Kapitel 6 af romanen Stilleben (2002)

Det der med dyr har jeg aldrig været god til. Jeg aner ikke, hvornår de er aggressive, og hvornår de bare vil aes. Jeg kan huske, min mor altid har sagt, at der er et bestemt tidspunkt på året, hvor det er forbudt at gå i Dyrehaven, fordi det er alt for farligt. Jeg har bare aldrig vidst, om det er, når dyrene er i brunst, eller når de lige har fået babyer. 
Det ved jeg så nu. Det er efteråret, der er forbudt. Det står på den røde trælåge, man skal skubbe op for at komme ind i Dyrehaven. "Om efteråret er hjortene i brunst. Gå ikke for tæt på dyrene. Færdsel på eget ansvar."
- Nå, vi går bare ned på stranden i stedet for, siger jeg og har allerede vendt barnevognen. 
- Hvad nu? siger Pierre. - Ville du ikke i Dyrehaven? 
- Jamen, du må slet ikke gå derind nu, dyrene er farlige, når de er i brunst.
Pierre smiler.
- Ah oui, er de farlige, de små bambier? 
- Det er altså ikke noget, jeg finder på, det står dér, siger jeg irriteret og peger på skiltet.
- Man skal bare ikke løbe efter dem og drille dem, siger Pierre og skubber lågen op. - Kom nu, de er ikke spor farlige. 
Vi triller langsomt hen ad skovstien, og jeg passer på at gå midt på stien med rolige skridt og undgå øjenkontakt med de knurrende kronhjorte inde mellem træerne. Da Pierre får øje på en klynge dyr i en lysning, standser han og peger på dem. Jeg slår hurtigt hans arm ned, det er jo ikke til at vide, hvad de kan finde på, hvis man peger direkte på dem. 
Vi fortsætter ned mod søen, væk fra dyrene, og der sker ingenting. En flot dybblå efterårshimmel åbner sig over os. Et gyldent skær i forskellige nuancer strømmer ud af træernes blade. Ahorn stråler frisk, kastanjer drypper tungt og rødt. Smattede blade på den regnvåde sti hvisler under barnevognens hjul. Jeg overvældes af en pludselig lykkefølelse, der sagtens kunne forveksles med sorg. En følelse af følelse. Det er lige præcis sådan, jeg besluttede mig for, at det skulle være, den aften jeg mødte Pierre. Vi passerer et kastanjetræ, og jeg bukker mig ned og samler de glatte lysbrune kastanjer op. Nogle af dem ligger stadig i deres skal, jeg piller dem ud og fylder lommerne. Så løber jeg efter Pierre og barnevognen.
En flok ænder slår op fra søen, da en lille pige smider noget i vandet. De bliver her, ænderne, de bliver her og klarer vinteren, og vi må huske at tage ud og give dem brødkrummer, når frosten sætter ind, og søen fryser til is. De andre fugle er vel trukket sydpå for vinteren. Det er vel nok de fleste og mest interessante, der gør det. Jeg mener, det er bare de grå, spurvene og ænderne og duerne og den slags, der bliver her. Og mågerne. Lærkerne og stærene og storkene er væk. Det er jo egentlig noget pjat at sige, det er danske fugle. Storken for eksempel, hvad dansk er der ved den? Den sætter sig i en skorsten, og hele Danmark holder vejret, fordi den næsten aldrig er her. Hvordan kan den være et dansk vartegn? De der lange røde ben og den kridhvide krop, den er meget mere egyptisk, og mon ikke den opfatter sig selv som egypter, og mon ikke de små sangfugle opfatter sig selv som afrikanere og israelere og alt muligt andet end danskere. De tager bare et smut herop, når det bliver lidt for varmt derhjemme i de egyptiske oaser. Så finder de et hyldebærtræ at slå sig ned i. Vi skulle faktisk føle os beærede over disse eksotiske sommerbesøg, disse turister. Nej ikke turister, de er mere end det, de er hævet over turismen, de er rejsende, slår sig ned, hvor de lyster, har ikke brug for noget, de ikke selv kan skaffe. 
De er ligesom Günter.

Ændernes pågående hæse danske jappen går mig pludselig på nerverne, og jeg smider resten af brødet i vandet på en gang. Pierre har bredt det uldne tæppe ud på græsset og åbnet madkurven. Men han har ikke lagt den rød og blå-ternede dug ud oven på tæppet. Han har ikke dækket op med de små tallerkener og servietter og saltskåle, jeg har pakket omhyggeligt. Han sidder bare i sin store frakke med kraven oppe om nakken og gnasker i en leverpostejmad. Vi sidder lidt, og jeg spekulerer på, hvorfor det gør mig i så dårligt humør at se ham spise sin mad. Det gør det bare. Det er også et spørgsmål om respekt. Det er mangel på respekt for den tid, jeg har brugt på at pakke madkurven rigtigt lækkert. Så stiger en underlig lyd bag mig. Som en motorsav. Fuldstændig som om nogen er ved at fælde et træ.
- Det er hannen. Han er i brunst, griner Pierre. 
Mit hjerte begynder at slå alt for hårdt. Jeg bliver bange for, at den brunstige hjort skal komme dundrende over bakketoppen. Men det er også noget andet. En følelse, der er helt forkert, som om der sidder noget tungt i halsen, og farverne pludselig er helt matte, selvom træerne nærmest står i flammer. Det er også det med fuglene, der slet ikke er vores alligevel. Og efteråret fremkalder sådan en underlig melankoli. Jeg har godt set, at birketræet i haven er begyndt at lave gule smæld i luften.

Da vi kommer hjem, er tusmørket ved at trænge ind mellem granerne bagest i haven. Birketræet er i ro. Det er rart at komme hjem. Det er rart at tænde for lampen ved sofaen. Den giver et rødligt skær, lidt ligesom efterårsbladene. Efter aftensmaden fortsætter Pierre med bunken af søndagsaviser og computerblade. Af og til køber han Le Monde. Jeg føler mig privilegeret over at bo i et hjem, hvor Le Monde ligger og flyder på sofabordet. Jeg lader den ligge fremme, når mødregruppen kommer, hvis ikke datoen er alt for gammel. 
Jeg bader Leif og lægger ham i seng. Jeg er begyndt at synge for ham om aftenen. Lige så stille, så Pierre ikke hører det, for jeg kan ikke synge. Det lyder som en rusten havesaks, har min mor altid sagt. Jeg sidder lidt og kigger på det lille ansigt, der langsomt slipper og glider over i søvnen. Jeg kan blive helt ærefrygtig, når han ser sådan ud. Så tryg og sårbar. Som om alt er okay. Som om han var en andens barn. 
Så går jeg ned og sætter mig ved spisebordet og tømmer lommerne for kastanjer. Jeg henter en lille syl i værktøjskassen og æsken med husholdningstændstikker. 
Jeg husker, hvordan vi lavede kastanjedyr, da vi var små. Vi stak tændstikkerne ind som ben og halse og haler på små tykke hunde. Vi lavede også edderkopper i et spind ved at væve garn rundt og rundt og rundt, ind og ud mellem tændstikkerne, til de var dækket af garn helt ud til svovlet. Så hængte vi dem op i snore i vinduet og lå og kiggede på dem om aftenen, når de drejede om sig selv. 
Engang - vi var nok blevet for store til at lave kastanjedyr, men min mor blev ved med at insistere på den årlige skovtur, og vi orkede ikke at sige hende imod - lavede Mille en kastanjemand. Han havde kastanjehoved og kastanjekrop og tændstikarme og tændstikben og så en halv tændstik med svovl i enden, der stak frem mellem benene. På hver side af den pressede hun et lille stykke tændstik ind, så kun svovlet stak frem, og så limede hun et lille stykke uldgarn på ovenover. Min mor så helt forkert ud, da Mille hængte ham op sammen med pindsvinene og edderkopperne og girafferne, og om aftenen drejede han langsomt om sig selv med den voldsomt strittende tændstik, svovltestikler og trevler af garn mellem benene. 
Det var sidste gang, vi var på efterårstur og samle kastanjer med min mor. Kort tid efter sendte hun Mille til skolepsykolog. Det havde hun truet med før. Jeg husker, at jeg græd, da hun ringede til ham, og troede, de ville fjerne Mille. Det havde jeg hørt om før. Men Mille kom hjem i godt humør med en lille nøglering med en glad sol, hun havde fået af ham psykologen, ligesom når man havde været til tandlægen. Hun satte den i en gammel nøgle, hun havde fundet og stak den ind i nøglehullet i sin dør, selvom den slet ikke passede. Der blev den hængende, og det var svært at vide, hvad man skulle mene om den. Men hun kom aldrig til skolepsykolog igen.

De var nu meget hyggelige, de efterårsture. Det er sådan noget, man får lyst til igen, når man får børn. 
Jeg kigger på min edderkop. Jeg er halvvejs færdig med spindet og klipper den lysegrønne snor over og binder en blå i. På den måde får jeg et tofarvet spind, når den er færdig.
Jeg kigger hen på Pierre. Lyset falder skråt ind over ham og laver skyggefordybninger i hans ansigt.
- Har vi det ikke dejligt, Pierre? siger jeg og lyder ligesom min mor.