Kunsten at skrive for børn   Skriver du på forfatterpapir? (Dreng i 2. klasse)
Den amerikanske essayist og digter Ralph Waldo Emerson har sagt, at de bedste bøger giver indtryk af at være læst og skrevet af én og samme person. Umiddelbart synes dette udsagn ikke at kunne gælde børnebogen, da den læses af børn og skrives af en voksen. Men den måske mest karakteristiske forskel mellem barn og voksen – legen – er samtidig netop ligheden mellem barnelæseren og den voksne forfatter. Barnet leger sig ind i det fiktive univers, og forfatteren må – nødvendigvis, da han er voksen – lege, at han er barn.    Man kan også sige huske. Når man som voksen skriver for børn, skal man huske, hvordan det er at være barn. Men – det er kun den halve sandhed! Den tyske forfatter Erich Kästner – nok mest kendt for "Emil og detektiverne" – udtrykte det således: "De fleste lægger deres barndom fra sig som en gammel hat. De glemmer den som et telefonnummer, der ikke mere gælder. Før var de børn, så blev de voksne, men hvad er de nu?" De fleste er sikkert ligeglade. Men for en forfatter, der skriver for børn, er Kästners spørgsmål æggende som sfinksens gåde og af altgørende betydning for forfatterens selvforståelse, skrift og hele poetik. Hvad er man? Den første del af spørgsmålet er let nok. Som sagt - som forfatter for børn er man en, der husker sin rod. Hvordan det var at være barn. Hvordan det var at lege. Hvordan det var at læse. Men da man i sine bestræbelser for at "blive som barn" nemt kommer til at fokusere på glansbilledet af det barnlige, glemmer man let den anden halvdel af sandheden, nemlig den, at man som barn nok var en spire, men en spire, der bar en kim i sig - kimen til at blive en voksen. Man glemmer, at nysgerrigheden – som man siger er et særkende for barnet – også er et udtryk for barnets iboende længsel og stræben efter viden, dvs. voksendom. Nysgerrigheden er et udtryk for at ville knække de voksnes sprogkoder og gåder - Hvad er Det Voksne? Hvad er det for et Væsen? Det er den nysgerrighed, der som en plante rækker efter lyset, for at få svar på spørgsmålet: Hvem er jeg? Kästners svar på spørgsmålet fra før er ligeså smukt og klogt som det er indlysende enkelt: Kun den der bliver voksen, men forbliver et barn, er et menneske. Skarpest formuleret på tysk, som et skoleeksempel på den præcise skelnen mellem betydningen af werden, bleiben og sein: Nur wer erwachsen wird und ein Kind bleibt, ist ein Mensch. Menneske. Det er ikke noget man bare er. Hverken som barn eller voksen. Det er en opgave. A Quest, ville man sige på engelsk. En søgen og et spørgsmål. Mennesket var som bekendt også løsningen på sfinksens gåde, der i Theben var berygtet som den sværeste gåde af alle: Hvad er det, der går på fire om morgenen, går på to ben om middagen, og på tre ben om aftenen? (barnet, der kravler – den voksne, der går – og den gamle med stok). Det interessante hos Kästner er, at han i sin egenskab af forfatter til børnebøger ikke forfalder til den nemme løsning at romantisere barnet og alt barnligt og udnævne dét til det mest ægte, det mest rigtige menneske. Kästner betoner jo, at man skal blive voksen. Men samtidig huske telefonnummeret til sin barndom. Han lægger ikke skjul på distancen. Og det er i dette spændingsfelt, imellem distance og kontakt, imellem disse to poler, at gnisten kan springe, at samtale kan føres og en ligeværdig fortælling fødes. Det er her barnelæseren kan mødes med den voksne forfatter, i én legende bevægelse, på litteraturens tumleplads, i det ideelle, emersonske læsefelt, i bogen som læst og skrevet af én og samme person: den læsende fortæller eller den fortællende læser. - Når du skriver, bruger du så forfatterpapir? spurgte en dreng i 2. klasse, da jeg for nylig var på skolebesøg for at læse op og fortælle om det at være forfatter. Jeg tøvede. Det var et originalt spørgsmål. Og jeg vidste, at jeg ville skuffe drengen, der sad med håbet om potterske remedier som magiske penne og magisk papir. - Nej, svarede jeg omsider. – Jeg skriver på ganske almindeligt papir. Ligesom du gør. - Nå, sagde knægten. Det var tydeligt, at hans illusioner var brudt, og at han herefter ikke anså det for noget særligt at være forfatter. Og på en måde har han ret. Især når man skriver for børn er man anonym. Det er historien, der tæller. Man arbejder i bortgemte gader, usynligt, som sangskriverne i Tin Pan Alley. If you can´t recall the singer, you can still recall the tune, som Neil Diamond synger. Her, i børnebogen - om noget sted i litteraturen – gælder det om at forvandle læseren til fortælleren. Det er den sande magi. Der er intet forfatterpapir.