Novellen Jordskælv, skrevet i Chile i 1998 (ikke tidligere publiceret): Jordskælv
Her 11 år efter kan jeg endnu vågne, med panikken larmende rundt i kroppen og tænke, at nu sker det, nu går jorden under, nu vil Gud ikke finde sig i mere, nu splintres alt, og månen og stjernerne falder ned. Det varer kun nogle sekunder, så tager jeg mig sammen og tvinger den tanke ind i min hjerne, at det er overstået; den slags sker ikke i Danmark. Jeg sætter mig op i sengen og tænder lyset. Hun ligger ved siden af mig, intetanende, ligesom dengang det skete, og hun pludselig vågnede med et spjæt og skreg og græd. Det var dengang, jeg trøstede hende og sagde, at der intet ondt var hændt, at det var naturkræfter og allerede overstået. Vi havde aldrig rigtig været i fare. Og til sidst var det så lykkedes at få hende beroliget så meget, at hun kunne ligge stille med lukkede øjne; hun lå i mine arme, indtil hendes tunge vejrtrækning fortalte, at hun sov. Så stod jeg op; jeg puttede dynen tæt omkring hende og gik udenfor og så op mod himlen. Månen og stjernerne hang der endnu, men det havde jo heller ikke været dem, der havde vækket os. Det var jorden. Det var jorden, der rystede. Det var, forstod jeg, noget af det mest solide og uforanderlige i min tilværelse, der havde gynget og danset, og hvorfor dén tanke pludselig jog helt ind i hver en celle i min krop, ved jeg ikke, men den nat svigtede mine ben mig, og jeg sank sammen og græd. Hvis også jorden var så skrøbelig, hvad var der da tilbage? Jeg gik indenfor igen, stod lidt og så på hende. Det var så mørkt, at jeg kun vanskeligt kunne ane hende; men hendes vejrtrækning, den ville jeg kunne genkende blandt alle andre. Da hun kort efter bevægede sig i søvne, gik jeg helt hen til hende. Så roligt hun lå, så langt borte. I en verden, der aldrig kunne blive min, men som jeg lejlighedsvis ville optræde i, en verden hun ville vågne fra og spørge mig ud om og kræve mig til regnskab for. Denne nat havde rystelserne vækket hende. Hun var vågnet og havde skreget – jeg kunne endnu høre hendes skrig et sted i mit hoved – og jeg havde trøstet hende, havde tappet mig selv for mod og håb og stod nu tilbage med ingenting. Jorden havde rystet, havde bevæget sig som var den levende. En mængde danske talemåder, som skulle beskrive noget urokkeligt, blev vasket bort den nat. Jeg krøb ned under dynen igen. Hvad, rumlede det inden i mig, er der egentlig tilbage? Så mange år efter tænker jeg stadig på det. Hvor vi bor nu, kan vi være ret sikre på, at det ikke sker. Hun har sagt, at hun ikke er bange for det mere, eftersom de geologiske forhold forhindrer den slags her. Jeg har så forklaret, at det ikke er, fordi jeg er bange for, at det skal ske igen – her! – at det ikke er det, der plager mig. Det er, som jeg siger, noget langt dybere. Så ser hun på mig på denne overbærende, nærmest beskyttende måde og minder mig om, at jeg ikke er den første, der har tænkt det her. Hun siger, at det er noget, vi alle må se i øjnene, og jeg spørger hende, hvad det sådan præcis er, vi alle må se i øjnene. Jeg ved det nemlig ikke, jordskælvet gjorde bare noget ved mig. Hun har forsøgt sig med tomhed, krise, undren, angst, forskrækkelse og andre psykologiske kompleksiteter, men hun forstår det ikke. Jorden rystede. Det er det, der er problemet. Jeg vågnede og fandt, at min verden rystede. Hun vågnede og skreg og græd, og jeg trøstede hende. Hun faldt i søvn i mine arme, jeg puttede hende, gik udenfor og kom tilbage igen. Efter nogle minutter lagde jeg mig ned til hende. Jeg krøb helt ind til hende og faldt til sidst i søvn. Nu, så lang tid efter, sætter jeg mig op og tænder lyset. Det gør jeg altid, når jeg vågner sådan. Så ser jeg på hende. Hun ligger der endnu og brummer stille. Jeg sidder lidt og betragter hende, slukker så lyset igen og lægger mig helt ind til hende. Hun vågner ikke.
