Søren Vad Møller

Født: 1972.
Debut: Enegang: anden der vandrer.

Opvokset på Thurø.
Min første sætning var: Prins John må dø. Skrevet som fireårig med vaklende håndskrift (vidunderbarn som man jo var. Eller med hjælp fra de voksne…). Det vidner desværre nok knap så meget om en tidlig udviklet retfærdighedssans som om mit fjernsynsforbrug. Robin Hood gik som serie dengang. Jeg kan huske jeg ikke forstod armbrøst­erne. Armbryster lød underligt, og jeg troede fodbøjlen hørte til pilen. Men nok om det.
Som tolvårig skrev jeg min første roman, ”Skovfolket i Jämtland”, et økologisk eventyr på firs ulæselige sider, illustreret af mig selv med barbrystede havfruer i måneskin. Jeg lader det ligge lidt endnu, før jeg sætter det til salg på Sotheby’s.
Brugte næsten fjorten år på min debutroman. Så viljen var nok større end talentet. Men bare man vil længe nok. Kun en lille surdej af den går dog fjorten år tilbage, den muterede mange gange undervejs.
Imens studerede jeg arkæologi og gravede et år for Svendborg Museum, men fandt ingenting ud over stolpehuller. Den største fladeafdækning på Fyn, skrabet af på knæ med murerske og hold i ryggen, og ikke så meget som et potteskår. Så havde jeg fået nok af det, og nysgerrige pensionister der troppede op på gravefeltet og belærte os om at vikingerne var små, men brede. Min tilgang til faget var nok lidt for romantisk; jeg forventede halvt om halvt at få bredskygget hat og flodhestepisk tildelt ved indskrivningen på studiet. Men så meget for Indiana Jones.
Har oversat bl.a. islandske sagaer imens jeg skrev på mine egne ting.
Bachelor i religionsvidenskab og køn & kultur med en opgave om det kristne kvindesyn i middelalderen. Eller kvindesynene, for der var mere end et.
Men armbryster forstår jeg stadig ikke.

Biografien er udarbejdet af Søren Vad Møller.
Portrættet redigeres af Svendborg Bibliotek

Debut: 
2006
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Parløb" af Søren Vad Møller

    Bogens forside

    De ikke særligt heldige detektiver Gunner og Vad involveres i et nutidigt og helt særegent kulturhistorisk action plot med bl.a. stærke og fyldige kvinder og en Johanitterridder

    Forfatter: 
    Søren Vad Møller
    Udgivet: 
    2010
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    269
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Enegang" af Søren Vad Møller

    Bogens forside

    Den succesløse forfatter Anker lever en ensom tilværelse med drømme om amazoner og andre stærke kvinder - Via et chatroom træffer han Kris, som han får et platonisk forhold til o

    Forfatter: 
    Søren Vad Møller
    Udgivet: 
    2006
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    407
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Uddrag fra Enegang - anden der vandrer:

Carlotta Jiménez-Jensen, fra fødslen af en smutter, et elskovsbarn, en hovsadatter af en fyrig spansk mor, toreador i Sevilla, men tyren i affæren med den blege danske sømand der blev pigebarnets far, hun selv kuldsejlet af skæbnen til sit job som vicevært, sidder bøjet lavt ved sofabordet i trusser og bh og bider adspredt i en tommelfingernegl, med en smøgglød mellem langemand og pegefinger og en halvtom flaske tequila i sin anden hånd på bordet. Hendes sorte hår er et oprodet pjusk, et evigt morgenhår som kun bliver klippet ned når det gror frem og skyg­ger for udsynet under de tætte, buskede bryn. Hun går ikke op i sit udseende. Hendes forfængelighed strækker sig til at plukke hår i mundvigene, når det slår hende hun kun er et patronbælte fra at ligne en mexicansk landevejsrøver.

Hun skodder cigaretten, gnider træt sin nakke og klør sig over brystet i hår­busken under den løftede arm. Lugter sig kort under armen med en grimasse og tager tilløb til at rejse sig, synker tilbage i puderne, men stemmer sig så med hændernes hjælp op at stå på de usikre ben.

Hej, smukke. Hun spidser kysmund til sig selv i badeværelsesspejlet da hun får øje på dobbeltgængeren derinde, som svajer hende skrævende i møde med kyssende mund. Griner så højt og kort, som ved synet af en skånselsløs for­vrængning i et spejlkabinet. Navlen surmuler tilbage. Hun vender og drejer sig, poserer for sjov foran spejlet, der svarer igen med skrantende ungdom i helfigur. Tøndelår og slatne triceps. Flæsket lænd med røvgevir, en tatovering hun fik lavet i fuldskab, drevet af en indre trang til at skille sig ud, at være noget særligt, men nu får alle piger sådan en. Endnu en uniformering. En brølende kronhjort i baldernes dal. Et sofastykke under huden. Men hun er helt sin egen, som hun står her med topmavens spæde hængebug og de tunge bryster der vejer til i skålene, store og årvågne, som kødøjne i en hængekøje, en glat og prunkløs brysteholder, ren funktion; når man når op i en vis skålstørrelse opgiver man ligesom designet for den bitre nødvendighed af simpel udformning og bæreevne – hvem tænker på blonder under en hvaltransport.

Hendes smil stivner, hun falder i staver, står ligesom og gærer et kort øjeblik, helt stille, med sænkede skuldre, og ser ud i luft­en, trist og fortabt; det er som om den blå time sniger sig ind på hende og prikker hul på spøgen med sin tomhed. Så synker hun en gang og kommer til sig selv igen.

Her trænger til en kærlig hånd. Da hun tænder bruseren er det som om hele gulvet flytter sig i et skred af hår og fnuller. Hun har ikke gjort rent i ugevis. Men det er jo lidt ligemeget når man bor alene.

Hun hægter bh’en op og sparker hinkende trusserne af sig, parkerer sig tungt under dysen og lader de kalkhårde vandstråler spule dagens græmmelser væk.

Efter badet går hun i fryseren og sætter en færdigret i ovnen, slår ovnlågen i med en fod, på vej ind i stuen hvor hun tænder for fjernsynet, den nye gratiskanal med single-tv, hvor reklameskuespillere, ved caféborde eller i hyggelige land­køkkener ingen nogensinde selv har set, giver den som seerens indbildte venner og midt i venindesladderen taler varmt for nye, diskret forhåndenværende pro­dukter.

Men man får kræft af at være alene.

Hun slukker igen. Går hen til vinduet og linder på persiennen med en fing­er. Regnen trækker fine piblende floder ned over ruden, vinden splitter dem og driver løsrevne dråber afsted som haletudser, eller sædceller hen over mikroskop­glas.

Hun slår lamellerne op i persiennen, stiller sig i vinduet med armene stramt under brystet og ser ud i aftenmørket, på folk der går fra arbejde med blikkene i fortovet, som leger de ikke-røre-sprækker-mellem-fliser, eller tæller skridtene fra arbejde til hjem. Ingen ser op, ingen bemærker hinanden som andet end forhin­dringer på en keglebane, en slalom af flugtmanøvrer, budt op til kejtet tådans af fremmede i modstrømmen, idet man kommer til at træde fejl af hinanden og til samme side begge to, lige selvopslugte, kun med blik for egen fremtræden og egne gøremål.

Hun kommer i tanke om en nyhed i avisen, en undersøgelse af øjenvidners troværdighed, hvor testpersonerne var vidner til den samme hændelse, den sam­me fingerede tasketyv, eller hvad det var, og bagefter blev udspurgt om gernings­kvindens påklædning og særtræk. Og det viste sig at alle udsagn var forkerte; ingen beskrev hende korrekt eller forløbet som det faktisk skete. Ikke på grund af chok, men fordi vi er luft for hinanden.
Carlotta tørrer en tåre bort på menneskehedens vegne. Og hader sig for det, men slår det hen som sydlandsk følelsesudsving af værste skuffe, tilskriver det sin mødrene latinerpåvirkelighed.

Nogle aftener, når hun følte sig ensom som nu, kunne hun finde på at slukke lyset og stille sig ved vinduet i den mørke stue for at se på genboernes færden i blokken overfor. Det var ikke for at lure, ikke for at glo på folk, kun for at for­visse sig om hun ikke var alene i verden og varme sig lidt ved glimtene af de mange hjemmeliv derovre, som efter fyraften løb sammen til én stor organisme, en levende mosaik af lys der slukkedes og tændtes, et puslespil af skæbner der aldrig vil gå op.

Sådan er byen et åndende ubevidst hele, en sovende gud der ikke har tal på sine egne arme, og hvis venstrehænder ikke aner hvad de højre gør, ja, end ikke kend­er til deres eksistens. Og det undrer hende til stadighed; hvordan kan så mange bo så tæt og have så lidt med hinanden at gøre.

Hvad hun ikke ved er at i dette øjeblik står Anouk på første nøjagtig ligesom hende, og over hende lureren, og Vad på tredje lige over ham. Alle tøver de ved vinduet og kigger ud på samme tid, lige nu og her, et kort sekund før de går hver til sit. Det er som et af de der sjældne øjeblikke hvor planeterne i solsystemet står på lige linje. Heller ikke de ved af det selv.

Carlotta klapper persiennen i og går søvnløs rundt i rummene uden at finde ro. Hun ender inde på soveværelset der ligger hen i halvmørke, kun oplyst ude fra gangen. Kanter sig hen til sybordet og søger med hænderne rundt over det. Frigør med et knæk en tråd fra symaskinen og holder en halvfærdig heldragt op for sig i mørket.

Snart skal det være.
Snart.

Inspiration

Inspirationen spænder vidt og går langt tilbage – Thurø bibliotek var mit andet hjem. Jeg har lugten i næsen endnu. Har altså læst fra jeg kunne læse, både bøger og tegneserier, men fik for alvor øjnene op da jeg læste Ringenes herre i en vildelse som 11-årig i 5. klasse. Der følte jeg ligesom på egen krop hvad litteraturen kan, blev trukket gennem regn og rusk og myggemarsker og bænket foran pejseild i gode venners lag. Derfra gik det derudad.
Som voksen fandt jeg ud af hvad man kan med sproget ved mødet med Johannes V. Jensen og Albert Dam – hans Morfars by er det 20. århundredes bedste danske roman, og jeg læser den jævnligt. Hvordan litteraturkanonen kom uden om ham er mig en dyb gåde. Det er de store sprogmalere som dem, der har betydet mest – H.C. Andersen er en anden. Af nyere danske forfattere læser jeg gerne Jens Blendstrup og den alt for oversete Boris Boll-Johansen, hvis Solsorten i mit våben er et lille mesterværk. Alene titlen.
På tegneseriefronten Robert Crumb og Loisel, begge kødbilledhuggere af Guds nåde.
Derudover Hamsun, Vesaas og Tom Kristensens lyrik (han tilbragte sine sidste år på Thurø, hvor jeg tilbragte mine første, men det er nu ikke derfor), de islandske sagaer, danske folkeviser og anden middelalderdigtning, eventyr om helte og især heltinder, Romantikken, Rilke, Woody Allen, Inger Christensen – jeg kunne blive ved.