Ved indgangen til ideernes og eventyrenes land er der en smal passage mellem høje klipper. Vil man ind i landet, må man gennem passet. Det er både vejen ind og vejen ud.
Oppe mellem stenblokkene sidder nogle gråklædte skikkelser og hvisker sammen om de folk der kommer og går.
Når nogen er på vej tilbage, tungt belæsset med gode indfald, som de har samlet og nu skal hjem og sætte i værk, farer heksene, for det er det de grå skikkelser i virkeligheden er, op fra deres siddepladser og skriger og råber til de vejfarende.
Det der, får du aldrig noget ud af! Det er latterligt, se bare, det duer jo slet ikke! Det kan overhovedet ikke lade sig gøre!!!
Hvis man lader sig påvirke af heksenes tilråb, må man slippe sine ideer, og straks bliver de, hvad heksene netop har sagt: Ubrugelige, grå og triste, så man må kaste dem fra sig og gå tomhændet hjem.
Men så snart man er borte, farer heksene ned fra klipperne, kaster sig over ideerne og æder dem.
Det er deres måde at overleve på, kummerligt er det, men de kender ikke nogen anden.