Søren Lassen

Født i 1960 i København.
Cand. merc. fra Handelshøjskolen i København.
Har siden 1986 arbejdet med børs- og valutahandel, bl.a. som analytiker.
Arbejder p.t. med strategi og forretningsudvikling i Nordea Markets.
Bosat i København.

Og dermed er min baggrund for at skrive måske ikke som den gennemsnitlige forfatters, men det har altid ligget i mig som noget, jeg skulle gøre. I hvert fald prøve. Da jeg så passerede midten af trediverne, og stadig kun havde fusket med lidt essays og den slags, så jeg i øjnene, at enten kom jeg i gang, eller også blev det aldrig til noget.

Men når man har et relativt krævende arbejde, som uden problemer beslaglægger 40-50 timer om ugen samt 3-4 rejsedage hver måned, er det at skrive en roman ikke helt så ligetil. Jeg tog derfor kombineret orlov og ferie fra mit arbejde i små fem måneder og flyttede til New York for at komme i gang og for at se, om projektet kunne bære.

Det kunne det – heldigvis – og min debutroman En anden tid udkom i november 2001 på forlaget Cicero. Historien om den 39-årige Kent Persson, der pludselig konfronteres med sin for længst afdødes fars rolle i den kolde krigs mere betændte dele, blev meget bredt – og overvejende ganske pænt – anmeldt. Efterfølgende er salget også forløbet helt godt, og der er interesse for både filmrettigheder og udenlandske rettigheder.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Randers - 12. april 2002  

Debut: 
2001
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "En anden tid" af Søren Lassen

    Bogens forside

    Da Kent Persson 30 år efter faderens død får adgang til hans bankboks, finder han en mindre formue, og et spor der fører tilbage til Thulebasen under den kolde krig.

    Forfatter: 
    Søren Lassen
    Udgivet: 
    2001
    Forlag: 
    Cicero
    Sidetal: 
    235
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

It Never Rains in Southern California – et rejseessay, USA, marts 1995

Det var den første rigtige tur med Maj-Britt. Fire uger på vestkysten i USA, en rejse som i øvrigt endte med at blive begyndelsen til en drøm: At opgive hverdagen og flytte til Los Angeles, i hvert fald for en periode. For mig en drøm om for alvor at blive fri; fri til at skrive og fri til at føle friheden igen. For Maj-Britt som kunstner en drøm om at komme i berøring med en kunstscene, som i stigende grad var på forkant med det hele. Og så var det selvfølgelig også en drøm om eventyr og om at rejse ud og finde lykken, sammen.

Men: det var marts og det var under et af de regnskyl, der kun finder sted i USA; med jordskred som lukkede store dele af kystvejen California 1 og skyllede hele brosektioner væk på Interstate 5 motorvejen. Det hammerregnede, da vi ankom til Los Angeles, og Hertz havde et særligt tilbud på convertibles. Vi nøjedes med den bestilte midsize, som viste sig at være en Mazda MX3, nærmest en lille sportsvogn, og vi følte os med det samme lidt som rigtige californiere.
Allerede på andendagen indså vi, at de hjemmefra lagte turplaner næppe holdt. Men hvad gjorde det? – vi havde fire uger, og vi nåede nok det hele. Så efter en kunstnerisk opladning med Gary Hill på MOCA racede vi østpå, ind i ørkenen, væk fra regnen. I Palm Springs gik vi om aftenen rundt på hovedgaden og kiggede efter Generation-X’ere, og ved Lake Havesu i Arizona kørte vi næste dag forsigtigt rundt i en trailerpark, dybt fascinerede over de opklodsede mobilehomes. Så begyndte regnvejret igen at forfølge os, og vi kørte udenom Grand Canyon, gennem indianerreservater og op i Utah, hvor vi søgte tilflugt i nationalparker og kravlede rundt i sneen i den smule tøj, vi havde pakket for Sunny California.
Vi var stadig forelskede. Meget forelskede, faktisk; skulle hele tiden røre ved hinanden, kysse, holde i hånd og sådan. Vi havde stadig en masse at fortælle hinanden, og vi lyttede, for vi havde endnu den uforbeholdne nysgerrighed, som kun forelskede har. Så vi kørte og kørte og snakkede og snakkede, om ting der optog os, om drømme og længsler. Og meget hurtigt blev turen på den måde en tilstand, drevet frem af indskydelser, vejnettets indretning og, ikke mindst, regnvejret.
Vi troede, vi havde undsluppet uvejret i Utah, og kørte hen på eftermiddagen, en søndag, fra Zion National Park mod Interstate 15 motorvejen, som ville føre os direkte til Las Vegas, forventet ankomst omkring klokken seks aften, d.v.s. efter mørkets frembrud og dermed i overensstemmelse med turistguidernes anbefalinger for førstegangs Vegas-besøgende. Det var mig der kørte, og vi sad som sædvanlig og snakkede.

Det var først noget med musik, vistnok countrymusik, som jeg forsvarede tappert, mens Maj-Britts brune øjne overbærende, men kærligt, var fæstnet på mig. Det var vist oven i købet den dag, hvor jeg på bilradioen glædestrålende havde genhørt Neil Diamond’s Cracklin’ Rosie, for første gang i måske tyve år, og hvor Maj-Britt om ikke andet havde glædet sig over min evne til at kunne begejstres. Under alle omstændigheder var samtalen på et tidspunkt drejet over på filmen En søndag på landet, som Maj-Britt ikke havde set, og derfra videre over i en bredere diskussion af filmens centrale tema: Melankolien i at ville noget mere, end det man dybest set formår eller tør; at blive konfronteret med sin egen begrænsning.
Jeg havde beskrevet, hvordan den gamle maler midt i sin livsaften må se sig selv i skyggen af de store, banebrydende impressionister. Han har gjort det godt, er kendt og agtet og har solgt rigtig pænt. Er velhavende. Alligevel: det var jo ikke ham, der var nytænkende. Det er ikke ham, der huskes. ”Var jeg ikke modig nok?” spørger han sin datter, som er lidt vild og ender med at svigte ham og køre tilbage til Paris i utide, fordi hun selv er ved at blive svigtet i kærlighed. ”Jeg gjorde det jeg kunne”, fortsætter han, mens han beklagende ryster på hovedet og længselsfuldt betragter datteren, den datter han elsker så højt, fordi hun besidder den tøjelsesløshed, han altid selv manglede. Sønnen, en ganske ordinær og praktisk orienteret kontormand med kone og børn, er allerede tidligere draget tilbage med toget, sukkende over det gamle legebarn. Alt imens den gamle maler rystede på hovedet; ham opgav han for længe siden. Men måske ligner han sønnen mere end godt er. I hvert fald mere end han ønsker.

Hvad er vi? Ejer vi modet, modet til at komme videre? Og, i så fald: er det bare en illusion; bliver vi svigtet endnu en gang, i jagten på – hvad? Når man er ung, og vi var stadig tilstrækkelig unge, Maj-Britt og jeg, er der kun én vej, og det er videre. Hele tiden. Måske det endda hjælper, at man er forbi den første ungdom, har set nogle af illusionerne forsvinde, men ikke alle, samtidig med, at man har set, hvor røvsygt det ender, hvis man ikke passer på. Som vi kørte dér, på vej mod Las Vegas, elskede vi hinanden i denne fælles erkendelse. Vi ville ønsket, håbet, om at gøre noget mere, gøre en forskel. Og vi var trods alt gamle nok til at kende frygten for ikke at kunne leve op til dette håb. Eller endnu værre: ikke have modet til at forsøge.
Det gik pludselig op for os, at vi var begyndt at køre ned ad bjergene, sådan for alvor. Vi kom ind på motorvejen og trafikken forløb fint, men regnen havde atter indhentet os, og jeg var nødt til at koncentrere mig om kørslen. Det var desuden så småt begyndt at mørknes, som sædvanlig havde turen på de mindre veje taget længere tid end forventet. I takt med at bakkerne nedad blev stejlere, regnen tiltog og tusmørket faldt på, skiftede fokus fra den eksistentielle diskussion over mod det mere jordnære: at styre bilen sikkert frem til Las Vegas.
For det regnede og regnede, og sigtbarheden var måske halvtreds meter og nu var det rigtig mørkt. Der blev kørt stærkt omkring os; hele tiden blev vi overhalet af 18-wheeler trucks som, når de passerede os, kastede kaskader af vand mod frontruden, så vi absolut intet kunne se et par sekunder. Og det gik nedad, nedad, nedad – selvom det var motorvej, var det bugtede veje – i mørke med halvtreds meters sigtbarhed, 18-wheelers der aggressivt overhalede, modsat kørende 18-wheelers med ætsende hvidt lys i de blændende lygter og regn, regn og atter regn. Jeg holdt godt fast i rattet, og vi diskuterede ikke længere.
Det blev værre og værre i en times tid. Der var stort set ingen frakørsler, og de få der var, førte bare ind i bjergene og ikke til nogen form for ly. Så vi fortsatte, i troen og håbet på, at vi snart ville komme ned i ørkenen hvor vejen ville være lige og hvor regnen ville høre op.
Det gik som det skulle; vi endte nede i ørkenen, og regnen hørte op. Vi gjorde holdt ved en frakørsel med en McDonald’s hvor jeg røg cigaretter og drak cola og genvandt noget af den tabte energi. Hvorpå vi rullede videre mod Las Vegas, lettere rystede, men ikke mere end at vi stadig kunne begejstres, først af spejlingen af byens lys i den skydækkede himmel og siden af byen selv; et gigantisk blinkende lyskontinent, midt i den kulsorte ørken, uden nogen form for forbindelse med omverden.
*
Selve livet syntes at være til åben debat på turen. Og det forekom som en underlig logisk forlængelse af alt andet i vort syv måneder gamle forhold når vi, siddende i bilen, på vej et eller andet sted hen, talte om alt det, der betød noget for os. Tilstanden blev hellig, og selve diskussionen var berusende. Det var tydeligvis det dér med at være på vej, der betød noget. Det ekstreme regnvejr fremmede intensiteten og skærpede bevidstheden om, at det kun var os to, midt i selve livet, og stadigvæk i allerhøjeste grad undervejs. Sammen, men mere som en enhed, end bare et par.
Når det lejlighedsvis ikke regnede eller når vi gjorde ophold et eller andet sted, var det som en pause, hvor vi samlede nye kræfter. Var turister, simpelthen, optaget af praktiske problemer såsom at finde en parkeringsplads, et sted at bo, noget at spise.
Og der var ekstraordinære turistoplevelser: Besøget på Hearst Castle i San Simeon, hvor uvejret medførte, at vi ganske uhørt fik vores helt personlige rundvisningsguide. Warner-studierne i Burbank. Gallerikomplekset Bergamot Station i Santa Monica, som blev et symbol på den californiske kunstscene. Og bogcaféen Earthlings i Santa Barbara, hvor forfatterdrømmen fik ekstraordinær næring. Derudover var der også det trivielle såsom Grand Canyon, der trods sin indlysende storslåethed slet ikke kom på højde med det, der virkelig ætsede sig ind: Intensiteten når vi kørte gennem vindmølleparker, standsede ved forladte tankstationer i ørkenen i Arizona eller jagtede en gigantisk fuldmåne over stillehavsbugten, en aften hvor det var ved at være sent, og vi endnu ikke havde fundet et motel.
Igen: Vores forgabelse i hinanden gjorde sit, men regnvejret spillede også ind, f.eks: På vej nordover mod San Francisco passerede vi Solvang og trillede skeptisk rundt i de tilstræbte danskerkulisser, sultne, men uden at kunne bestemme os, overvejede bare at køre videre. Og så begyndte det at regne.
Først søgte vi tilflugt på et konditorilignende etablissement, hvor den unge servitrice rent faktisk var dansker. Vi fik lidt at spise, og imens tiltog regnvejret. Vi overvejede så småt at blive i byen, men mistede modet efter at have kørt lidt rundt. Det var stadig dag, og vi begyndte forsigtigt at køre ud mod kysten. Nu blæste det også, og lysreguleringslysene hoppede og dansede i wirene over vejkrydsene. Vi var ikke helt trygge ved udviklingen, og efter en times tid gjorde vi holdt ved et Motel 6; måske var det bedst at stoppe nu.
Men klokken var kun tre om eftermiddagen, og vi var lidt trætte af Motel 6 og de ens, anonyme og ikke særligt store værelser. Som vi holdt dér på parkeringspladsen, var betonbygningen ikke rigtig tillokkende, og vi besluttede os for at fortsætte. Nu vidste vi om ikke andet, hvor der lå et billigt motel; vi kunne jo altid komme tilbage. Så vi sneg os op ad 101’eren, og kom efter et par timers kørsel til Pismo Beach, en badeby, hvor der normalt er masser af surferliv. Men denne fredag eftermiddag stod himmel og hav i ét ved den store boardwalk nede i havnen.
Der var et par moteller i byen, men vi kørte forsigtigt op ad kystvejen, hvor vi fandt et Best Western, helt ude ved vandet. Vi fik et kæmpeværelse med altan og panoramavinduer for en tredjedel af normalprisen, og vi sprang i poolen med regnen silende ned over os og lå i den store udendørs jacuzzi, mens strandede gæster på nabo hotellet jublende kom med tilråb fra altanerne. Og vi faldt i søvn i hinandens arme, med Stillehavets brølende brænding mod klipperne, tyve meter fra os.
Næste dag var det opholdsvejr, men det stormede stadig. Vi fortsatte op ad California 1, til San Simeon, hvor vejen nordpå var spærret. Men det gjorde ikke noget: Der var igen et Best Western med uvejrs-reducerede priser, denne gang med pejs i panoramaværelset og en gratis flaske champagne, som ankom på en lille golfvogn. Vi så Hearst Castle, en af Californiens helt store attraktioner med mere end en million årlige gæster, som stort set de eneste, den lørdag. Vi gik tur på de forblæste klipper langs Stillehavet, som stadig var i vildt oprør. Vi så ikke fjernsyn, men tændte bare op i pejsen og elskede og lå og lyttede til brændingen. Snakkede om det underlige i, at man kan sove i sådan en larm.
Vi ejede livet. Og vi elskede hinanden, hér i Californien.
*
Det varede ikke ved, uvejret; fra og med San Francisco blev det faktisk ganske hæderligt. Således opmuntret fortsatte vi lidt nordpå og overnattede i Jack London Lodge ved Glen Ellen i Sonoma Valley, hvor det var koldt om natten, og hvor der var en rolig stemning af Northern California og fyrretræer og provins. Vi gik – ikke kørte – ud at spise, og der var underligt hjemligt, lidt som at være på weekend på Fanø. Efter et kort visit i Napa Valley gik det atter sydpå – vejret var nu så godt, at vi genoptog snakken om Sunny California, og vores medbragte sommergarderobe begyndte så småt at komme til sin ret.
Turens magi klarede mærkværdigvis transformationen fra regn og uvejr til sol og sommer. Måske var det, fordi vi havde varmet op i de første to-tre ugers fatalistiske regnvejrsrejse, og nu nød at slikke sol. Eller måske var det, fordi vi så småt kunne finde rundt uden at være bange for alle de grimme historier om L.A. og alt muligt. Eller måske var det bare, fordi vi var så forelskede at lige meget hvad, så ville det være godt. I hvert fald: Før vi vidste af det, var vi atter i L.A., boede i Santa Monica, og promenerede på Ocean Avenue og drev rundt i boghandlerne på Third Street, til de lukkede ved midnatstid. I dagtimerne besøgte vi kunstgallerier, spiste frokost på fortovscaféer på Melrose Avenue og foretog ekspeditioner ad Sunset Boulevard, på jagt efter HOLLYWOOD-skiltet. Vejret var nu rigtigt godt, og vi mærkede langt om længe the Spirit of Southern California; det afslappede, men frugtbare liv, næret af solen og go-getter mentaliteten. Alt syntes muligt, og i beruselsen begyndte vi så småt at tale om, at dette en dag kunne blive vores. Vi sagde: ”Hvorfor ikke?”
Allerede dengang vidste vi, at drømmen bestod af mere end bare sol, friskpresset frugtjuice og Hollywood lige om hjørnet. Drømmens næring var først og fremmest den utilpassethed vi begge ejede; uviljen mod at lade sig låse fast, modviljen mod konformiteten. En rastløshed, der sætter i gang og fastholder nysgerrigheden; et fantastisk brændstof, når tingene kører den rigtige vej. Men tilsvarende en ret så opslidende størrelse, når tingene ikke kører den rigtige vej. En underlig fællesnævner Maj-Britt og mig imellem, vi havde hver vores symptomer, men dybest set var resultatet det samme.
*
I turens sidste dage var solen blevet en selvfølge, og vi havde en vis rutine i L.A. Vi fandt rundt uden usikkerhed, og vi havde travlt med at indhente alt det, der forekom umuligt, da det regnede. At det i det hele taget havde regnet var i øvrigt nærmest glemt, selvom vi senere snakkede om, hvor kedeligt det havde været, hvis solen bare havde skinnet i fire uger.
Men der var også sket noget mellem os. Det var første gang, vi havde været sammen døgnet rundt i fire uger, og der var kommet en anderledes ro mellem os. En højere grad af indforståethed og tryghed. Det rene forelskelse havde bestået en vigtig midtvejstest, på vej mod noget mere. Og det klædte os; man kan se det på et billede en eller anden tog af os, med klipperne og Stillehavet i baggrunden: vi smiler på en meget vidende måde.
Vi havde nået det vi skulle. Der var stadig masser, vi ikke havde gjort eller set, men det var alt sammen ting, vi egentlig var ligeglade med. Og vi var også sikre på, at vi ville komme igen. Så vi kørte vores trygge lille omdrejningspunkt, den sølvfarvede Mazda MX3, mod lufthavnen, og jeg fortalte om hvordan jeg tre år tidligere havde fulgt stort set samme rute, tangerende South Central L.A., og at jeg havde været, hvis ikke bange, så i hvert fald nervøs. Jeg vidste, at herfra og sydpå var kvarteret ikke godt, men jeg havde jo min bil, og jeg fulgte skiltene mod lufthavnen minutiøst. Et sted fyldte jeg benzin på bilen, og for første, men ikke sidste gang i USA kommunikerede jeg med tankpasseren gennem skudsikkert glas og betalte på forhånd via et skuffearrangement. Det var nu tusmørke, og jeg skyndte mig videre, fandt et dyrt og elendigt lufthavnshotel. Oppe på værelset gjorde et skilt på indersiden af døren gjorde mig opmærksom på, at hotellet befandt sig i et område med yderst megen kriminalitet, og at man derfor opfordrede gæsterne til at udvise den allerstørste forsigtighed. Jeg spiste i hotellets restaurant.
Paranoia? Måske, men seks dage efter jeg havde forladt hotellet blev de fire politifolk, der havde mishandlet Rodney King, frifundet, og South Central eksploderede, nogle få hundrede meter fra hvor jeg havde tanket benzin.
*
Den blev ikke til noget, vores Californiens-drøm. Men det var tæt på, den eneste grund til det gik i vasken var faktisk, at vi to måneder før afrejsen gik fra hinanden. Men det var mere end tre år senere, og drømmen bar i en vis forstand frugt, for jeg fik skrevet min roman. Ikke i L.A., men i New York, først og fremmest. Selvom der faktisk også blev skrevet et par kapitler i San Francisco.

Ó Copyright Søren Lassen, 2002  

Inspiration

Ikke overraskende har jeg altid læst den ’intelligente’ spændingsbog, heriblandt John le Carré, Graham Greene, Len Deighton og Sjöwall-Wahlöö. I spændingsgenren spænder jeg derudover fra de lettere såsom Michael Connelly og Dennis Lehane til de deciderede hårdkogte, fra klassikerne som James M. Cain, Dashiell Hammett og Raymond Chandler, til de nyere som James Lee Burke, James Crumley og – frem for alt: James Ellroy.

Inden for ’ikke-spænding’ skal hér nævnes Paul Auster, Don Delillo, Tom Wolfe og navne som Mona Simpson, Debra Monroe og Gore Vidal. Og så prøver jeg til stadighed at få taget ordentligt livtag med William Faulkner.

Blandt danske forfattere kan jeg kun komme i tanker én, der decideret har inspireret mig, og det er Anders Bodelsen. Min yndlingsessayist er, og vil altid være, Bo Green Jensen – Tom Wolfe kan få andenpladsen.

I lyrikken er det ’mine egne’, d.v.s. firserdigterne, gerne med solid forstadserfaring: Michael Strunge, Bo Green Jensen, Thomas Boberg og Søren Ulrik Thomsen. Uden for nummer står Annemette Kure Andersen, der til gengæld rører mig dybere end alle de andre.