DE TI SOLE Øst for den østlige horisont groede der et kæmpestort morbærtræ. Det blev kaldt Fu Sang og var meget helligt. I dets krone boede Himlens Herre sammen med sin dronning og deres børn - de ti sole.

Solene var dygtige og stærke, men dronningen var bekymret. Ti sole - det var alt for mange! Der var kun brug for én sol til at lyse på Jorden og give menneskene mad og varme, men hvem skulle hun vælge?

Til sidst foreslog hun, at de skulle skiftes til at rejse hen over himlen. Hendes mand syntes, at det var en strålende ide. Hver morgen fik én af solene lov til at starte på den spændende tur. De øvrige ni skulle blive hjemme. Det var de ikke glade for. Det var kedeligt at være sol, når man kun måtte skinne hver tiende dag.

Engang imellem plagede de om at få lov til at rejse sammen, bare to eller tre, men Himlens Herre var ubøjelig. "Jeg har ansvaret for livet på Jorden, og jeg vil ikke ødelægge det for jeres skyld."

"Hvor ved du fra, at livet bliver ødelagt," mukkede én af solene. "Måske bliver alting meget bedre."

Himlens Herre svarede ikke. Dronningen rystede på hovedet, og solene forstod, at de hellere måtte tie.

Der gik mange tusind år. Menneskene på Jorden anede ikke, at der fandtes mere end én sol, men i morbærtræet sad ni sole og mukkede. En morgen sagde de:

"Nu kan det være nok. I dag følges vi ad hen over himlen - alle ti."

"Er I blevet vanvittige!" råbte dronningen forfærdet. "I ødelægger alt!"

"Det tror vi ikke på," lo solene.

Menneskene blev glade og overraskede, da de så, at der var ti sole på himlen, men snart forstod de, at det var en katastrofe. Der gik ild i kornmarkerne, og fuglene faldt døde ned fra himlen.

Dronningen vred sine hænder. Hun krøb op i morbærtræets øverste tynde grene og råbte: "Kom tilbage!"

Solene var ligeglade. De steg højere op på himlen. Mennesken gemte sig. Nu var de bange. De forstod, at ingen kunne overleve en dag med ti sole.

Langt borte stod bueskytten YI og så, hvad der skete. Han tog sin magiske bue og fløj ud til morbærtræet øst for den østlige horisont.

"Åh Yi", græd dronningen. "Det var godt, du kom. Hjælp os."

Yi råbte til solene: "Hvis I ikke vender om, bliver I skudt."

"Det tør du ikke", lo solene. "Vi kommer aldrig tilbage."

Himlens Herre tog en stor beslutning og sagde alvorligt:

"Du bliver nødt til at skyde, ellers går verden under, men én af solene skal du lade leve."

Yi sendte ni pile af sted. Hver pil ramte en sol, der slukkedes og faldt ned som et stjerneskud.

Den sidste sol så sig om. Alle dens brødre var borte. Da forstod den, at fra nu af ville den være helt alene om at lyse på Jorden og skaffe menneskene mad og varme.

"Ak", sukkede den. "Hvorfor gjorde vi det dog? Det var meget sjovere, dengang vi var ti og havde fri det meste af tiden, men sket er sket. Det hjælper ikke at fortryde."

Det blev aften. Menneskene kom fra fra deres gemmesteder og blev meget glade, da de så, at verden ikke var gået under. Der var kun én sol. Alt var som før, men rundt omkring på Jorden lå der små stumper guld og blinkede.

(Genfortælling af en gammel kinesisk myte)