Søren Lyngbye

Født: 27. juni 1956 i Helsingør.
Debut: Syv rejsende: fortællinger. 

Født 27/06-1956 i Helsingør. Opvokset Holsteinsborg Grønland, Havdrup, Frederikshavn. HF 1976.
Herefter fem år på landevejenes universiteter, Nordafrika, Færøerne, Nord -og Sydamerika og Asien. Finansierede rejserne med jobs på jernstøberi, skibsværft, husbyggeri, hospital, plejehjem m.m.  (For en mere frodig rejsebeskrivelse se omslagsklap til Frejas Tårer)

I årene 1978-1985 uddannet som grafiker og billedhugger på Bella Artes, San Miguel de Allende, Mexico. Det Jyske Kunstakademi, Århus, Akademia Sztuk Pieknuch, Krakow, Polen.

Siden dimittering fra Kunstakademiet har jeg lavet radio, foredrag, udsmykninger, scenografi, kunstneriske opgaver, design. Debuterede i 1985 med novellen Kaptajnen i dagbladet Information.

Bosiddende i Århus siden 1981. Gift, har en søn.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Portrættet redigeres af bibliotekar Marit Haugaard, Århus Kommunes Biblioteker

Foto: Michael Harder

Debut: 
1986
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Celle 40" af Søren Lyngbye

    Bogens forside

    Roman hvor vi over 21 timer følger den 32-årige Sigurds dagligdag som indsat i Aarhus Arrest.

    Forfatter: 
    Søren Lyngbye
    Udgivet: 
    2012
    Forlag: 
    Hovedland
    Sidetal: 
    254
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Frejas tårer" af Søren Lyngbye

    Bogens forside

    Ved en udgravning får rigsantikvaren kaldt Loke og Freja frem fra den nordiske mytologi til nutidens Århus -  Og så kommer der ellers gang i alle mulige groteske gavtyvestreger ...

    Forfatter: 
    Søren Lyngbye
    Udgivet: 
    2001
    Forlag: 
    Højbjerg : Hovedland
    Sidetal: 
    364
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Den sorte Madonna" af Søren Lyngbye

    Forfatter: 
    Søren Lyngbye
    Udgivet: 
    1991
    Forlag: 
    Hovedland
    Sidetal: 
    238
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Syv rejsende" af Søren Lyngbye

    Indhold: En varm ål, hr. fiskemester ; En norsk idyl ; Kaptajnen ; Karper på dåse ; Den polske godte ; Tohundrede soles ; Mexicansk dagbog

    Forfatter: 
    Søren Lyngbye
    Udgivet: 
    1986
    Forlag: 
    Hovedland
    Sidetal: 
    126
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Valget
Det lakkede nu virkeligt mod enden for den gamle baronesse. Kræften havde bredt sig til hele kroppen og livets flamme blafrede usikkert i trækvinden fra døden. Præsten var kommet og tilbød olie, men baronessen refuserede. Var kødet svagt, var hendes ånd dog stærk til det sidste. Hun lod nådigt hånden kysse af tilbederne, opmuntrede sin grådkvalte nevø og kom med praktiske anvisninger til begravelsen.
De sørgeklædte var kommet fra nær og fjern, så såre rygtet om baronessens tilstand blev kendt. Baronessen var mere end almindelig tilbedt. Som ung havde hun været en fuldendt skønhed, rundet ud af en gammel adelsslægt og opvokset på et gods med rigdom og tjenere som en selvfølge. Der var næsten ingen ende på hendes fortræffeligheder. Hun talte fem hovedsprog flydende, spillede klaver og harpe og var tillige en dygtig maler. Høviske mænd stod i kø for at opvarte hende til slotsballerne. Hun gik ofte på jagt i de store skove, kunne selv partere en hjort og kokkerere. Da hendes forældre døde, arvede hun og broderen godset og en mindre formue.
På et tidspunkt foretog baronessen en dannelsesrejse til Afrika og forelskede sig hovedløst i en storvildtsjæger. Han efterlod hende med et knust hjerte og en ondartet syfilis, som han havde samlet op i Casablancas bordeller. Sygdommen tog næsten livet af baronessen. Hun overlevede, men blev gold og ude af stand til at elske. Hun kunne være endt som en bitter gammeljomfru. I stedet begyndte hun under sin rekonvalescens at skrive historier om kærlighed. Disse fortællinger var så særegne og fantastiske, at baronessen med en udgivelse blev berømt i den ganske verden. Bog for bog steg anerkendelsen, hendes fortælletalent værdsattes i samme grad som hendes kølige afmålte skønhed. Unge disciple kastede sig for hendes fødder. Teologer og filosoffer korresponderede med hende i vidtløftige breve. 
Baronessen var på falderebet til livet vokset til en institution på linje med kongehuset og Dannebrog. Hendes svagelige tilstand fulgtes med dyb bekymring af medierne, som takkede for hver en time den gode skaber havde skænket hende og begræd det enorme tomrum, hendes død ville efterlade. 
Baronessen selv var imidlertid fuldstændig afklaret. Hun bød de sørgende om at tage sig sammen. 
”Jeg vil have en strålende fest, når jeg dør,” hviskede hun med sin hæse røst. ”Og på årsdagen for min død skal I samles ved min grav. Ved I, at der i Mexico findes en smuk tradition. På alle dødes dag drager hele familien på kirkegården for at samtale med de afdøde slægtninge. Mexicanerne synger og spiller og spiser på gravstedet; for dem er dødsdagen en festdag. Således ønsker jeg også, at vi skal mødes igen. Jeg vil ingen have nogen flæbehoveder. Ret ryggen, nevø. Adieu.”
Med disse ord lukkede baronessen sine trætte gamle øjne. Hun følte ingen angst, da døden nåede hende, snarere fyldtes hun af en overmåde lettelse og nysgerrighed, mens hun lempeligt frigjorde sig af sit rynkede indfaldne legeme og sugedes op i en spiral af lys. De sørgendes klagen og gråd forsvandt. Hun blev vægtløs, flød på en solvind gennem tid og rum. Omkring hende drev andre lysende tåger. Tågerne fortættedes og tog form af mennesker i alle aldre og højder. Baronessen konstaterede henrykt, at hun ved at røre dem, kunne aflæse folks inderste tanker så let som en åben bog. 
Omsider sagtnede farten, ånderne materialiserede sig i kød og blod. Baronessen befandt sig nu i en stor underjordisk grotte oplyst af levende fakler. Midt i grotten var et tribunal. Her sad tre chimpanser i røde uniformer så flotte og funklende, som dem lakajerne bar ved dronningens slot. Den første abe kiggede i en tyk opslagsbog, den anden abe skrev i en bog med en fjerpen og den sidste abe slog hammer i bordet. De døde defilerede langsomt forbi tribunalet og sagde deres navne. Hver gang slog den første abe navnet op i bogen. Efter en kort rådslagning, som gik baronessens øre forbi, noterede den anden abe i sin bog. Den tredje abe slog hammeren i bordet og råbte næste. 
Tanken om, at skæbnedommerne bestod af aber, var usigelig morsom, og baronessen måtte bide sig i læben for ikke at le. ”Jeg er baro…” begyndte hun.
”Den store anekdotefortæller,” afbrød den første abe begejstret og klappede i hænderne.
”Kender I mig?” spurgte hun smigret. 
”Vi kender alle. Og Deres valg har vi afventet i allerstørste spænding.”
”Valg? ”Baronessen løftede øjenbrynene. ”Er dette ikke Limbo? Og er vi ikke allerede dømt på forhånd på vores gode og dårlige gerninger i livet?” 
”På en måde. Og alligevel tilbyder vi hver sjæl en chance for at vende tilbage til jorden.”
”Men det er jo manifique,” udbrød baronessen livligt.
”Det er dog ikke som i livet, hvor man hos konditoren vælger sig en Sarah Bernhardt-kage”, indskød aben skarpt.
”Måske får man kun en grovbolle,” gnækkede skriveraben.
Baronessen, som i livet havde opdyrket en fatalisme en tro på, at alle handlinger var skæbnebestemte, nikkede anerkendende. 
”Mine valg i livet gav mig ikke altid stor lykke. Men intet var så skidt, at det ikke var godt for noget. Havde jeg ikke mødt denne skørtejæger, som påførte mig så stor smerte og denne.. sygdom, ville jeg måske aldrig have søgt tilflugt i litteraturen.”
”Sandt nok, mumlede den første abe. Alligevel vil jeg spørge; Er der hændelser i livet, som De ville gøre om?” 
”Kan jeg selv vælge?” spurgte baronessen begejstret.
Aben nikkede.
Efter at have tænkt sig grundigt om, sagde baronessen. ”Jeg søgte aldrig berømmelsen for dens egen skyld, den kom med bøgerne. Fantasien var det halmstrå jeg klyngede mig til for ikke at drukne som menneske. Men jeg må indrømme, at der var aspekter ved berømmelsen, som ganske behagede mig. De unge digtere som kastede sig for mine fødder. Middagene ved kongeslottet. Lobhudlerne. Jeg skulle ønske atter en gang at stå i rampelysets skær omgivet af beundrende folkemasser. Det er af ren forfængelighed, jeg siger dette. Jeg burde skamme mig, og det er sikkert for stort et ønske.”
”På ingen måde,” udbrød den første abe.
”Et forståeligt valg,” sekunderede den anden abe.
”Der vil dog være visse ændringer,” tilføjede den tredje abe. ”Godset må De give afkald på.” 
”Pyt med godset,” sagde baronessen, ”det var bare en gylden skal.” 
”Og De vil intet huske fra Deres sidste liv.”
Baronessen så ærgerligt op. ”Jeg beder jer så mindeligt, lad mig huske.”
”Det vil vi bestemt fraråde,” sagde aberne med en mund.
”Men netop det er pointen,” indvendte baronessen. ”Hvorledes skulle jeg kunne værdsætte det nye liv, hvis ikke jeg bestandigt havde det gamle for mit øje. Sæt nu, at jeg ikke længere interesserede mig for fortællinger, men kun for huslige sysler som at ….stryge lagener eller pudse sølvtøj.” 
Aberne stak hovederne sammen og disputerede hæftigt på chimpansesprog, hvad der i baronessens ører lød som det rene skrigeri. ”Nuvel, sagde den tredje abe omsider. De har sikkert en pointe, som vi endnu ikke kan gennemskue.”
”Så, jeg får lov til at vende tilbage til livet,” klukkede baronessen.
”Som sagt, vi har set meget frem til Deres valg. Og med Deres fantasi vil De sikkert appre…appre… ” Aben, som gerne ville tale med baronessen på en kultiveret måde, snublede over ordene. 
”…appreciere!” foreslog baronessen.
”…synes om vores løsning.” Aben skar en grimasse.
”Parfait,” udbrød baronessen.
”For at der ikke skal herske nogle misforståelser,” messede skriveraben, ”vil jeg lige repetere. De bevilges et jordeliv mere. Efter eget ønske i rampelysets skær, omgivet af beundrende folkemasser. Og De er indforstået med, at vi, dommerne, trods alt kun er aber.” 
”Netop derfor har jeg de allerstørste forventninger,” udbrød baronessen.
Skriveraben førte ordene til protokols.
”Så ses vi…” aben kiggede i kalenderen, ”om 28 år.”
Den tredje abe hamrede i bordet og baronessen mærkede igen suget. Mørket faldt over hende, hun hvirvlede af sted fortabt i tid og rum. Hvor lang tid gik der? En time? Et år? Det rykkede i det gamle kadaver, prikkede i hud og nerver mens hammen skiftede og en ny krop tog form. Alle baronessens sanser vendte med et tilbage. Her var varmt, ulideligt hedt. Det lugtede stærkt af krydderier, brænderøg og åbne kloaker. Hun sad i en umagelig stilling på jorden. Foran hende lå en tom konservesdåse med nogle mønter i. Hun så undrende op. Nogle fakler slikkede ud i mørket, det glødede som ildfluer, nej halloweenmasker lignede det. 
Græskarmaskerne mørknede og tog form af menneskeansigter. Nu faldt kroppen på plads. Lange stykker stof svøbt om livet, storblomstrede silkesarier. Nogle havde røde mærker i panden. Kastemærker.
”Indien! Splendid”, mumlede hun.
Baronessen havde altid drømt om at komme til Østen. Hun vinkede venligt mod folkemængden. Inderne gloede på hende med et udtryk af yderste benovelse. Nogle pegede, lidt skamløst, men sådan gjorde man vel derude, ræsonnerede baronessen. Nu blev der røre. Kredsen skiltes og en høj lys mand blev skubbet frem i første række. Inderne pegede grinende mod baronessen. 
”You give one rupee, sir?”
Det gav et sæt i baronessen. Hun kneb øjnene sammen og åbnede dem igen. Den høje lyse mand mumlede noget, det lød fremmedartet og dog så velkendt. Nu var hun sikker. Det var hendes nevø i egen person. Baronessen kaldte jublende hans navn, men kun en kvækken forlod hendes mund. Hun prøvede igen og forstod ikke ordene der væltede ud af munden. Nevøen så utilpas ud. Han fumlede i lommen og kastede nogle mønter. En mønt trillede forbi baronessen. Hun mærkede en ukendt kraft dreje armen rundt, samle mønten op og lægge den i konservesdåsen.
Inderne smilede. En af dem pegede på nevøens kamera.  
”You make photo, sir?”
Nevøen stod ubeslutsomt. Fascination og væmmelse syntes at kæmpe mod hinanden at dømme efter hans ansigtsudtryk. Han fumlede med polaroid kameraet. Så blitzede han. Kameraet hvæsede og en hvid tunge skød ud. Nevøen greb fotoet og viftede med det, mens en skygge tonede frem. Han gik han over til baronessen og lagde forsigtigt fotoet på jorden. ”Stakkels dig.” Han fangede hendes blik, et kort øjeblik. Der gik en rystelse gennem nevøen, som stirrede han på et spøgelse.
Baronessen kunne dårligt tilgive nevøen hans dårlige opførsel. Hun røflede ham. Igen gøede disse ukendte ord op gennem halsen. Nevøen veg tilbage med et udtryk af rædsel og flygtede ud i natten. Baronessen så vredt på papirfotoet, som han havde efterladt. Frem på fotopapiret tonede et aparte væsen. Hovedet var egentligt smukt, men kroppen var fuldstændig deform. Benenes små grisehaler var næppe mere end tyve centimeter. Armen en lang klo fra skulderen, kroppen en skæv kokosnød. Det smukke ansigt og de sørgmodigt smilende øjne kontrasterede den deforme krop.
Der sad en række lysende tal i hjørnet af papirfotoet. Baronessen mærkede en svimmelhed bemægtige sig, mens hun afkodede budskabet. Det var nøjagtigt et årsdagen for hendes død. Og hun havde endnu 28 år tilbage som vanskabt tigger i den indiske by Mangalore. 
28 år i rampelysets skær og genstand for massernes uhildede beundring.     

Inspiration

Forfattere:
Gabriel García Márquez, Isaac Bashevis Singer, Franz Kafka, Jean Paul Sartre, Nikolaj Gogol, Milan Kundera, Mihail Bulgakov, Islandske sagaer, Bibelen, Tin-Tin, National Geographic, Opslagsværker. 
Kunstnere:
Picasso, Munch, Goya, Henry Moore, Francis Bacon, Kvium. 
Yndlingsfilm:
Bliktrommen, Mephisto, Forbrydelsens Element, Le Grand Bleu. Easy Rider, Indiana Jones. 
Dokumentarfilm à la Jacques Cousteau, Jens Bjerre, Buena Vista Social Club.
Musik: 
Beatles, Grateful Dead, Velvet Underground, Bob Dylan, Brian Eno,  Elìades Ochoa, afrikansk musik, Ravel, Beethoven, Folkesange, Cornelis Vreeswijk