SPEJLETS SPRØDE LYD

En dag som denne har sin egen ro.
Fra marken kommer gule lysglimt ind
igennem graners tætte grønne lyd.
En sommerdag for længe siden, fjern
og nær som én, der længe før sin død
har stirret på et nyt og spinkelt træ.

En fugl der fløjter, toppen af et træ
som svæver i en grøn og gammel ro.
Måske en tanke om vor egen død
kan mødes med en dag, som trænger ind
fra en erindring, der engang var fjern
og huskes bedst, når mørket fra en lyd

er det, som mødes med en anden lyd,
og græsset rundt om havens største træ
er vinden, som dengang var nær og fjern,
som om den ikke kunne finde ro.
Måske jeg netop denne dag ser ind
i spejle, som engang har vist min død,

imens jeg tænkte, jeg så andres død,
og længtes efter hver ny spinkel lyd,
der dengang var en daglang rejse ind
til mindet om et skyggebundet træ
med kvistes knopper ændret til en ro
en aften, hvor selv døden syntes fjern

og rejsen mod en have mere fjern
end tanken om engang at være død.
Når vinden fjerner skyggers lange ro,
forandres den til spejlets sprøde lyd
af blade, som snart visner på et træ:
Et sprog i glasset mens de tørrer ind

og spejler ord om sommer. Næsten ind
til viden om en tid, der synes fjern.
Et sted står der måske endnu et træ
med lange skygger, og når jeg er død
har grenene den samme mørke lyd
som dagen før den nat, hvor alt er ro.

En dag ser ind i andres korte død,
langt mere fjern end graners nære lyd.
Og i et træ er hele dagens ro.

(Fra Lysets prisme,1988)