Jeg blev født i 1948 (9. marts) og voksede op i et rækkehuskvarter med mange børn (Lyngby). Fra jeg var meget lille, sagde jeg, at jeg ville være salmedigter, hvor så den lyst kom fra, da min mor var rengøringskone, min far murerarbejdsmand og vi aldrig gik i kirke. Jeg var (er måske stadigvæk) skiftevis sikker på at være noget særligt og ved at begrave mig under gulvtæppet af usikkerhed, og indtil jeg debuterede som skønlitterær forfatter, gik jeg altid med en usynlig skrivemaskine i baghovedet. Jeg troede, at det var en form for sindsyge og fortalte derfor kun mine nærmeste om skrivedrømmene. De begivenheder, der har påvirket mig voldsomst, er min mors død i 1975, min datters fødsel i 1977 og min debut i 1990. Jeg havde næsten opgivet håbet, da ungdomsbogen Held og lykke Robinson vandt den danske del af en nordisk konkurrence og sagde efter bare eet år mit arbejde som pædagog op og koncentrerede mig om at skrive. Jeg betragter mig som en slags litteraturens arbejdsmand, ihukommende min far, som engang sagde, at en udlært svend kun skal mestre eet fag, mens en arbejdsmand bør kende lidt til dem alle sammen. På samme måde har jeg ikke kunnet holde mig inden for en bestemt genre, men lysteligt bredt mig over de fleste, somme tider inden for samme bog. Hvis man kan sige noget generelt om mit forfatterskab, er det nok, at de mennesker, der hører til nederst i samfundet, interesserer mig mest. Det er ikke så heldigt, hvad salget angår, for bistandsklienter køber vist ikke så mange bøger. Jeg plejer at sige, når jeg snakker med skolebørn, at historierne kommer fra skoven. Jeg går en tur med min hund, og når vi kommer hjem, er hunden fuld af tæger og jeg af historier. Det er ikke hele sandheden, da en overskrift i en avis eller den måde to mennesker ser på hinanden på, også kan sætte fantasien i gang. Når kimen er sat, går jeg med den i mig, til den er vokset sig stor og insisterende. Som regel er det mødet med et andet tema, som gør det klart for mig, at jeg bliver nødt til at gå i gang med at skrive. Eksempelvis puslede jeg i mange år med ideen om et hemmeligt ministerium, der havde til opgave at udrydde menneskets engagement, men først da min datter, en nat i Odense, blev overfaldet ganske umotiveret, fik den liv og blev til Ingen fortrydelsesret.
Foto: Studio 64, Middelfart
Oprindelig publiceret ForfatterNet Horsens - 4. april 2002
Debut:
1990
Læs forfatteren:
Det sidste ord Hun må være født med kærligheden til ord, for hun husker ikke, at hun nogensinde ønskede sig andet. Ingen små træhunde på hjul, ingen klodser eller fine dukker, hun suttede på ord, legede med ord og opfandt ord. Fra ganske lille kunne hun forbløffe forældre og søskende med sine ord og senere dominere kammerater og kærester. Når hun betragtede en smuk solnedgang eller kyssede en forelsket dreng, hamrede ordene i baghovedet, som om hendes lille røde rejseskrivemaskine sad deromme, og larmen fra den bevirkede, at hun aldrig syntes at være helt til stede i livet, hvilket hun regnede for sit specielle vilkår. Af og til forærede hun ord til dem, hun enten elskede eller ville imponere, og det skete også, at de gav hende nogle igen, men sjældent så værdifulde som hendes egne. Da hun fik børn, skænkede de hende deres første kærlige, ubehjælpsomme og sjove ord, og hun placerede dem i morsomme sammenhænge, således at de i redigeret form var egnede til fremvisning. Således forærede hun både deres ord og sine egne til fremmede, som af og til svarede og endda mente, at hun ved hjælp af ordene havde reddet deres liv, kærlighed eller sunde sans, mens hendes egne mennesker stod ribbede omkring hende i længsel efter et biord, der var blevet til overs fra en af de grovere sorteringer. Når sønnen saligt satte tænderne i en saftig bøf, beskrev hun kødets struktur, når datterwen græd af kærestesorg, naglede hun følelserne til papir, og når manden en måneklar nat tog hende med ud på terrassen, blev hun så optaget af at ramme stjernerne med metaforer, at hun ikke registrerede, da han gik ind i seng. En nat under et grufuldt uvejr brændte deres hus ned til grunden. Panisk skrig og kommandoråb blandedes med dyrs desperate brølen og bilernes sirener, og på grund af væltede træer tog det lang tid for brandvæsenet at nå frem, således at nogle tilfældige naboer længe var familiens eneste hjælp. - Tag kun det vigtigste! skreg hendes mand, da hun forsvandt i røghelvedet, og hun kom tilbage, ikke med familiebillederne eller børnenes legetøj. Selv et levende marsvin og sin brudekjole lod hun tilbage til fordel for ordene. Hun havde dem i en mappe, som hun klamrede sig til, da hun med afsvedet hår og sodede klæder, forlod sit hjem. I dage og nætter vandrede hun og gjorde først holdt, da hun ikke havde flere kræfter. På dette vilkårlige sted slog hun sig ned med sine ord og var lykkelig. Resten af livet sorterede hun dem for at finde det vigtigste, det der skulle stå efter hende.
Priser og legater:
1990: Vinder af Gyldendals børnebogkonkurrence med bogen Held og lykke Robinson 1991: Vinder af Hovedlands litteraturkonkurrence med novellesamlingen Tre skorstene (sammen med Dorte Roholte) 1994: Vinder af Rosinantes romankonkurrence med Morgenåbner 1997: Statens Kunstfond. Arbejdslegat 1999: Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris for Den der hvisker...en slægtshistorie 2005: Statens Kunstfond. Arbejdslegat 2005: Statens Kunstråd. Arbejdslegat (10. millioner puljen) 2008: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
