Jeg er født i landsbyen Torrild i 1930. Mine forældre havde en lille gård og sled for det daglige udkomme. Jeg er nummer sidst af børneflokken.
Jeg fik friplads på en realskole og tog realeksamen 1946. Derefter arbejdede jeg som tjenestepige, som kontorhjælp, som landhusmor og som kantinebestyrer.
I 1972 begyndte jeg at læse HF. Herefter uddannelse ved Århus Universitet og Aalborg Universitetscenter. Jeg fik ansættelse som adjunkt på Vesteregnscentret i Tønder.
Min debut roman Brudstykker af et pigeliv udkom i 1982.
Så fulgte:
Roman Modsætninger (jeg modtog efter den legat fra Statens Kunstfond). En afhandling om Edith Södergrans lyrik.
Novellesamlingen Korsangeren.
Romanen Dukkenat.
Jeg er medforfatter til bogen Two women writers from Finland (Lockharton Press, Ediburgh 1995).
Sidst udkom romanen Glasbjerget. (2000)
Foruden har jeg skrevet radionoveller samt digte til tidsskrifter o. lign.
For tiden arbejder jeg på et tidsbillede fra tiden efter besættelsen (en selvstændig forsættelse af Glasbjerget).
Portrættet redigeres af Tønder Bibliotek
Foto: Pivat
Bøger
Inge er blevet enke og må genfinde sin identitet som kvinde og nu enke. I tiden efter mandens død ser Inge både tilbage og mindes, samtidig med at hun ser fremad og skaber sit nye liv
Inge har lagt sin beskedne opvækst bag sig og er blevet cand.mag. og gymnasielærer. Hun har fået børn og børnebørn, men alligevel mangler hun noget og søger videre for at finde sin grundlæggende identitet
Den 17-årige Inge er flyttet fra landet til byen, fra plads i huset til job på kontor. Med åbne sanser oplever hun et helt andet miljø end det hun kom fra
Lavmælte og ordknappe punktnedslag i Inges opvækst i Jylland i 1930'erne, som yngste barn i en fattig men kærlig landmandsfamilie
-
En gift landmandskone flytter i 1960'erne med familien til en provinsby, hvor hun trods de menneskelige omkostninger klarer at begynde et nyt liv og en uddannelse
En piges opvækst på landet i Jylland i 1940'rne, en tilværelse præget af slid og resignation
Læs forfatteren
For tiden arbejder jeg på et tidsbillede fra tiden efter besættelsen (en selvstændig forsættelse af Glasbjerget).
Hovedpersonen er en 17-årig kontorpig. Fra arbejdet, der endnu ikke er publiceret, følger et lille uddrag:
En sætning kørte rundt i hendes hoved: Den skarpeste Klinge er Ginge.
Den brune, gummierede regnrakke føltes tung, og gummistøvlerne sad som klodser om hendes fødder.
Hun vandrede på stier og veje, bogstaverne som runer, ristet i sten.
Skyerne gik efterhånden i opløsning. Regnen holdt op. Solen viste sig flammende rød og hånede tåge og bleghed. Men den var for nedadgående, og fugle kvidrede sagte godnat.
Engang imellem kunne hun høre havet.
Løv og blomster duftede i skumringen på en anden måde. Et kaprifoliehegn. Blomsterne så sorte ud. Det bølgede sødt og gennemtrængende mod hende. Om lidt.
Regnfrakken ville hun tage af og brede den ud.
Hun så for sig moderens hvide ansigt.
Hvis det dog blot var et skuespil. Da kunne hun, smukt klædt og støttet af et paptræ, synge den sidste arie. Når hun sank om, satte koret ind. Tæppe. Bifald. Hun kunne rejse sig, og senere tage en taxi til sin yderst elegante lejlighed.
Men hun gik nu her i en gammel regnfrakke, og et barberblad i lommen. Hun følte med fingrene, forsigtigt.
Hun satte sig under et stort træ og lænede sig mod det.
Hun havde altid været så mørkeræd som barn, så bange for trolde, for nattens uhyrer. Nu var hun blevet et nattevæsen selv, en sort fugl med vinger som hang.
...
fra "Jomfruen i fugleham". en eneste gang -
en morgen
på grænsen mellem
søvn og vågenhed
forstod jeg
solsortens sang
Priser og legater
1989: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
smag på bøgerne – en bid om dagen