Rikke Franch

Rikke Franch, født 1964. Debut i 2010 med den psykologiske thriller Tøsetur på forlaget Bogkompagniet.

 Jeg er født ind i en stor og fortællefrodig familie i Gentofte og blev i 1982klassisk-sproglig student fra Aurehøj Statsgymnasium. Ved at oversætte fra latin og græsk, lærte jeg, at man skal smage og file på ordene for at fremelske de fine nuancer.  På RUC læste jeg dansk og kommunikation og kom efter min kandidateksamen hurtigt på rette hylde som underviser. Jeg er gift med Torben Franch og sammen har vi to voksne sønner.  Da børnene var små, boede vi nogle år i Qatar og England; det er vores fælles familieeventyr. I 1998 flyttede vi tilbage til Danmark.

 Hverdagen er et drama, der udspiller sig i S-tog, busser eller forretninger. Jeg observerer og lytter og suger små episoder til mig: En ung mand i stillekupeen, der strikker strømper i lilla og grønt; en mobilsamtale om en pige, der er stukket af fra et en institution, en far, der i supermarkedskøen forklarer sin søn, hvorfor de ikke kan holde ferie sammen. Jeg lagrer hændelserne og lader mit eget tankespind tage over.

 Jeg bliver utidig uden en bog på natbordet og nyder at forsvinde ind i den. Ruth Rendell og Paul Auster er favoritter ligesom John Grisham. Om sommeren gælder det klassikere på terrassen f. eks. Alexander Pushkins Eugen Onegin eller Euripides’ Medea. Steen Steensen Blicher og Max Frisch ser jeg op til; jeg holder af deres nøgterne fortællestil.

 Selv skriver jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Allerede som barn skrev jeg historier, korte men dramatiske fortællinger, der blev skrevet på den lange led af et A4-ark, fordi linjerne ellers stoppede for hurtigt. Senere var det mere poesien, der trak. Jeg begyndte at skrive for alvor på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg for første gang kunne have sat mig i sofaen og slappet lidt af. Det hele startede med, at jeg tog alene en uge til Mallorca uden for turistsæsonen med en skitse til et plot og en bærbar i tasken, og så kom jeg hjem med fyrre sider og en god fornemmelse af, hvem kvinderne i bogen var. Personerne i bogen udviklede deres helt eget liv i, blot jeg hengav mig til dem. For mig er det lystfyldt at skrive; jeg får røde kinder og højere puls ved tastaturet, selv om teksten bestemt også kan gøre modstand. Så går jeg en tur i skoven.

Min seneste bog Ledsageren handler om Majken, som arbejder i et forsikringsselskab, hvor hun udreder sager om forsikringssnyd. Da sønnen af en velanset advokat dør af en pludselig opstået og mystisk sygdom, vikles Majken ind i opklaringsarbejdet.

Til januar 2015 udkommer Tøsetur desuden som e-bog.

Debut: 
2010
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Ledsageren" af Rikke Franch

    Bogens forside

    Maiken arbejder i et forsikringsselskab, hvor hun udreder sager om forsikringssnyd.

    Forfatter: 
    Rikke Franch
    Udgivet: 
    2014
    Forlag: 
    Skriveforlaget
    Sidetal: 
    267
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Tøsetur" af Rikke Franch

    Bogens forside

    Fire veninders weekendtur i sommerhus ender i en mistænkelig drukneulykke. En af veninderne forfølger sagen, som afdækker mørke hemmeligheder under de velfungerende liv og polerede overflader

    Forfatter: 
    Rikke Franch
    Udgivet: 
    2010
    Forlag: 
    Bogkompagniet
    Sidetal: 
    295
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Fra Tøsetur

I fritidsordningen lugtede der af vådt tøj, rugbrød og lidt af sure tæer. Jeg fulgte Peter ind på kontoret. Vikaren var ved at bære beskidte kaffekopper ud, mens pædagogen gennemgik en stak papirer. Begge så op, da vi satte os.

”Der er da ikke noget at sige til, at I er lidt bekymrede,” sagde vikaren. ”Men det er jo to fornuftige døtre I har. Der er nok en god forklaring,” tilføjede pædagogen. Hun talte meget langsomt.

”I må da vide, hvem der er her, og hvem der ikke er her,” indskød jeg.

”Strengt taget er det sådan, at jeres børn er krydset ud, og så er vores formelle ansvar for dem slut. Det er derfor, det er så vigtigt, at I husker at skrive i bogen, hvis der kommer en anden og henter dem, eller hvis børnene har indgået en legeaftale.”

”Du siger til mig, at det ikke har noget med her at gøre, at vi ikke ved, hvor pigerne er?”

”Ja, sådan kan du godt sige det,” sagde pædagogen.

Klokken var nu kvart over fem, og personalet ville gerne hjem, påpegede hun. De havde jo også selv familier at tage hensyn til.