BERUSEDE BY

Dér hvor haven til huset ligger i et andet sogn, lige her går kommunegrænsen i bunden af dalen som en lysende streg gennem luften, og hver gang Steno passerer den føler han en splittelse, og han må huske på hvad bedstefar har sagt. Det var ikke muligt at få hele grunden underlagt hans kommune dengang grænsen blev trukket, og derfor er hus og have adskilte, og dog hører de sammen som krop og sjæl hos et menneske i splid med sig selv.

Her til førte frihedskæmperne byens borgmester, og Steno tænker at bedstefar måtte tro, han skulle skydes ligesom *Kaj Munk; bedstefar var forhadt og fortabt. En søn af fabrikant Tind skubbede til ham med geværkolben, Tind jun. stod med fingeren på aftrækkeren, og der var helt stille.

Dalen står stadig stille, den har tiden indlagt i sin bund med en sten dybest i kløften, formet som en slangebøsse hvis greb viser et V-tegn hvor landet åbner sig, V for Victory eller Verlassen, det var enten eller for bedstefar, og når Steno kommer forbi kan han mærke juniors krumme finger på den samme hånd der udpegede borgmesteren som byens største forræder, og han kan høre fuglene, ligesom bedstefar må have hørt dem; bedstefar indåndede dalen med omridset af en byport der rejser sig op igennem tiderne foran hans krogede næse. Et øjeblik tænkte han på at gøre modstand, tænker Steno. Nedermand, skovrideren og de andre sabotører skelnede mellem modstandsfolk og frihedskæmpere, og det var de sidste der havde fanget bedstefar, de sidste dages hellige som sabotørerne hånede.

Hertil huset der har mistet sin have til en anden kommune, blev byens førstemand ført, og han kunne ikke vide at en modtagelseskomité var på vej. Et nyt stød i ryggen med geværkolben som et skud uden lyd og krudtrøg sendte ham videre, og under vejs kan han have sagt for sig selv: "Jeg har kun fulgt kongens bud," hvad han altid sagde med henvisning til "Kongens Rekript".

Inden frihedskæmperne kom for at hente bedstefar stod han med kongens befaling på det gule papir med segl, som ville han forvisse sig endnu engang, skønt alt var sagt med kogens ord, og nu lå de på hans læber, mens man drev ham frem og fuglesang løftede morgendisens bælte med fløjten og kvidren, luften dirrede af flyvsk uro og et rislende løb under det majgrønne græs.

De havde puffet til ham igen og igen, og det sidste skub bragte ham over kommunegrænsen, hvor huset ligger med skellet gennem haven og den usynlige streg i luften som Steno kunne kalde frem med tanken som fremkaldervæske, lige her knækkede bedstefar selv om han ikke selv ville være ved det. Bedstemor havde sagt "knæk", som om bedstefar flækkede på tværs; han brast indeni, men fik det sidste ord.

De havde indhentet ham igen, de ville være sikre på at han én gang for alle kom ud af byen, igennem dens usynlige port og væk, væk for altid; hans blik veg ikke fra dem, og de skulle alle komme til at blegne ved tanken om hvad han sagde, deres blod skiftede farve under huden. Han gik baglæns nu, og pludselig tog han om geværløbet og fejede det til side med samme resolutte tag som han brugte overfor tyskerne på torvet foran rådhuset, hvor han gav dem en besked som hele byen kendte, og som fik folk til at spørge: Hvem er den mand? Hvordan kan han gøre det ene og bagefter det andet?

Steno ved det heller ikke; det er jo det.

Han havde hørt bedstefar sige: "De bad mig tage ved lære af mine fejltagelser, og jeg sagde: Så smålig er jeg ikke! Jeg er folkevalgt, og min opgave er at tage vare på alles ve og vel, ansvaret hviler på mig," sagde han og bedstemors hånd strøg ham over kinden, og udenfor storstuen på Hammerværket var det, som om blæsten fik vinger.

Men det var sandt og ikke til at komme uden om; hans øjne kunne forekomme stikkende under en fjerkræagtig hinde, de bulne låg kom let i kog.Frihedskæmperne tog ham på sengen sagde bedstemor; hendes ord var huskebilleder som fik det til at ske igen når Steno tænker på det. De kørte borgmesteren igennem Vestbyen efter at de havde taget ham på sengen, forbi fagforeningernes hus og barber Sørensens salon. Frihedskæmperne trængte ind på Hammerværket, måske stod han op og klædte sig på, holdt i skak af geværmundinger; i bedstemors huskebilleder var det stadig mørkt, det var først ved at lysne sagde hun, og det var ikke tilfældigt at de valgte bygrænsen i dalen med engene hvor alting var begyndt for bedstefar. Hun sagde "byen", og han sagde "staden", det var den eneste forskel.

Frihedskæmperne kom tidligt om morgenen og buldrede på døren, to biler kørte op på gårdspladsen til Hammerværket, chaufførerne blev siddende og lod motorerne gå. Man skulle tro at det var Gestapo, sagde bedstemor, og hun måtte vide hvem Gestapo var. Bedstefar havde fundet hende i Tyskland, han sagde altid "fundet", og hun sagde at han havde "gennemrejst landet på kryds og tværs" så et landkort slog sig op for øjnene af Steno med byer og floder og bjerge i et sus af jordklodeluft. Bedstefar havde gennemtravet det alt sammen, og det var ham der sagde "jordklodeluft"; hans vandrestøvler havde fulgt vejene, sagde bedstemor, indtil han kom til den lille by nær Bodensøen hvor han fandt hende.

Hun var hans fund.

Fem mand troppede op, de bar armbind med blå-rød-hvide striber, hjelme og våben, og de var ventet. Bedstemor så i døren hvor det bar hen da bedstefar kom hjem fra det sidste møde med Frihedsrådets Lokalkomité på rådhuset. Han lod sin stok stå i gangen. Stokken plejede at forfølge ham ind på arbejdsværelset, og det var ikke fordi han var dårlig til bens, han gik med stok ligesom andre bar hat.

"Skænk os en stiv," sagde bedstefar, og bedstemor bragte ham kommandantens flaske fra julebesøget. "Jeg forlader ikke min post frivillig," sagde han, og mens han fik en opstrammer hentede hun hans ransel på loftet fra dengang, han gik på valsen i Tyskland og fandt hende.

"Ja, du bliver på din post," sagde bedstemor, "hvornår kommer freden?"

"Tyskerne kapitulerer indenfor det næste døgn. Gretchen?"

"Ja!"

"I virkeligheden føler jeg det modsatte af hvad min forstand siger mig, og det vil vise sig at min forstand får ret. Men en tid vil jeg være sat udenfor. Jeg er ikke længere forbundet med det almene selv om det var almenvellet, jeg ville beskytte."

"Man vil forstå det senere," sagde hun, og Steno ser dem for sig foran de tunge gardiners lodrette fald fra loft til gulv, og han kom altid til at tænke på en teaterscene når bedstemor trak dem fra, og haven stod dér med stemmeværk og sluse foran skoven på lange ben op ad bankerne. Her var det, i den midterste stue på Hammerværket, at *Grieg komponerede under ophold i bedstefars by ved fjorden; flyglet står der endnu. Bedstefar fik det med ved købet af Hammerværket, mens møblerne stammer fra den lille by Seiden hvor bedstemors far var stationsforstander. De svulmer af en billedskærers motiver som Steno kan med lukkede øjne når hans fingre løber igennem de udskårne riller, ned over Alpedalen og op ad bjerget til passet på toppen; bedstemor har gættet hvilket billede han holder mest af, og en dag vil han røbe det så hun kunne få ret.

Hammerværket lyder af bulder og torden, men i virkeligheden er det anderledes; vand fosser med en lyd som Griegs musik ud af stemmeværket der bringer åen videre i dens løb ind til byen, hvor den skærer sig igennem brolægningen til fjorden og deler bymassen, Vestbyen som brokvarter og industriområde med dalen i vest hvortil de førte bedstefar, og midtbyen, Østbyen, havnen og fjorden.

Hammerværket svarer ikke til sit navn; i virkeligheden er det anderledes skriver bedstefar i Mindeskrinet, i virkeligheden er der ligeså mange virkeligheder som der er forestillinger om virkeligheden, og derfor er det sært at bedstefar holder så stærkt fast i sin, når han kender til eksistensen af andre; måske har han gennemskuet dem alle sammen med ret til at forholde sig komplementært til alting. Steno har smuglæst i den læderindbundne sorte bog hvori bedstefar bogfører sine tanker, gøremål og tjenester under en slags motto: "Jeg er ikke kyniker, men komplementær", og Steno har slået "komplementær" efter, og det passer på bedstefar, i virkeligheden er han anderledes end andre mennesker ser ham, og den dag krigen er på afstand, vil man ændre syn på ham. Mindeskrinet vil blive fremlagt til orientering om hvad byens borgmester har gjort for de borgere der var i knibe, sideløbende med hans indberetninger til stiftsøvrigheden med en beskrivelse af tjenesternes antal og deres karakter:

"30 tilfælde: Angående oplysninger om, hvor personer var arresteret.

18 tilfælde: Medvirken ved arrestanters frigivelse fra tyske standretter mod bødeforlæg.

25 tilfælde: Frigivelse fra Staldgården under medvirken af borgmesteren.

5 tilfælde: Frigivelse fra Vestre Fængsel under medvirken af borgmesteren.

4 tilfælde: Frigivelse fra Shellhuset under medvirken af borgmesteren.

11 tilfælde: Telefoniske forhandlinger med Gestapo på Dagmarhus vedrørende indsatte.

3 tilfælde: Sikkerhedspolitiet så bort fra arrestation efter svære forhandlinger.

3 tilfælde: Frigivelse fra Statsfængslet ved borgmesterens personlige fremmøde.

29 tilfælde: Hjælp med legitimationskort.

4 tilfælde: Frigivelse fra Horserød og Frøslev.

1 tilfælde: Frigivelse fra tysk koncentrationslejr.

9 tilfælde: Personlig hjælp med benådningsansøgninger.

29 tilfælde: Indsats for familier til arresterede."

Bedstefar og bedstemor er nok gået tidligt til ro, og ud på natten som han anholdes om morgenen, er han stået op for at betro sig til Mindeskrinet, ja de har ligget og holdt om hinanden, bedstemor med sin hånd i hans: "Gretchen sov uroligt, jeg kunne mærke det i håndens hulrum som ilinger under huden fra en slem drøm; de ophørte for at komme igen."

Mindeskrinet er sandelig ikke kun beregnet til opremsninger af tørre tal og kendsgerninger tænker Steno. Bedstefar og bedstemor har siddet i skumringen og spekuleret på hvad næste dag ville bringe med befrielsen af landet. Hun har skottet til sin mand borgmesteren, hvis hår slet ikke er så stubbet, som det giver indtryk af på billederne i avisen hvor det ligner en høstet mark. Steno har selv mærket efter når bedstefar holder ham tæt ind til sig; i virkeligheden er det dunblødt som det skummende sprøjt fra vandets fald ved stemmeværket, og op af den plydsede hårbund står et lys med hans skygge på væggen ligesom foran biograflærredet hvor han afbrød forestillingen for at beordre biografgængerne til at gå lige hjem. Bevar roen! Provokatører puster til ilden, stå imod! Bevar hovedet koldt!

Frihedskæmperne kørte over broen til Vestbyen med borgmesteren som fange, og først efter at tyskerne havde kapituleret blev Steno klar over at de var kørt forbi på gaden nedenfor fagforeningshuset mens han sov i lejligheden under taget, og han forstår ikke at han kunne sove; hvorfor han ikke stod op og greb sin luftbøsse der hedder Diana, og forsvarede bedstefar. Luftbøssen har på sit skaft en gudinde med flagrende lokker, som var det bedstemor med det lyse ungpigehår fra de sorte skove ovenfor Seiden.

Fabrikant Tinds søn, Tind junior, sad bag rattet i sin fars bil med bedstefar på bagsædet, efterfulgt af endnu en Citröen. Nær fagforeningshuset med Murernes Fagforening som den største afdeling sagtnede de farten, og et øjeblik troede bedstefar at de ville gøre holdt ligesom udenfor huset til en afdød.

Bedstefar har "stået" hos murerne siden han kom hjem fra Tyskland ved århundredskiftet, og det var ham der gjorde fagforeningshuset til bolig for samtlige fagforeninger under Fællesorganisationen med murerne som stamtræ. Murernes afdeling var bedstefars "personlige stillads" der "skød ham til vejrs" som bedstemor siger. Hun og bedstefar boede i lejligheden på øverste etage, mens han endnu bestyrede fælleskontoret nedenunder, og senere overgik beboelsen til Poul og Gudrun selv om ingen af dem tog del i fagforeningsarbejdet, men sådan skulle det være. Fagforeningshuset er bedstefars værk som han kunne bestemme over, endda efter at han forlod "førerbunkeren" som bygningen kaldes af hans modstandere; hele hjørnet af Svendsgade og Nyboesgade tilhører fagbevægelsen som et fort med afdelinger i begge gader. Kolossen står midt i arbejderkvarteret, omkranset af andelsboligerne, og udenom igen følger endnu en ring med fabrikkernes fangarme ind i kvarteret. En gade lang består tilmed af lejligheder der er bygget ud fra støberiernes ydermur, som om de indvendig hænger på produktionen af jern og metal, og det gør de faktisk også med beboelse for funktionærer, arbejderledere og udtjente arbejdere. Især familien Taull tænker på arbejderne; det er bedstefar den første til at indrømme. Jernstøberierne tilhører Taullfamilien, mens familien Tind ejer spinderierne, og fabrikant Tind har tilsvarende anlagt en hel gade med bolig for de ansatte. Men de fleste arbejdere har deres hjem i andelsboligerne med de firkantede blokke som kasser omkring bedstefars fort med plads til både fagforeningskontorer, arbejdsanvisning og arbejdernes sygekasse; hele Bevægelsen har hjemsted i komplekset, bedstefar siger altid Bevægelsen, og Steno ser det som en fæstning under vedvarende angreb, men borgmesteren og hans mænd holder stand, og det har de gjort fra hans ungdoms dage da han trådte ind i Bevægelsen, tog fat på opgaverne og greb om gelænderet nederst i opgangen og bevarede grebet hele vejen mod toppen - indtil der kun var borgmesterposten tilbage. Og den blev hans som den tredje folkevalgte socialdemokratiske borgmester i byen; de borgerlige har aldrig haft embedet, og det kunne være derfor de ville gøre alt for at få det.

Tind junior satte farten op på den anden side af fagforeninghuset, og de udtryksløse ansigter blev endnu mere tillukkede med tavsheden som en hætte over hver enkelt. De kørte ind imellem andelsboligerne, hvis mure på hver side af gaden dannede en allé af sten, hvert vindue genspejlede morgenlyset som mærkater, strålerne glitrede i morgenstundens skrøbelige stilhed før det næste skiftehold til fabrikkerne tog over med en sammenfaldende kimen fra vækkeure på natbord over natbord. Endnu åndede blokkenes ensartede rum som rugekasser med de sovendes drømme i lag, og fordi der var så mange drømme under det samme tag var de næsten hørlige og mærkbare i deres omrids, løftet af vejrtrækninger der rejste sig som ånder fra de sovendes mund og svævede fra rum til rum, gennem døre og vinduer på klem til de ventende pladser og bænke i de tomme gårde. Stilheden kunne ikke være mere tætnittet, gennemskåret af fuglefløjt fra tagrender, og om lidt ville den blive brudt.

Dette var bedstefars oprindelige land, det andet med bykernen kom til sidenhen og omfattede til sidst hele byen; han havde selv været med til at fylde jord fra bakkerne på de våde enge; i hans skuffe på rådhuset lå tegningerne til de allerførste andelsboliger sammen med planerne for nye, og der er stadig plads til mange bælter af blokke vestover.

Lad det gå som det skal. Det har han tit sagt, og Steno tænker at bedstefar kan have følt lettelse, for det kunne være lige her han fik tanken som Steno har læst sig til i Mindeskrinet: "Jeg skal i gabestokken, det må jeg så tage med. Det hører til posten som kaptajn. Snart er man oppe, snart nede mellem bølgerne."

Bedstefar døsede, han opfattede den vedvarende susende snurren fra fabrikkerne der gjorde luften endnu mere drømmefortættet. Over tagene med de sovende udskiltes flager af skorstensrøg, ført af vinden som fuglefløjtende drager.

Vestbyen var en drøm, og bedstefar følte uvirkeligheden som en fortælling om ham selv der var virkelig; han var på vej til at blive dømt, det var virkeligheden, og alligevel var det et fatamorgana i morgendis; han hørte fuglesang uden at han kunne få øje på fuglene.

Vestbyen er et samlingssted for fugle. De synger fra kanarieburene indenfor murene, fra skråningerne ned til brokvarteret, fra tagrender og engenes kanaler og grøfter der forgrener sig langt ind i kvarteret. Vestbyen er et delta med rester af grønne marker, med anlæg og vandløb, tindrende forårsgrønt forenet med røglødende tegl, inddelt i felter med indgange som ladeporte til de firkantede gårde hvor hans kernevælgere holder til efter fyraften, og hvis de havde vidst hvem fangen var som kørte forbi på vej til sin dom, så var de kommet ham til undsætning.

Nej, Steno kan ikke længere være sikker på det. Bedstefar har fjender langt ind i bydelen, og der er Nedermand og hans folk, og de er endda ikke konservative som Tind junior og kredsen omkring juniors far.

Fabrikantens søn gav bilen gas.

Bunker skød op som muldvarpeskud hvor gader krydsede, og i udkanten af kvarteret passerede de Den hvide Kirke der var sænket ned fra himlen, og nu stod den omringet af boligblokke med sine rundbuede bønfaldende vinduer under tagskægget og det tilspidsede tårn der søgte hjem igen. Over indgangen, indlagt i et hulrum til slutgesimsen, havde bedstefar og Steno deres fælles hemmelighed; kun mureren vidste hvad bedstefar lod indemure da kirken blev bygget, og aftalen var: "Du må godt røbe det en dag, men ikke før tiden er inde, og det ved du bedst selv," sagde bedstefar.

Steno havde været med ved kirkens indvielse, hvor bedstefar talte på byens vegne, og det var under loftet over alterskamlen Steno fik øje på Jesus, og så at Jesus er ligeså ensidig og dog komplementær som bedstefar, mismodig og samtidig fortrøstningsfuld opløftet med styrke i de hævede, nagelblodige hænder. Jesus sidder på en regnbues runding med fødderne på jorden som en fodskammel, hans løftede hænder skiller de gode fra til den ene side, de onde til den anden, og han så strengt på Steno med viden om hvad bedstefar havde indemuret bag gesimsen, og de var to om det.

Men det var bedstefar der holdt den længste tale under indvielsen overfor en hær af præster, politimesteren og stiftsamtmanden i uniform, fjerhat og snabel, og bedstefar havde sagt at han ville arbejde for en kirkegård til kvarteret, den skulle ligge i engene klos op ad Vestbyens fodboldbaner, de døde ved siden af de sprællevende så beboerne kunne blive begravet hvor de var født og havde deres hjem, arbejde og tumleplads, men indtil videre var det ikke muligt at blive i Vestbyen efter døden; de døde blev sendt ud af kvarteret, ovenikøbet med pastor Moses velsignelse.

De nærmede sig slugten efter fodboldbanerne, og bedstefar kan have tænkt på at det ene førte det andet med sig, og det var som om køreturen blot var en fortsættelse til en ny begyndelse og ikke nogen afslutning på alting; nej, i virkeligheden var det anderledes tænker Steno. Bedstefar må have troet at det var forbi, ingen i hans sted kunne tro på genoprejsning.

På mødet med fabrikant Tind senior og Frihedsrådet havde bedstefar tænkt på kommandant Diehls ord som bedstefar kalder visdomsord: "Lad os sammen handle i besindighedens ånd", og til bedstemor sagde han ved hjemkomsten: "Man kan ikke blive dømt for noget fædrelandet har forlangt af én, ja jeg vil blive hånet og kanøflet, men jeg er ét med det bedste derude," og det er heller ikke sikkert at han inderst inde troede at frihedskæmperne ville arrestere ham den morgen.

"Hvad sagde du til d`herrer?" spurgte bedstemor, og han sagde: "Jeg sagde at jeg ikke ville lade mig diktere af myter, opfundet på en løgnefabrik! Hvem troede på de allieredes sejr før Alamein? Ingen. Og kun få ønskede den herhjemme!"

Fabrikant Taull havde tigget borgmesteren om at gå af, og da han nægtede bad Taull ham om at "tage ferie", det ville tjene alle parter bedst hvis borgmesteren forlod byen frivilligt. Borgmesteren kunne også melde sig syg. Når alt var faldet til ro og begivenhederne var under kontrol og på afstand ville borgmesteren få lejlighed til at "forsvare sig".

Bedstefar fnøs.

Han behøvede ikke noget forsvar. Han havde fulgt *Staunings linje og *Buhls fortsættelse af den samme linje på kongens bud, og kongen blev i sin rede; kongen stak ikke af lige som den norske der tog sin regering med til London. Kongen red rundt på sin hest, beskyttet af folket. Bedstefar havde handlet efter sin bedste samvittighed, og alle vidste at hans venskab med byens tyske kommandant var kommet borgerne til gode. Da opgav fabrikant Taull og gik sin vej, som om han ikke ville tage et medansvar for hvad der var ved at ske.Taull vidste godt at det var et kup der skulle bringe den borgerlige fløj til magten.

"Så begyndte de for alvor at true mig," sagde bedstefar.

"Men du gav dig ikke?" sagde bedstemor.

"De fik samme besked som dagen i forvejen: Borgmesteren bliver på sin post!"

"Henviste du til brevet fra *Hans Hedtoft Hansen?"

"Det blev ved tanken. Partiets formand er på min side, viceborgmesteren og resten af gruppen, ingen skal slippe godt fra at afsætte en folkevalgt borgmester, hvad enten angrebet kommer fra de højre- eller venstreorienterede eller begge fløje på én gang. Ingen! Hvis de krummer så meget som et hår på mit hoved, så vil Wulf rejse hele byens fagbevægelse mod kupmagerne og erklære generalstrejke, ja det garanterer Wulf for, og det vil jeg have i erindring når vi vinder valget efter krigen. Du smiler, Gretchen!"

Nej, bedstemor lo, hun kunne finde på at le ad ting som andre absolut ikke fandt morsomt; hendes smil begyndte i mundvigene, og tog latteren over blev hendes klare blik næsten sløret. Hun ville have reageret, hvis hun havde set frihedskæmperne i deres slubrende frakker da de skubbede til bedstefar nær huset der hørte to steder hjemme. Hun ville have fundet deres bevægelser kejtede, deres anstrengte træk latterlige under de komiske stålhjelme, armbind og strittende geværløb, hun ville have leet dem op i ansigtet, de var set og gennemskuet, deres bleghed slog ud med frygt og salpeter; bedstefar fejede geværløbene til side, ligesom dengang han gik til angreb på torvet med stokken som en hævet lanse mod kommandant Diehls soldater. Han havde husket sin knortekæp, og nu gjorde han det igen foran de sorte geværmundinger, han hamrede løs på dem så de svingede om, mens han råbte op og bragte bortførerne ud af deres vildfarelse. Hvad ind i helvede de bildte sig ind! Skam stå i det! Han var byens førstemand. Han skulle sørge for at de blev straffet, alle til hobe, og lige da standsede en bil og ud steg nogle fremmede mænd.

"Svinet er jeres," sagde Tind junior.

"Til tjeneste," sagde en mand med pistol i bæltet, og en anden med hjelm og armbind og geværet løst fra hoften med rem over skulderen puffede borgmesteren ind i vognen der satte i gang og kørte ham væk.