…Sørensen er en moderne og effektiv mand. Ikke en pernittengryn som Torbensen -og slet ikke en politimand af den filosofiske skole som Hansen i Tandrup.

Også denne sidder ved morgenbordet -i civilt antræk, for familien Hansen skal til juleudstilling i Strømvad . Mellem de to ægtefæller hersker samdrægtighedens gode ånd, og de planlægger og overvejer i fællesskab julegaverne til børnene. Fru Hansen skriver op og kigger på ønskesedlerne. Helt tilfreds er hun ikke med sønnen Gunnar, skønt han ellers er hendes stolthed. Ingeniør -ja, det holdt hårdt at give ham den uddannelse -men nu sidder han i god stilling og med en indtægt, der langt overstiger faderens. Men han har desværre arvet sit ophavs mani for bøger. Og det er ikke noget at give penge ud for, mener fru Hansen. Kun papir!

Det er det eneste punkt, hvor ægtefællerne ikke er enige, den eneste skygge, der falder over deres samliv.

"Har du nu igen købt dyre bøger?" siger hun forarget, når manden kommer hjem fra Strøvad Boglade. Det er en tone, der ellers ikke bruges der i huset, men hun kan simpelthen ikke begribe mandens lidenskab. Den harmer og oprører hende.
"Ja, hvis du har råd til dyre bøger, så vil jeg også have penge til nye gardiner. Det trænger vi mere til!"

Nu er det hende der optræder som politi , og hun er striks og effektiv ligesom den nydelige unge kriminalbetjent, og Hansen dukker sig og er brødebetynget, men også uforbederlig.
"Hvor mange penge har du så smidt ud på det der?" siger hun med anklagende blikke på bogpakken.

"Ja, sådan 9.75", må han tilstå¨.
"9,75!", fru Hansen er forfærdet. "Men godt, min fine ven! Hit med 9,75! Har du råd til at smide pengene ud til morskabslæsning, så kan der også blive penge til hjemmet!"
Hansen må aflevere pengene, men han kan ikke aflægge sin last. Han bliver ved med at købe bøger, blot bringer han dem hjem i dølgsmål, som kontrabande i den sorte politimappe. Og når hans kone er fraværende, lister han dem ind på hylden
Med Gunnar er det straks sværere.

"Bøger og bøger og bøger!" siger fru Hansen vredt og rækker ønskesedlen over til manden.

"Han skal vel ikke have dem alle sammen", mener denne fredsommeligt. Han betragter sedlen med anerkendelse. Dejlige ting! Han kunne tænke sig dem selv, men det går vist ikke.

"Hvorfor kan han ikke gå på biblioteket?"- Det kunne du også nøjes med!" siger hun klagende ."Jeg ville meget hellere give ham noget nyttigt"
(fra Stork, Stork, Langeben )