Jeg er født 27. december 1949 som første barn af 21–årig bankassistent og hans endnu yngre, hjemmegående hustru. Inden jeg kom i skole, flyttede vi fra Amager til Holte, og der var mit barndomsland fuldt af nøddebuske, høstakke, skøjteture og hemmelige huler.
Jeg var en ensom, melankolsk og vred outsider og ønskede mig et dramatisk liv. Måske var det derfor, at Beatles debuterede, studenterne gjorde oprør, Vietnamkrigen rasede og rødstrømperne brændte bh’er mens jeg voksede ud af barndommen og ind i voksenlivet.
Det blev til en skilsmisse med barn, en læreruddannelse, et translatørstudium og femten år i edb–branchen, før jeg som 41–årig midt i havearbejdet lagde saksen og gik ind og skrev første kapitel af det, der blev min første roman. Nu, ti år efter, arbejder jeg på nummer fire og frister ellers tilværelsen som uberømt forfatter med at arbejde som psykoterapeut, tekstforfatter og underviser.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Østerbro - 7. marts 2001
Eksempler på yndlingslæsning:
Margaret Atwood: Katteøje
Peer Hultberg: Byen og Verden
Edgar R. Burroughs: Tarzan – Abernes Konge
Henning Mortensen: Havside sommer
Kerstin Ekman: Hændelser ved vand
Claus Deleuran: Thorfinn
Neale D. Walsch: Samtaler med Gud
Selma Lagerlöf: Kejseren af Portugalien
Vibeke Grønfeldt: I dag
H.C. Branner: Legetøj
H.C. Andersen: Samlede eventyr og fortællinger
(Og så selvfølgelig Einar Màr Gudmundsson, Helen Dunmore, Michael Cunningham, Tolkien – og de danske klassikere Ditlevsen, Blixen, Branner, Pontoppidan, Kampmann og Bang). Jeg kan lide bøger, som har mindst én og gerne flere af egenskaberne klog, spændende, sjov, og holder et saftigt, elastisk og ukrukket sprog (selvom bøger, der er forfærdeligt skrevet også kan give mig oplevelser – således er Samtaler med Gud en sproglig gru med et tankevækkende indhold. Jeg tilstår også gerne, at Tarzan–bøgerne er ren veneration fordi Tarzans meritter var dét, der for alvor skærpede min læselyst engang i 1957.)
Litteratur med forsiringer eller minimalistiske sproglige stiløvelser siger mig lige så lidt som kunstskøjteløbernes obligatoriske program, og forfattere der vil af med noget privat galde, keder mig. Så hellere BilledBladet.
Jeg vil have psykologisk berigende historier om mennesker som Atwoods, og de kan være fragmentariske som Hultberg og Grønfeldts, episke, bredt malende som Lagerløfs eller melankolsk–humoristiske som Mortensens. Eller symbolladede som Andersens, ondt afslørende som Branners eller kriminalistisk opslugende som Ekmans – eller i tegneserieform som Deleurans spiddende og vanvittigt morsomme historier.
