Sven Aage Wøhlk Petersen

Jeg er født den 30.09.1922 i Frederikshavn, hvor min far var tandlæge. Med en baggrund som udlært murer, bygningskonstruktør og senere arkitekt med afgangseksamen fra Det kongelige Akademi, har jeg drevet selvstændig arkitektvirksomhed i Frederikshavn.
Min hoved-fritidsinteresse har gennem mange år været Danmarks oldtid og vikingetid, som bl.a. har bevirket, at jeg har deltaget i flere arkæologiske udgravninger under ledelse af Vendsyssel Historiske Museum. Disse omstændigheder har været en naturlig årsag til, at jeg har skrevet om Danmarks fortid for unge mennesker.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Frederikshavn - 9. februar 1999  

Debut: 
1995
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Fra "I hammerens tegn"

Det var rigtigt, hvad Toke havde hørt. Allerede næste morgen forlod jarlen gården. Ledsaget af broder Thomas og en skare krigere, red han ud ad porten - gennem landsbyen og fulgte vejen ind i landet.
Dagen forløb som alle andre dage for de forventningsfulde slaver. Dag, Ottar og Helge foregav, at der endnu var arbejde at udføre på skibet. Toke sad tålmodigt og snittede små kors i præsternes lille hus.
Til trods for den ydre ro, skulle denne dag blive meget anderledes end alle andre dage, de havde oplevet i Britannien.
På det tidspunkt da broder John ringede med den store klokke, og de kristne havde begivet sig hjem til aftensmaden, var de alle samlede i hytten. Der hvilede en spændt stemning i det lille rum. Den normale samtale lod sig ikke høre, og de fleste sad ubeskæftiget på briksen eller travede hvileløst frem og tilbage på gulvet. Alle havde fået besked på, hvad der ville blive krævet af netop ham, og hvor vigtigt det var for hele planens forløb, at alle gjorde, som det var blevet aftalt.
Dag åbnede døren på klem, kastede et hurtigt blik ud over gårdspladsen og lukkede den så hurtigt igen. Efter at have overbevist sig om, at der ikke var nogen uvedkommende i nærheden, tog han en lille lerskål og satte sig på gulvet midt for langvæggen.
Bjørn rejste sig fra briksen og rakte Dag en kniv, han havde set sit snit til at stjæle i smedjen samme eftermiddag. Kniven var blank og skarpsleben.
På tegn fra Dag halede Toke et sammenknyttet klæde frem fra hulrummet under briksen og lagde det ved siden af Dag. Da Toke lagde bylten fra sig, blev den trykkende stilhed i hytten afbrudt af hans latter.
Dag kunne ikke tilbageholde et lille smil. "Ja, broder John sover sikkert lidt længere i morgen tidlig, når han ikke har sin yndling til at vække sig."
Han blev igen alvorlig og lod sit blik glide hen over de forventningsfulde ansigter, der fulgte hver af hans bevægelser.
"I ved nu alle, hvad det gælder. I nat bliver vi enten frie mænd, eller hvad vi også må se i øjnene - døde trælle. Før vi skilles for at udføre det, som nu skal gøres, skal vi vaske den skam af os, som det har været at blive indviet til de kristnes gud. Tor har altid været den af de gamle guder, vi har sat vores lid til. Måske har vores tro ikke været stærk nok, eller måske har vi gjort ham vred, siden vi er kommet i ulykke, så vi må vise Tor, at vores tro på ham endnu er usvækket og ære ham ved at indvi det lille smykke, som vi længe har båret skjult for de kristnes blik."
Da han havde talt, trak han remmen med træsmykket over hovedet, lagde det ved siden af lerskålen, åbnede bylten og trak broder Johns stolthed, landsbyens flotteste hane, frem i lyset og skar med et sikkert snit hovedet af den og lod blodet løbe ned i skålen.
Det hele gik så hurtigt, at den smukke hane ikke nåede at protestere, men kun baskede lidt med vingerne, før hovedet lå på gulvet med halvt åbent næb, som om den udstødte et lydløst hanegal til ære for den handling, den var blevet ofret for.
Dag dyppede en finger i skålen og smurte blod på sit smykke, mens han med alvorlig stemme sagde: "Jeg indvier dig hermed til Tor. Dit navn er "Tors hammer" og under dit tegn, vil vi i denne nat genvinde vores frihed."
På et tegn fra Dag kom de andre, en efter en, hen til ham og fik deres "hammer" indsmurt i blod, inden den igen blev hængt om halsen. Denne gang ikke gemt under trøjer og skjorter, men synlig for alle.
Da denne ceremoni var afsluttet, kastede Dag den døde hane hen i et hjørne af hytten og tømte resten af blodet i skålen ud over den.
Efter endnu engang at have sikret sig, at der ikke var vagtposter på gårdspladsen, vendte han sig mod Toke og rakte ham kniven.
"Der ser ud til at være klar bane. I ved hvad I skal gøre, vi andre venter på jeres signal. - Held og lykke."
Toke sendte Kåre et lille nik, inden de sammen forsvandt ud gennem døren. Et øjeblik blev de stående afventende og begyndte så at gå langs palisaderne bag hytten. Som det var ventet, havde de vagter, der var tilbage på gården, taget let på vagttjenesten i jarlens fravær, og havde tilladt sig at feste i folkerummet, så uantastet nåede de to den smalle åbning i den del af palisaden, der vendte ud mod skoven.
Hurtigt løb de over den åbne mark, nåede uset skoven og fulgte skovkanten i retning mod præsternes bolig.