer om hans liv, hans forliste ægteskab, hans uafsluttede afhandling, alt blev til tavshed. ”Han blev grebet af et uendeligt behov for at sove. Helst ville han, ligesom hun, ligge på det snavsede trægulv, foran skabet. Pludselig var det ligegyldigt hvad der skete.” (Det tabte paradis, s. 125)

Alma vendte sig mod ham, og de talte kort sammen. Hun tog Erik med til en fest, der afsluttede englefestivalen. Festen blev stormet af politiet, da den var løbet løbsk, og de blev skilt fra hinanden. De genfinder først hinanden på kurstedet, men Alma vil stadig ikke tale med Erik om, hvad der skete. Efter deres møde kan han ikke genfinde roen, og han forsøger igen at tale med Alma, men hun afviser blankt ham, og i slutningen af romanen forsvinder hun igen ud af hans liv med ordene: ”Engle hører ikke til blandt mennesker.” (Det tabte paradis’, s. 137)

Menneskets vej og englenes afsked
Bogen sidste ord er afslutningen af John Miltons ’Paradise Lost’, hvor Adam og Eva går fra paradiset. De ser sig tilbage, og ser paradisets have stå i brand, sat i flammer af englene, men indser: at verden nu står åben. At de selv kan vælge deres vej, og at de kan skabe deres eget hjem efter deres egen vilje.

Mellem historiens engel hos Walter Benjamin, der ser fortidens ruiner, og Adam og Evas selvstændige fremtid hos Milton, finder vi Alma og Erik. De forsøger at finde en vej ud af den lidelse, de begge finder i den moderne verden, og finder den i hengivelsen til en drøm. For Erik er englen en pludselig tilsynekomst af udfrielse og fred, og det fra et væsen der ankommer som et tavst fremmedlegeme, der peger ud af verden, og som fjerner alle Eriks bekymringer og tanker om nederlag. Som Cees Nooteboom har skrevet i et essay om engle:

”Det er, fordi vi har ønsket at de skulle eksistere, at vi har skabt englene. I ord, i blæk, i sølv og guld, i elfenben og træ, i marmor og porcelæn, vi har skabt dem for at minde os selv om noget, for indimellem at kunne tro på at det ville være muligt ved hjælp af et par vingeslag at hæve sig op over den jordiske tilværelse og flyve til området for tid uden tid.” (Weekendavisen, 22. december, 2006).

Fortællingen er indrammet af en prolog og en epilog, hvor forfatteren kommenterer fortællingen, og viser hvordan idéen til hovedpersonerne er fremkommet. Fortællingen bliver i de to afsnit opløst og fremvist som en fiktion, opstået af et tilfælde, der begyndte i en betagelse af en kvinde i et fly. Men med Miltons ord som endelig afslutning indrammes hele romanen og trækker forfatteren med ind i romanene, og med ind i verden efter paradisets brand. Ind i den verden, hvor vi, med forfatterens kvindelige inspirations ord, slipper for paradisets umådelige kedsomhed, men også hvor vi selv må finde en vej.

Tilfældet er bedre, og vi har frihed til at håbe og tro og selv skabe vores egen tilværelse. I den forstand kan troen på englene måske hjælpe os med at leve og være med til at give os en idé om, hvem vi selv er, og hvad vi vil. Og måske har vi igen brug for englene i den moderne verdens dysterhed, brug for deres ord om at huske, at vi må gøre, hvad vi kan, og brug for dem, for ikke at være alene i verden.