FUGLEJAGTEN
Det var farmors fødselsdag. Vi troppede op for at fejre dagen i hendes lejlighed, der lå på første sal i en villa. Stolt overrakte far sin gave.
Havde han forventet den store begejstring, blev han sørgeligt skuffet. Alle kiggede vi på ham med betænkelig mine. Vi huskede alt for tydeligt, hvordan han for et par år siden havde belemret farmor med en kattekilling til hendes fødselsdag.
Killingen smadrede farmors nipsting, rev tråde ud af samtlige lænestole, klatrede op i gardinerne og forpestede på alle måder hendes tilværelse i næsten et år, inden den var så venlig at stikke af. Forhåbentligt ville far ikke gentage det nummer. Forsigtigt begyndte farmor at åbne pakken. Allerede da hun havde fjernet papiret fra det ene hjørne, stod rædslen malet i hendes ansigt. "Et fuglebur!" stønnede hun.
"Nå, hvad siger du så, mor!" råbte far begejstret og bankede farmor på ryggen, så hendes hoved dinglede ledløst frem og tilbage. "Var det ikke alle tiders ide. Nu får du lidt liv i din lejlighed igen."
"Jo, men..." begyndte farmor famlende.
"Er du lidt nervøs ved sådan nogle små kræ. - Det er der ingen grund til. De skal nok klare sig," buldrede far videre.
"Jo," forsøgte farmor igen, "men der vel en del arbejde ved at have fugle. Der skal skiftes sand, og buret skal gøres rent. I det hele taget har jeg ikke meget forstand på stuefugle."
"Det skal du slet ikke spekulere på," sagde far velvilligt og gav hende endnu et klap på skulderen, så hendes briller fløj helt ned på næsetippen. "Morten har lovet at sørge for rengøringen af buret - ikke sandt Morten?" Min fars gennemborende blik gav mig ikke mange valgmuligheder med hensyn til svar. Nogle måneder senere var vi igen på besøg hos farmor. Det var en dejlig sommersøndag. Kanariefuglene var anbragt i solen på altanen. Far fandt da, at her var en passende lejlighed til at demonstrere for os alle, hvor meget han interesserede sig for fuglene. Han skulle absolut sætte frisk vand ind til dem, skønt jeg allerede havde givet dem både mad og drikke. Selvfølgelig kludrede han i det. Han var ikke hurtig nok til at lukke for buret, og begge kanariefugle fløj ud i friheden.
Et øjeblik stirrede far fortabt efter flygtningene, der nok så fornøjet sad og gyngede i et birketræ i haven. Så genvandt han sin foretagsomhed.
"Morten og Hanne!" brølede han. "Kom og hjælp!"
Min søster og jeg, der havde siddet og nydt en sodavand på altanen, sprang op. Når far fik den tone på, så var det om straks at adlyde. Vi væltede efter ham ind gennem stuen og ned ad trapperne.
Ude i haven begyndte den vilde jagt. Hanne og jeg for rundt efter fuglene; mens far, der havde plantet sig midt på græsplænen med brøl og fagter forsøgte at lægge lidt taktik ind i vores anstrengelser. Efterhånden som jagten skred frem, blev det dog stadig med større tydelighed afsløret, at hverken far eller vi havde nogen som helst ide om, hvordan man fanger fugle.
Men pludselig kom far på den tanke, at man kunne fange fuglene ved at kaste et klæde over dem. Da han i farten ikke kunne finde et tæppe eller noget andet velegnet, rev han sin jakke af og styrtede ud til gaden, hvor fuglene nu havde fundet hvile i en busk ved indkørslen til huset.
I samme øjeblik far kom brasende, lettede de fra deres siddeplads. Han slyngede sin jakke i en vældig bue efter dem. Fuglene undslap naturligvis, men en hund, der i det samme kom forbi busken, blev indfanget af jakken.
Den gav et forskrækket hyl fra sig og for så afsted i vanvittig fart.
Da vi kort tid efter nåede ud på vejen, mødte der os et mærkeligt syn. En jakke bevægede sig med lynets fart ned ad gaden - trækkende en gammel dame i snor efter sig - og allerbagest kom far halsende. Han fægtede vildt med armene, alt imens han forsøgte at få vejr nok til at råbe et eller andet. Vi skyndte os ind i haven igen, så ingen af naboerne skulle tro, at vi kendte noget til den mærkelige mand, der jagtede gamle, hundeluftende damer.
Lidt senere kom far tilbage. Han så noget slukøret ud. Jakken, som han igen havde taget på, var så støvet, at man skulle tro, at han havde vandret gennem hele Sahara Ørken iklædt den.
Straks han fik øje på os, sendte han os med en træt håndbevægelse på jagt igen. Snart fandt vi atter fuglene. De var faldet til ro i toppen af et elmetræ i den modsatte ende af vejen. Men hvordan skulle vi få fat på dem?
Far blev hentet!
Efter hurtigt at have vurderet situationen, erklærede han med fornyet beslutsomhed: "Vi må kaste sten op i træet, så bliver de nok så bange, at de flyver et andet sted hen, hvor jeg kan fange dem med min jakke."
Vi fandt nogle sten og begyndte at kaste. Folk, der gik forbi, bemærkede ikke de små kanariefugle og skævede derfor underligt til far, der stod her som et andet barn i snavset tøj og smed sten op i træerne. Far opdagede dog ikke noget. Han var alt for optaget af jagten.
Længe fortsatte vi med at kaste sten, men ingen af os kunne kaste så højt og nøjagtigt, at vi kom i nærheden af fuglene. De blev derfor ganske fornuftigt siddende.
Da kunne jeg pludselig se på far, at han var ved at eksplodere i raseri. "De møgfugle skal ikke blive ved med at gøre mig til grin," hvæsede han. Med et sammenbidt ansigtsudtryk lænede han sig helt bagover for at lægge mest mulig kraft i endnu et kast. Så for armen frem.
Desværre forfejlede stenen fuldstændigt sin retning. Hvinende fløj den ind over et par haver. Så hørte vi et brag og derefter en klirrende lyd, der lød, som om den aldrig skulle få ende. Glasskår efter glasskår splintredes på jorden. Endelig blev alt stille.
"Der røg vist en rude," sagde Hanne i et halvkvalt tonefald, mens hun kæmpede for at holde grinet tilbage.
Inde fra det ramte hus voksede et rasende brøl sig højere og højere. Så begyndte det som et tordenbrag at rulle frem imod os. Far stod betuttet med hænderne langs siden og stirrede på os med et hjælpeløst blik.
Med en kraftanstrengelse tog han sig endelig sammen. "Det her holder I mund med, så skal der nok vanke lidt ekstra lommepenge." Derefter greb han mig i kraven og begyndte at skælde og smælde. "Sådan en hvalp! Hvad bilder du dig ind? At smide med sten og smadre folks ruder! Er du gået fra forstanden?" Han rystede mig frem og tilbage, så mine arme og ben slaskede viljeløst til alle sider.
Da den vrede nabo nåede hen til os, var det lige før, han fik medlidenhed med mig. Sagen blev i hvert fald klaret nogenlunde fredeligt. Efter den oplevelse gav far endelig op. Med uforrettet sag gik vi tilbage til mor og farmor.
Allerede inden vi trådte ind i farmors lejlighed,
havde far nået at rystet fiaskoen af sig. "Du skal ikke være ked af det, mor," sagde han trøstende. "Vi finder et andet dyr til dig. Jeg tror, en hund vil være det helt rigtige."
"Jeg ved nu ikke," begyndte farmor famlende
"Pjat," svarede far affejende. "Lad bare være med al den beskedenhed. Den sag skal jeg nok klare. I morgen har du en hund."
Farmor kiggede bedende over på mor.
"Anders!" I mors stemme var den ellers så sjældne klang, der var i stand til at bide på far. Han sank lidt sammen og så spørgende på hende.
"Anders, vil du være så venlig at høre på, hvad farmor vil fortælle."
"Jamen, hun behøver slet ikke at sige mere; jeg skal nok sørge for det hele med den hund," ivrede far.
"Anders!!" - Nu var mors stemme hård som flint. Far lukkede omgående munden.
"Det er jo bare sådan," sagde farmor lidt forlegent, "at jeg godt vil have lov til at leve mit eget liv. Jeg kan ikke fordrage, når andre kommer og bestemmer, hvad jeg har brug for. Du skal ikke afgøre, om jeg skal have katte, hunde eller kanariefugle. Det vil jeg selv tage stilling til!"
"Sådan var det jo slet ikke ment," mumlede far mut og kiggede ned i gulvtæppet. Han lignede en lille skoledreng, der havde fået skænd af en skrap lærerinde.
"Naturligvis ikke," sagde mor udglattende. "Og lad nu det hele være glemt!"
Far rejste hovedet og så helt oplivet ud. Han kiggede over på mig. Jeg rystede umærkeligt på hovedet. Så let opgav jeg ikke en sikker indtægtskilde.
Fars forsikring betalte naboens rude, men mod pengeafpresning var han ikke forsikret. Hans fuglejagt blev en dyr historie for ham. Hver gang Hanne eller jeg var ved at udgå for lommepenge, begyndte vi at snakke om sten og smadrede ruder, og så fik han hurtigt halet pungen frem.
