Årets bibliotek 2009

Per Straarup Søndergaard

Jeg er født den 27. april 1962 i Tørring, der ligger i Midt-Jylland. Et par år efter flyttede jeg og min familie hele femten kilometer væk til Thyregod, hvor jeg boede, indtil jeg som 19-årig flyttede til Århus.
"When you're growing up in a small town" synger Lou Reed i et af numrene på hans og John Cales fantastiske plade "Songs for Drella". Og det gjorde jeg virkelig. Først var det trygt og rart, men fra puberteten og fremefter blev det mere og mere klaustrobisk og kvælende. Så da jeg var færdig på handelsgymnasiet i Vejle, var det af sted til storbyen Århus.

Her startede jeg med at "læse" på Handelshøjskolen. Det blev nu kun til et par måneder, før jeg meldte mig ud og blev arbejdsløs. Dermed blev der tid til at skrive den roman, som jeg havde planlagt. Mit livs kærlighed havde nemlig forladt mig, og jeg var sikker på, at hvis jeg skrev en roman og blev både rig og berømt, så ville hun komme tilbage på sine grædende knæ. Romanen blev aldrig færdig, og hun kom aldrig tilbage, men jeg havde fundet min profession. Jeg ville være forfatter.

Jeg fik udgivet mit første digt i en antologi, som HK udgav i 1982. Samme år startede jeg på lærerseminaret i Århus. Her genfandt jeg min barnlige glæde for børnebøger og begyndte selv at skrive dem. Min første børnebog "Sigurd og Lille Benny" udkom i 1986. Det blev til yderligere et par børnebøger, inden fag- og debatbøgerne begyndte at dominere mit forfatterskab. En enkelt novellesamling er det dog også blevet til.

Jeg har skrevet tre bøger om kriminalitet, nemlig "Politiet - ven og fjende", "Afskrækkelse eller forbedring?" og "Den hårde kerne". De bøger har optaget meget af min tid og energi de seneste år. Jeg har været rundt og snakke med en masse mennesker, der har været i berøring med kriminalitet, selvfølgelig de professionelle: politi, kriminologer m.v., men også med mange af de kriminelle selv og med mange ofre (jeg har sågar været i Ishøj - skrevet med venlig hilsen til John Christian Jørgensen). Der er mange samtaler, som jeg aldrig vil glemme og jeg er taknemmelig over den tillid, som andre mennesker har vist mig.

Læse-let bøger er anden genre, som jeg er begyndt at beskæftige mig med. Den snævre ramme er en stor udfordring, synes jeg. For det er jo ingen sag at skrive en god historie, hvis man må bruge alle de ord, man har lyst til. Men hvad nu, hvis lix'en ikke må være over syv?


Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 3. februar 1999  

Debut: 
1982
Bøger

"Alt for meget" af Per Straarup Søndergaard

Alt for meget

I første G har Mette problemer med sit selvværd, men hvis hun lige kan tabe 3 kg vil alt blive godt - Hun udvikler hurtigt bulimi og bliver snart alvorligt syg.
Ungdomsbog

Udgivet: 
2001
Forlag: 
Aarhus : CDR Forlag
Sidetal: 
127

"De små kaniner" af Per Straarup Søndergaard

De små kaniner Simon og Sofie får hver en kanin. Far hjælper med at bygge buret. Lillebror Matias vil også have en kanin. Så en dag er der kommet flere kaniner i buret
Udgivet: 
2000
Forlag: 
Aarhus : CDR Forlag
Sidetal: 
31

"Den lille fugl" af Per Straarup Søndergaard

Den lille fugl Sofie på 7 og Simon på 8 år er søskende. En dag finder de en allikeunge på fortovet. De tager den med hjem
Udgivet: 
1998
Forlag: 
Århus : CDR-Forlag
Sidetal: 
32

"Det fede liv" af Per Straarup Søndergaard

Det fede liv Fra 14 år
Udgivet: 
2000
Forlag: 
Aarhus : CDR Forlag
Sidetal: 
112

"Men Johnny flyttede sig ikke - og andre noveller" af Per Straarup Søndergaard

Men Johnny flyttede sig ikke - og andre noveller Indhold: Muren ; Slået hjem ; Men Johnny flyttede sig ikke ; Menneskets bedste ven ; Øjnene ; Skygger ; Fars lille Dorthe
Udgivet: 
1997
Forlag: 
Horsens : Åløkke
Sidetal: 
79

"Onkel Ester" af Per Straarup Søndergaard

Onkel Ester Originaludgave: 1987
Udgivet: 
1987
Forlag: 
Kbh. : Nyt Nordisk Forlag
Sidetal: 
75
Læs forfatteren: 

En anden

Jeg kan mærke det i samme øjeblik, jeg træder ind i entreen. Der er sket noget. Lyset i rummet er anderledes. Mere skarpt, nærmest brændende gennem glasset. Lyden af min taske der falder til jorden. Mere hul. Og lyden af døren, jeg smækkede, bliver hængende. Længere.
Jeg kan ikke høre hende græde. Men jeg ved, hun gør det. Og jeg bliver stående. Lidt endnu. Inden jeg går derind.
Hun sidder i hans stol. Græder lydløst. Jeg tager hendes hånd. Den er rødplettet og kold.
Ser på hendes ansigt og græder ligesom hende.
Hendes læber vibrerer. Hun vil sige noget.
"Far er død", hvisker hun.
I samme sekund hun siger det, kan jeg mærke det.
Jeg er ikke den, jeg troede, jeg var.
Jeg er en anden.  

Inspiration: 

Der er tekster, som jeg vender tilbage til igen og igen. Det gælder for eksempel Roi Paturssons digt "Nocturne 2", som jeg har læst højt for mig selv hundredevis af gang. Det samme gælder Henrik Nordbrandts forunderlige digt "Violinbyggernes by".
Morten Nielsen er en digter, der har betydet meget for mig. "Der er lys og nogen venter" skrev han - og det var der. Min højtelskede kone og jeg fandt hinanden, da vi skrev en opgave om ham, der er meget andet og mere end en af besættelsestidens digtere.
Jeg er en rastløs læser, søgende uden at jeg ved bestemt, hvad jeg søger efter. En bestemt tone, en bestemt energi måske. Jeg finder den for eksempel hos Tom Kristensen i "Hærværk" og hos Aksel Sandemose i "En flygtning krydser sit spor". Og hos Bruce Springsteen - en melankoli, en følelse af at være bundet af sit ophav, men samtidig en drift, der vil sprænge rammerne. Få nye vinkler, skæve vinkler på det liv, der kan virke så forudbestemt og planlagt. Som terapeuten sagde til manden, der fortalte ham, at han var Jesus: "Jamen, hvordan er det så at være tømrer". Den slags grænseoverskridende humor synes jeg er befriende, og jeg finder den for eksempel hos John Irving i "Verden ifølge Garp" og i Coen-brødnes film "Barton Fink", "Fargo" og "The big Lebowski." Den slags inspirerer mig. Det samme gør en kunstner, som jeg er en stor beundrer af, nemlig Lars von Trier. Hans film "Breakning the waves" og "Idioterne" er højdepunkter i dansk kunst. Han rammer ind i hjertet af vores eksistens og beskriver det, der ikke kan beskrives. "Nærmest guddommeligt" ville man nok sige på jysk.  

Priser og legater: 

1996: Arbejdslegat fra Blankbåndsafgiftsudvalget til deltagelse i Writers Master Class for manuskriptforfattere
1997: Arbejdslegat fra Autorkontoudvalget til bogen "Afskrækkelse eller forbedring?"
1998: Arbejdslegat fra Litteraturrådet til bogen "Edderkopsagen" 
  

Til top